Debat

Forklaring ønskes

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg er overenskomstansat lærer på løntrin 29, mit nye slutløntrin bliver således 35. Ifølge pressen giver det mig en månedlig slutløn, der er 1.800 kroner lavere end tjenestemændenes slutløn. Samlet giver det et tab på mindst 400.000 kroner i livsløn. Selvom tillæggene er større for os på ny løn, kan jeg dårligt forestille mig, at jeg vil opnå samme livsløn, hvorved pensionen også bliver relativt dårligere. Hvis den ny løn er så god, som formanden udtaler, må spørgsmålet være: Hvorfor er det kun os overenskomstansatte, der skal have fornøjelsen af lyksalighederne?

Jeg frygter, at vore forhandlere koldt og kynisk har kalkuleret med, at vi ikke er så mange, der bliver 'snydt'. Mon ikke regningen for den nye løn er udskrevet til en ikke så talstærk gruppe af kollegaer? En anden tanke: Hvis vi alle skal undervise blot en time mere om ugen, hvem skal så fyres? Endnu en gang kan fællesbetegnelsen overenskomstansatte bruges. Vi har ingen tryghed i ansættelsen, og nu skal vi så også have en dårligere løn. Jeg er chokeret, især over at hele hovedstyrelsen åbenbart er enige om, at den nye løn er fantastisk god. Hvor mange overenskomstansatte er der egentlig i vores hovedstyrelse? Jeg tvivler på, at det er ret mange.

Klaus Glerup

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Hvidbjerg Centralskole

Svar

Foreningen har i forhandlingerne om arbejdsgivernes krav om, at også basisstillingerne i folkeskolen skulle overgå til ny løndannelse, forsøgt at nå så tæt på livslønnen i det nuværende forløb som muligt. Ses der på din situation, hvor det antages, at du den 31. marts 2000 er på løntrin 29, vil du i forhold til det nugældende anciennitetsforløb med 630 undervisningstimer opnå en livsløn, der er cirka 120.000 kroner mindre. Der er regnet med det centralt aftalte undervisningstillæg for undervisningstimerne. Det giver en livsløn på cirka 98,5 procent af den livsløn, du i dag ville have haft udsigt til.

Det er samtidig beskrevet, at det er parternes hensigt, at lønsystemet skal udvikles. Derfor må det anses for sandsynligt, at du ved hjælp af centralt eller lokalt aftalt funktions- eller kvalifikationsløn har udsigt til at opnå en livsløn, der mindst er af samme størrelse som i det nuværende lønsystem.

I det nye lønsystem er lønnen i de første år højere. Derved forbedredes overenskomstpensionen, da der tidligere indbetales et højere beløb, som står i mange år. Desuden blev pensionsbidraget også forhøjet fra 15,0 procent til 15,3 procent.

Når det skønnes, at der skal undervises en time mere, hænger det sammen med det udvidede undervisningsbegreb. Flere opgaver i dag bliver nu undervisning, så det ændrer ikke på beskæftigelsessituationen, som for øvrigt i disse år tegner lysere end for blot få år siden.

Muligheden for at ændre antallet af overenskomstansatte i hovedstyrelsen finder sted ved valget til hovedstyrelsen sidst på året.

Anni Herfort Andersen

formand for DLF