Hvis man mener, at flere undervisningstimer uden tilsvarende forberedelsestid er et kvalitetsløft for folkeskolen og en forbedring af den enkelte lærers arbejdsvilkår, så skal man selvfølgelig stemme ja til aftaleresultatet.

Hvis man har en anden opfattelse, så er det, man skal til at tænke sig alvorligt om. Fortalerne for aftalen både i egne og modpartens rækker forsikrer, at den nye aftale er mere fleksibel, skaber større professionelt råderum for lærerne, sikrer den pædagogiske udvikling i folkeskolen og så videre, alt sammen meget godt. Jeg vil dog påstå, at den nuværende aftale ikke er en hindring for præcis de samme intentioner. Det kræver selvfølgelig blot, at der lokalt er de fornødne ressourcer og den fornødne samarbejdsvilje.

Og så er vi ved sagens kerne. Den gode vilje kan man ikke aftale sig frem til, og de lokale ressourcer har kredsene ingen indflydelse på.

Kommunernes Landsforening har indgået denne aftale for at kunne finansiere, at folkeskolen skal rumme 100.000 flere børn de kommende år - og for at få læreren til at betale en del af regningen i form af flere undervisningstimer. Det udtaler Kommunernes Landsforenings forhandlere sig faktisk forbløffende tydeligt om.

Jeg synes, det er nødvendigt at overveje, om det er en fagforenings opgave at aftale sig frem til arbejdsmæssige forringelser for sine medlemmer.

På spørgsmålet om, hvorvidt man opnår et bedre resultat ved at sige nej, er svaret nok ikke her og nu.

Men vi får markeret vores fagpolitiske standpunkter, og vi lever op til vores egne kongresløfter: at vi ikke vil acceptere en aftale, der forringer lærernes tid til forberedelse og efterbehandling af undervisningen.

Derfor skal et nej ses i et langsigtet perspektiv, der har det formål at styrke både vores selvrespekt og vores fremtidige position.

Lotte Lange

medlem af hovedstyrelsen