Blog
0   1834

Har du lyst til at blive inkluderet?

Abonner på nyt om Brian Degn Mårtensson i dit personlige nyhedsbrev.


Anden del i denne blogs serie om inklusionsbegrebet. I serien diskuteres anvendelsen af inklusionsbegrebet i praksis og i den politiske debat.



Inklusion er et begreb, der ikke kan stå alene. At tale om inklusion forudsætter, at nogle er ekskluderede. Der er tale om et begrebspar, hvor de enkelte begreber giver hinanden mening. Vi kan ikke med inklusionsbegrebet afskaffe specialpædagogikken, idet inklusion som aktiv indsats forudsætter, at nogle bliver betragtet som specielle, og derfor udsættes for ekskluderende processer. Specialpædagogik forudsætter igen en opfattelse af en normalpædagogik, og normalitet forudsætter en definition af afvigelse. De fleste vil mene, at så længe vi som mennesker færdes i flok, vil normalitet i forskellige sammenhænge blive defineret, og afvigere udpeget. Spørgsmålet er derfor ikke, hvordan vi afskaffer afvigelse, men hvordan vi forholder os til den. Er afvigelsen et problem? Er det synd for afvigerne? Eller bidrager vi alle på unik vis til fællesskabet som kvalitativ størrelse? Er afvigelsen derfor et evigt, relativt fænomen, som vi alle i forskellige sammenhænge har en andel i?

Jeg kan ikke endegyldigt svare på, hvordan vi som samfund en gang for alle skal svare på alle disse spørgsmål. Hvis jeg kunne, er det desuden tvivlsomt, hvor interessant andre ville finde svaret, der ville blive meget teknisk, og uundgåelig ville indeholde en række postulater. Derfor vil jeg her blot redegøre for mit eget, helt aktuelle, subjektive standpunkt.

Selv ønsker jeg ikke at bliver inkluderet - forstået som en aktiv proces, andre har defineret for mig. Jeg er ganske vist en særling, en afviger og helt unik. Samtidig er jeg kedelig, stereotyp og alt for mainstream. Alt sammen på samme tid, hvilket er forvirrende, men vel til at leve med. Til gengæld er det mere alvorligt, at jeg objektivt set er til skade for mig selv. Jeg indtager ofte karriereskadelige holdninger i den pædagogiske debat, og er eksempelvis aktuelt i gang med at kritisere anvendelsen af et modeord, der er stærkt politisk favoriseret. Herved reducerer jeg markant mine muligheder for at få attraktive stillinger og fine poster (det er i hvert fald min opfattelse). Det værste (i forhold til politiske mål om vækst, beskæftigelse og produktivitet) er, at jeg er ligeglad, og vægter andre ting højere (fx medansvaret for fællesskabet). Sådanne idiotiske handlinger viser med al tydelighed, hvor galt det står til med mig. På den anden side passer jeg mit beskedne job, og gør de ting, jeg nu skal til daglig. Der er således både dårlige ting og gode ting i min aktuelle situation. I forskellig grad i forskellige sammenhænge. Afhængigt af perspektiv og fordomme. Det kan ikke være anderledes, når jeg på den ene side lever et helt almindeligt liv med kone, børn, job og parcelhus, og på den anden side er den eneste i hele verden, der lever netop mit liv, og tænker som jeg gør. Jeg kan sagtens karakteriseres som afvigende, og endda som værende til skade for mig selv, men jeg kan med lige så stor ret defineres som normal. På papiret er jeg derfor en af dem, der helt klart skal inkluderes i normaliteten; jeg er særlig, har brug for hjælp, og har nogle normale træk. Trods disse faktuelle betragtninger står jeg dog fast: Ingen skal inkludere mig i noget som helst! Derimod sætter jeg stor pris på at være en del af noget. Jeg er glad for at dele jordklode, fortællinger, kultur, sprog, tid, rum og meget andet med mine medmennesker. Jeg er så heldig at være både verdensborger, europæer, dansker, sjællænder og nykøbingenser, hvilket gør mig til en ubrydelig del af en masse fællesskaber. På forskellig vis i forskellige sammenhænge. Nogle fællesskaber er mere foranderlige end andre, fx kan mit lokale fællesskab nemt blive til et historisk betinget fællesskab for mig, hvis jeg flytter til en anden by. Mit fællesskab med menneskeheden som sådan er uomtvisteligt, nærværende og relativt stabilt, men alligevel svært at overskue. Jeg kender ikke alle fællesskabets medlemmer personligt, men alligevel er vi helt afhængige af hinanden. Mit politisk-historiske samfundsfællesskab er for mig meget vigtigt, idet jeg herfra modtager en række livsbetingelser, og som bidragyder hertil giver mig selv og andre mennesker bestemte muligheder og begrænsninger. Disse grundlæggende forhold er for mig afgørende, og jeg ønsker ikke, at min tilknytning til fællesskabet skal defineres af subjektive vurderinger af mine kompetencer eller andre ”målbare forhold”. Jeg ER i absolut forstand en del af noget, og kan derfor ikke inkluderes yderligere i samme. Idet jeg herved nægter at lade mig inkludere, kan jeg forholde mig aktivt og kritisk til det fællesskab, jeg er en del af. Jeg kan ikke betragte det udefra, for et sådant perspektiv har jeg - pga. den manglende inklusion - ingen erfaring med. Jeg kan således ikke stille mig udenfor. Jeg er en fuldgyldig del af et forpligtende fællesskab, og jeg kan på ingen måde fralægge mig medansvaret for det. Jeg er – på trods af min helt unikke manifestation - nødt til at forpligte mig i fællesskabet, som jeg er uløseligt forbundet med, og jeg er nødt til at acceptere at andre har samme forpligtelse.

