Kommentar fra fagbladet Folkeskolen

Hvad er en ballademager?

Pædagogik og journalistik.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På forsiden af Folkeskolen nummer 7 er tre drenge i fuld gang med at bygge en robotbil. Overskriften lover godt: »Innovative unge«. Men introen giver mig gåsehud - og det er ikke af fryd: »De var en flok ballademagere. I dag er de dybt koncentrerede .«. Inde i bladet uddybes artiklens før og nu-billede: »Fra at være en klasse med mange bøller har innovationsklassen på Erritsø Centralskole udviklet sig til en flok elever, der kan samarbejde, løse opgaver og få nye ideer«.

Ud over at påtale, at elever krænkes som ovenfor beskrevet - endda med foto, som måske, måske ikke viser de pågældende i aktion - har jeg lyst til at knytte en kommentar til artiklens vinkling, som jeg oplever modarbejder en professionel forholden sig til projektet specifikt og innovationsundervisning generelt.

Som lærer gennem 27 år - hvoraf de fleste i overbygningen - oplever jeg artiklen som en art flashback til dengang i min farfars skole, hvor nogle elever blev udråbt som ballademagere eller bøller. De lærte ikke det, som læreren ville have dem til, og de fik de kvindelige lærere til at gispe. Men de var gode i marken.

I dag ved vi mere om undervisningens magi eller selvfølgeligheder, som det viser sig at være, når man graver lidt dybere. Flere nye undersøgelser sætter ord på, hvordan elever ser undervisning som et samarbejde, en kommunikation, som går begge veje. Deres forståelse af tingene har også værdi og giver mening, og »det er altså nemmere at få mig til at lære noget oven på det, jeg kan i forvejen«, som en elev siger i min egen undersøgelse »Lærer og personlighed - brug elevfeedback og bliv en bedre underviser« fra 2005. Samtidig ønsker eleverne, at læreren opfører sig som en rollemodel og en øjenåbner, lærer og fag går i ét for eleverne. Lærere, der kan få stoffet til at fænge og funkle gennem deres egen begejstring, lærere, der tør prøve noget nyt og tør overlade et frirum til elevernes eksperimenter, lærere, som tør erkende, at de ikke ved alt - de mødes med respekt og glad forventning!

Vi ved også, at læreren er den professionelle part i undervisningen. Hun er den, som kan sit håndværk og kender sin opgave: nemlig at skabe passende udfordringer, korrigere læringsrummet og egen adfærd, så det passer til eleverne. Det er Fredericia-projektet et glimrende eksempel på.

Derfor spørger jeg Folkeskolens journalist: Hvorfor vælger du at beskrive eleverne som problemet, som bøller og ballademagere? Hvorfor skriver du ikke, at det var den tidligere undervisningsform, som var problemet? Den greb ikke eleverne. Men det gør den nu, så de får lyst til at formulere sig skriftligt. De får lyst til at gide samarbejde og turde stille spørgsmål og skabe projekter.

Du bruger sproget til at sætte fokus det forkerte sted, på eleverne i stedet for på skolens kerneydelse: undervisningen, som skal tilpasse sig elevernes behov. Innovationsprojektet i Fredericia er supergodt, fordi det tilpasser sig elevernes nysgerrighed og tilgodeser de kreative kompetencer hos alle de deltagende elever.

Din vinkling er farlig af flere grunde: Først og fremmest udfoldes projektet ikke tilstrækkeligt til, at man får et indtryk af en varig pædagogisk tankegang. Det havde været rart med en opfølgende artikel på www.folkeskolen.dk med en mere grundig analyse af projektet, som I af og til gør.

For det andet kan forældre og andre interessenter i skolesammenhænge forledes til at tro, at alternative undervisningsformer kun er for de utilpassede og urolige elever. Hvad for eksempel med stille-pigerne? Hvem tror for alvor på, at de lærer det, læreren forventer, bare fordi de sidder stille? Hvad med de ambitiøse elever? Hvor mange mentale vandringer må de ikke foretage ud ad vinduet, fordi de keder sig, men ikke vil lave uro?

Innovationsstrategier skal ikke »redde« nogle bestemte fra skammekrogen midlertidigt. I undervisningssammenhænge går det almene og det specifikke hånd i hånd. Lærerrollen består i at aflæse, differentiere, kommunikere, motivere. Hele tiden! Undervisning i innovation skaber nye læringsrum som én af flere undervisningsformer, »røv-til-bænk-undervisning« foregår stadig. Som et nødvendigt alternativ. Det ved og accepterer både elever og lærere. Når de samtidig ved, at det ikke varer evigt.

Se redaktionens svar side 22.