Debat

Marie Krarup, Mogens Hansen og Per Fibæk Laursen om dannelse

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.


Der er udbrudt en dannelsesdebat i Politiken. Det er på den ene side dejligt, fordi de toneangivende politiske og pædagogiske kredse bag Ny Nordisk Skole og læreruddannelsesreformerne i disse år har gang i antidannelse på den helt store klinge. Vi har virkelig brug for en diskussion af de værdier og formål, som skal præge vores pædagogiske liv. Men det er, på den anden side, også lidt forstemmende, fordi Marie Krarup (DF) og gymnasierektor Mogens Hansen, der er hovedbidragsyderne, har præsenteret to dannelsessyn, der er modsætningsfyldte på en ærgerlig måde; og her på kanalen, på www.folkeskolen.dk, har professor i pædagogik, Per Fibæk Laursen, bidraget med det meget radikale synspunkt, at man helt bør ophøre med at tale om dannelse, og det er selvfølgelig også en måde at undgå problemer på. I stedet vil Fibæk uddanne arbejdskraft til det globale arbejdsmarked (se links til alle tre indlæg i bunden - Fibæks indlæg er en kommentar til et fint blogindlæg af Jan Thrane, der skal have tak for at tvinge disse formuleringer ud af Fibæk, så vi kan få Fibæks anti-dannelse skåret helt ud i pap). Jeg vil i det følgende først drøfte Krarups og Hansens synspunkter og til sidst kort kommentere Fibæks.

1.
Marie Krarup mener, at dannelse bør besinde os på, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Hun taler også for paratviden om dansk historie og i en bredere formulering ønsker hun ”et kendskab til det fælles gods af kultur og viden som er en vigtig del af vores historie”. Mogens Hansen mener for sin del, at man bør lægge vægt på kritisk tænkning og globalt udsyn, at vi skal af med det det nationale og det kristne, og at vores historiske sans bør knyttes til oplysningstiden, kulturradikalismen og kapitalismekritik.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Nu er jeg selv i den ærgerlige situation, at jeg godt på samme tid både kan lide national litteratur, kunst og historie og kan gå ind for kritisk og samfundsengageret udsyn. Og ser man desuden på bidragene frem til 1965, var der for mange på både venstre- og højrefløjen ingen modsætning mellem at være nationalt sindet og at være kritisk og at have udsyn. Dansk litteratur bobler i øvrigt med god socialistisk og globalt orienteret litteratur, som har bidraget til vores modersmåls udvikling og til vores evne til at tænke og sanse verden omkring os, tænk blot på Hans Kirk og Karen Blixen. Men med Krarup og Hansen formuleres dansk litteratur og global kritik lige pludselig som modsætninger? Mit spørgsmål er derfor: Hvordan er vi overhovedet havnet i en situation, hvor det nationale og det kritiske er blevet modsætninger? Og hvor sådan en som jeg, og måske også mange andre, ikke kan finde, eller nægter at finde, fodfæste?

Her er én forklaring (der er sikkert flere): Marie Krarup siger selv på sin hjemmeside, at hun arbejder videre i ånden fra sin far Søren Krarup, som i sin bog, Det modernes sammenbrud, skriver, at alt forfald startede i 1789 med oplysningstiden og den franske revolution. Stort set al nyere filosofi er altså en del af ”et sammenbrud” (tænkepause). Og Georg Brandes, der som kulturradikalismens grundlægger er en af Mogens Hansens helte, er blandt hovedmodstanderne i Krarups opgør med den kritiske tradition. Det er derfor, at Marie Krarup ikke kan få sit nationale dannelseskoncept i nærheden af europæisk og dansk kritik og filosofi. Det hænger i videre forstand sammen med, at Søren Krarup, i overensstemmelse med sit sen-tidehvervske tankesæt, deponerer al åndelighed hos Gud og forsager alt humanisme og hele vores kritiske tradition. Derfor kan Marie Krarups dannelsesbegreb heller ikke få energi eller ånd, for mennesket for tidehverv ikke den slags egenskaber, men forfalder i stedet til paratviden om en mekanisk ”fælles kulturgods”, som om det er noget, der ligger i et bagagerum. Det nationale - som før var en bred dialogisk strømning i vores samfund, og stadig var det dengang tidehverv var en bred politisk, teologisk og kulturel bevægelse - får tendens til at forpuppe sig i anti-kritik, anti-Europa og kulturmekanik. Det nationale mister liv. Folkelighed, modersmål og fædreland bliver til paratviden og gold tvang i stedet for en start på en ny tilsynekomst. Krarup har altså ret i at betone betydningen af vores litteratur, historie og af kristendommen, men hun har uret i, at det kan reduceres til paratviden, og hun bør kritiseres for sit manglende fokus på det internationale og på den europæiske filosofi.