Hvad i alverden er meningen med denne svada? Hvis jeg ikke vil inkluderes, vil jeg så ekskluderes? Nej tak, for jeg er jo netop glad for at være en del af noget. Faktisk er pointen, at jeg oplever mig som eksisterende i kraft af noget. Jeg mener ikke, at jeg på nogen måde kan adskilles fra den kontekst, jeg er en del af. Jeg er i hele min eksistens ubrydeligt forbundet med mit biologiske ophav, med mit kulturelle ophav, med de mennesker, jeg har gjort erfaringer sammen med, i det hele taget den verden, jeg er en del af.

Baseret på denne personlige stillingtagen, vil jeg mene, at inklusion er et problematisk begreb. Hvordan kan jeg eksempelvis tillade mig at mene, at andre skal inkluderes, når jeg af ovennævnte årsager ikke selv har lyst (det er i hvert i strid med et kategorisk imperativ)? Hvordan kan vi principielt tillade os at definere andre som ”inklusionstrængende”? I folkeskolesammenhæng er dette spørgsmål ganske vigtigt, idet der her stadig er tale om et helt grundlæggende fællesskab.

Så vidt idealerne. I den virkelige verden bliver mange aktivt ekskluderet i pædagogiske institutioner (der jo ellers burde repræsentere et møde mellem individet og fællesskabet), og derfor må man indtil videre betragte inklusion som en symptombekæmpende indsats over for et stort og reelt eksklusionsproblem. Sidstnævnte kan sociologisk betragtes som et resultat af det moderne samfunds stigende arbejdsdeling, og de heraf medfølgende stigende krav om specifikke kompetencer. Som et uundgåeligt resultat heraf, ekskluderes flere og flere af et fællesskab, som vi i stigende grad definerer med udgangspunkt i kompetenceniveau, ikke i en fælles tilværelse. I denne misforståede opfattelse af pædagogik er fællesskabet noget, der skal opnås deltagelse i, ikke i sig selv et mål og en forudsætning på samme tid.

