»Kom nu, DLF, kom nu, Onkel Anders. Smid den hønsestrikkede og kom ind i kampen«, skrev en lærer på folkeskolen.dk tidligere i år.

Anders Bondo har vistnok aldrig gået i hønsestrik, men hvis han har, er det i hvert fald slut nu.

Nu har Lærerforeningen i store avisannoncer fremsat fire helt konkrete bud på, hvad der skal til for at få en bedre folkeskole. Blandt andet flere timer til eleverne - og et sænket loft over, hvor mange elever der kan være i klassen.

Man kan være enig eller uenig. Men her er i hvert fald lærernes konkrete forslag til, hvad der skal til.

Så meget desto mere deprimerende er det at lytte til politikernes rituelle »Godt, lærere, men …«.

Især fra de politikere, som selv i valgkampen fremsatte forslaget om loftet på de 24 elever.

Hvad er der sket i mellemtiden? Jo, nu er de selvsamme politikere rykket ind i regeringskontorerne. Og her er det sådan, at hvis man vil forandre folkeskolen, forlanger kommunerne penge til at gennemføre det. Og i økonomiforhandlingerne mellem regering og kommuner handler det om at få budgetterne til at nå sammen her og nu - ikke om fornuftige, langsigtede investeringer i børns uddannelse.

Den rituelle nedskydning handler alene om økonomi - men har store langsigtede konsekvenser for folkeskolen og hele samfundet:

Et klasseloft sikrer lærertid til den enkelte elev. Regeringen vil hellere give flere undervisningstimer til hver klasse. Men det giver i sig selv ingen effekt. Det handler om, hvordan undervisningen kan gennemføres.

I dette nummer af Folkeskolen har vi besøgt to gode skoler i Farum. Den ene en folkeskole, den anden en privatskole. I Danmark lyder det altid i festtalerne, at det er så vigtigt for vores samfund, at vi har en fælles folkeskole, hvor alle elever kommer og mødes på kryds og tværs af sociale og etniske skel. Men virkeligheden er som bekendt bare, at i de store klasser går 18 procent af eleverne i privatskole. En af de vigtigste årsager til, at forældre vælger en privatskole, er antallet af elever i klassen.

I New Zealand måtte regeringen i sommer opgive at presse flere elever ind i klas-serne efter en massiv protestkampagne fra lærere og forældre. I Danmark protesterer forældrene mere stilfærdigt ved at flytte deres børn til privatskoler. En alvorligt ment kritik, al den stund at den koster det enkelte forældrepar et klækkeligt månedligt beløb.

Med højst 24 elever i klassen er der en grænse for, hvor mange elever den enkelte lærer skal tage sig af. Det er fornuftigt - om end ikke tilstrækkeligt - hvis man vil undgå, at forældrene stemmer med deres børn. Og at de elever, som ikke længere får specialundervisning, kan klare sig i den nye sammenhæng. Inden for de rammer kan undervisningen så varieres i hold, og der kan undervises på kryds og tværs. Fordi der er lærerresurser til det.