Mogens Hansens dannelsesbegreb udformes i slipstrømmen fra 70’ermarxismen, der på sin side var et alt for kraftigt opgør med de nationale traditioner. Han har sat sig helt fast og kan slet ikke se andet end undertrykkelse, når det kommer til Danmarks egenart. Grunden ti,l at vi skal lære om dansk historie, er, siger Hansen, at vi kan ”gennemskue den nationalkonservative ideologi”. Krarup kalder, med reference til den amerikanske litteraturprofessor Edward Said, Mogens Hansens synspunkt for nationalt selvhad, og det har hun jo ret i. Hansen vil i stedet fundere dannelsen på kritisk tænkning og kulturradikalisme, dvs. især på tiden efter 1789. Så Krarup er mest til tiden før 1789 (resten var jo et "sammenbrud"), og Hansen er mest til tiden efter. Den franske revolution deler dannelsesvandene i 2012. Men det er ikke en god ide for nogen af kombattanterne at lade 1789 få en så dominerende status. Ikke mindst fordi hele den kritiske tradition, herunder både Brandes og Marx - altså den kulturradikalisme og socialisme, som Kraruperne er sådan imod -er dybt vævet ind i nationale og ur-europæiske filosofiske mønstre, altså fra tiden før 1789. Bo Lidegaard skrev engang, at det nationale og det kritiske for Brandes selv slet ikke var modsætninger og der er massevis af sådanne eksempler. Den franske revolution var en friktion i det europæiske åndsliv, men ikke en opdeling af ånden som sådan. Men for Hansen er kritik og national litteratur antagonismer. Dermed taler Hansen tidstypisk for generationen, der selv dannedes i 1970’erne og 1980’erne, og som byggede sin opfattelse af kritik og dannelse på et opgør med en meget smal perciperet national tradition. Det var imidlertid helt urimeligt, fordi der i de nationalt sindede tilgange omkring og lige efter besættelsen var masser af både kærlighed til Danmark og til kritik og filosofi i det hele taget, og der var også meget interesse for både Norden og Europa; tænk blot, som enkelte eksempler, på socialdemokraten Hartvig Frischs Pest over Europa, CPO Christiansens nynordiske skole og Jørgen Bukdahls analyser af Europæisk udvikling. Men disse synteser ødelagdes i 1970’erne af dem fremstormende marxisme, og det er ud af den landevej Hansen taler. Men det er også Hansens landevej, som Søren Krarup gjorde op med, desværre i en alt for stram tidehvervsstruktur, der endte som et opgør både med marxismen, men også med de kritiske, humanistiske og grundtvigske strømninger i samfundet, hvorved vi havner i Krarups lige så smalle konception.

Dermed formedes Krarups og Hansens positioner i to parallelle og modsætningsfyldte infrastrukturer med samme ophav. En form for ulykkelig åndelig skilsmisse. Kritik og globalisering blev det modsatte af det nationale. Dette er den nationale dannelses aktuelle problem, og opgaven er nu at genfortælle historien om det nationale, det kritiske og det europæiske, så modsætningen fortoner sig. Vi har allerede sagen i os. Vi skal blot erindre den. Det vil være en virkelig Ny Nordisk Skole.