Så længe vi definerer fællesskabet med udgangspunkt i et kompetence-begreb, er inklusion i den konkrete praksis en nødvendig bestræbelse. Hvorfor? Jo, inklusionsbestræbelsen er nødvendig, fordi den begrænser en skade, der er sket for virkelige mennesker i en virkelig verden. Inklusion er dog stadigvæk en lappeløsning, der fra et samfundsperspektiv ikke løser et problem, men blot symptombehandler det. Som tidligere beskrevet, er det urealistisk - og i denne sammenhæng helt unødvendigt - at forestille sig en idealverden, hvor der ikke vil finde differentiering sted i praksis. Imidlertid behøver denne differentiering ikke at medføre hverken inklusion eller eksklusion. Dilemmaet er nemlig, at en tro på inklusion som løsningen på noget som helst, altid vil medføre eksklusion, idet inklusionstænkningen i den bestående praksis metodisk understøtter en kompetencefokusering, der jo er årsagen til eksklusionen.

Skal vi for alvor gøre noget ved inklusionen i den danske folkeskole, skal vi fokusere på at begrænse den mest muligt. Hvordan undgår vi at inklusion er et relevant tema? Hvordan kan vi skabe et fællesskab, der ikke fokuserer på, hvad den enkelte kan i produktivt henseende, men i stedet anerkender, at den enkelte er et medmenneske? I skolen skal man være sammen i et forpligtende fællesskab, og forpligtende samvær er derfor det afgørende. I skolen mødes man som individ med andre, og et ”vi” udvikles, et ”du” anerkendes, mens et ”jeg” får en stærkere (altid unik) klangbund i mødet med det sociale fællesskab, kultur, kunst, viden og anderledesheden. I skolen skal vi skabe rum for samvær, læring, fordybelse og inspiration - ikke dømme hinanden ude og inde. Vi skal bekræfte vores fælles ansvar, ikke afkræfte det. Imidlertid forudsætter en sådan skoletænkning visioner, ambitioner og stor faglighed hos de professionelle - og politikere, der ikke betragter skolen som kompetencefabrik.

Alternativet er alligevel håbløst. Kære læser: Vi bor på en kugleformet planet (en kantiansk metafor, hvor man dog må tilføje, at kuglen er lidt fladtrykt, således at den antager en mere oval form). Vi kan samlet set ikke bevæge os væk fra hinanden. Hver gang jeg bevæger mig en meter til højre, er vi kommet en meter tættere på hinanden til venstre. Vi bliver nok nødt til at acceptere, at vi er ubrydeligt forbundet til hverandre. Uanset kompetence, uanset, hvad vi ellers forestiller os af skel. Dette almene perspektiv har vi desværre ignoreret i dansk pædagogik i mange år, og derfor fylder inklusion så meget i dagens praksis. Inklusionens store spørgsmål er: Hvordan får vi alle med? Som det af ovennævnte fremgår, er spørgsmålet nødvendigt og positivt i den nuværende, katastrofale situation, men alligevel symptom på det bagvedliggende problem. Svaret burde nemlig være: Det gør vi ikke, for alle er allerede med.


Litteratur:

Alenkær, Rasmus (2010): ”AKT ink. – inkluderende AKT-arbejde i folkeskolen”. Frederikshavn: Dafolo

Mårtensson, Brian Degn & Pedersen, Torben. (2009): ”AKT – Håndbogen”. Kbh: Hans Reitzels Forlag

Mårtensson, Brian Degn (2011): ”Inklusion og etik”. I: Tidsskriftet ”Specialpædagogik”, nr. 1/2011

Quvang, Christian: ”Inklusion – diskurser, dilemmaer og praksis”” i Christiansen, J., Mårtensson, B. og Pedersen, T (red): ”Specialpædagogik – en grundbog”. Kbh: Hans Reitzels Forlag 2011

Tetler, Susan m.fl. (2011): ”Inkluderet i skolens læringsfællesskab? En fortløbende problemidentifikations- og løsningsstrategi”. Frederikshavn: Dafolo

http://www.folkeskolen.dk/519673/hvem-skal-vi-inkludere



http://www.briandegnmaartensson.dk/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
9.140 andre er allerede tilmeldt