2.
At det ikke behøver at være sådan; at det nationale, det kritiske og det globale kan sammentænkes, kan man læse et eksempel på hos filosoffen Peter Kemp. Her kombineres kærlighed til national egenart med kosmopolitisk udsyn, og dannelsesbegrebet hentes fra den franske filosof Ricoeur, der kombinerer kritik og tradition på en måde, som slet ikke reduceres til Marie Krarups knastørre paratviden eller til Mogens Hansens abstrakte og stedløse kritiske tænkning:

”Hvis vi derimod tror på værdien af det bedste i den kultur, vi selv har overtaget, har vi ingen grund til at frygte andre og kan prøve at forstå de fremmede uden at være bange for at miste vores egen identitet i det kulturelle møde. Så er der intet foruroligende i at se ens egen nationale historie som en del af verdenshistorien, og der er ingen uløselig strid mellem den nationale borger og den globale verdensborger”. (Kemp 2005, s. 18)

3.
Per Fibæk Laursen har også omtalt denne diskussion (jvf link neden for). Han foreslår, at vi lader dannelsesbegrebet ligge hos Marie Krarup, og altså at man uden videre giver hende ret i, at dannelse er paratviden om dansk historie etc.. Konsekvensen af denne "strategi", som det kaldes, bliver, at Krarup får lov til at løbe helt alene med dannelsesbolden. Hun får lov at bestemme det hele. Selvom hendes paratvidenkoncept slet ikke fagligt set har noget at gøre med pædagogikkens dannelsesbegreb, som dette har udviklet sig siden antikken og frem til i dag. I Norge er der netop kommet tre store bøger om dannelse, med alle mulige tilgange i spil. Ingen af dem taler om dannelse som paratviden, og mange, men slet ikke alle, er ligeså kritiske overfor nationale traditioner som Fibæk er. Men Fibæk siger, at Krarup har ret i, at dannelse er paratviden. Sådanne misforståelser kan gå an for Krarups og Hansens vedkommende. De er begge aktive medborgere og ikke professorer i pædagogik, så de kan godt gå i byen med ”dannelse er højborgerskabets viden” synspunktet. Men det går bare slet ikke for en professor i pædagogik. Ja, jeg synes faktisk det er en skandale.

Men ok, måske sætter Fibæk noget andet i stedet? Et andet ord, som kan gå for det samme som ”dannelse”. Gjorde han det, så ville det ikke være en skandale. Men det gør han ikke. Han sætter kun ”det globale arbejdsmarked” i stedet, og det kan slet ikke gå for det samme. Derfor er det en skandale. Fibæk er ikke professor i pædagogik af gavn. Han er professor i arbejdsmarkedskompetencer. Helt fint, men så skal han ikke komme løbende med sine røde kort til pædagogikkens kernebegreber.

Men ok igen igen. Fibæk er måske bare en stille professor, der ikke blander sig i offentlige pædagogiske anliggender. Nej tværtimod, så er hans arbejde meget udbredt på læreruddannelsen; han har medvirket i utallige pædagogiske forsøg, f.eks. de berømte SKUB-forsøg i Gentofte Kommune, som byggede på Howard Gardners intelligensteori; han laver videoforelæsninger, der legitimerer de skrækkelige skoleforsøg i Odense, og endelig er han den eneste professor i dialoggruppen for Ny Nordisk Skole, som han har talt begejstret om i et interview her på sitet for et par uger siden, fordi gjorde vores børn og unge klar til "det globaliserede arbejdsmarked".

Så Fibæk, professor i det globale arbejdsmarked, vil af med dannelse og al andet normativ tænkning, fordi han tror, det er paratviden, og han vil ikke sætte noget i stedet. Det er en skandale. Og det er første gang, jeg har brugt dette udtryk i mine 86 indlæg her på www.folkeskolen.dk.

Referencer:

http://politiken.dk/debat/ECE1793789/der-er-sket-et-tab-af-dannelse-i-dagens-danmark/

http://politiken.dk/debat/ECE1799564/dannelse-handler-ikke-kun-om-aarstal-og-kristendom/

http://folkeskolen.dk/518531/fibaek-og-dannelsen--a-missing-link

Kemp, Peter (2005). Verdensborgeren som pædagogisk ideal, København: Hans Reitzels Forlag.

Powered by Labrador CMS