Arbejdstiden har fået en ny - næsten bibelsk - dimension: betroet tid. Og der skal nok også mobiliseres en hel del guddommelig hjælp, hvis man ønsker, at lærerne skal stemme for det miskmask. For ikke at tale om de overnaturlige kræfter, lærerne skal være i besiddelse af, hvis aftalens rædselsscenario virkelig forventes udført i det virkelige liv. Så lidt regner man vores arbejde, at man ikke engang vil kalde de sølle 400 timer ved deres rette navn, nemlig forberedelse. Vi skal åbenbart være taknemmelige for, at man har villet 'betro' os tid. Jeg vil sandelig ikke svigte en sådan tillid og vil nyde at få lov at rette stile og rapporter og i øvrigt gøre mig klar til mine 28-30 undervisningstimer (eller mere?) i min betroede tid. Den ringeagt, som arbejdsgiverne viser os og vores arbejde, har fjernet enhver form for arbejdsglæde hos mig. Et forhandlingsresultat, hvor forberedelsestiden per undervisningstime bliver mindre for hver time, man underviser, er helt enkelt en fornærmelse. En ting er i hvert fald sikkert: jeg vil ikke længere bruge et minut af min fritid på at beskæftige mig med skole. Jeg gider ikke blive trukket rundt i manegen længere.

Jeg vil ikke engang bebrejde vores forhandlere, at de ikke har opnået et bedre resultat. Det har fra starten ikke været ligeværdige forhandlinger. Vore arbejdsgivere har brugt al deres givne magt til at få skovlen under os. Og for at legalisere magtovergrebene har de forhandlet ud fra de åbenbart uudryddelige fordomme om lærerne: lange ferier, korte arbejdsdage, ufleksible aftaler og så videre. Og bag sig har de haft Folketinget. Hvad skal man stille op over for disse magtopbud?

Vi kan vise vores utilfredshed med behandlingen af os ved at stemme nej og lade konflikten gå sin gang. Vi får nok aftalen alligevel, men lad det så være et lovindgreb.

Hvornår mon det går op for Kommunernes Landsforening, at tilfredse medarbejdere, som man behandler godt, yder et bedre stykke arbejde? Det ved de fleste arbejdsgivere, selv Mogens Lykketoft. Nutidens trend inden for arbejdslivet går i retning af større frihed, større ansvar, mere tillid. Flere og flere udfører en del af jobbet ved hjemmearbejdspladsen. For lærere derimod går det den anden vej. Gad vide om Kommunernes Landsforenings forhandlere ikke har haft forberedelsestid nok, hvis de tror, at et så dårligt resultat for lærerne giver bedre kvalitet i undervisningen! Eller drejer det sig slet ikke om kvalitet, men kun om penge? 100.000 flere børn i skolen er ikke vores ansvar, og vi skal ikke betale omkostningerne ved at knokle os fordærvede. Og kommunerne har ikke alene et ansvar over for børnene. De har også et ansvar over for deres medarbejdere. Det er på høje tid, at de begynder at leve op til det.

Berit Rønnov

Kingoskolen

Svar

Jeg er heller ikke begejstret for terminologien 'betroet' tid, men jeg har meget svært ved at se nogen bibelsk sammenhæng. Men som du ganske rigtigt påpeger, så var en ændring af arbejdstiden ikke et krav, vi stillede. Når det er sagt, så vil jeg godt slå fast, at i forhold til de meldinger, vi har hørt fra Kommunernes Landsforening og Folketinget, så har vi forhandlet os frem til en aftale, der sikrer den pædagogiske udvikling i folkeskolen. Den er administrativt enkel, og den sikrer lærergruppen et professionelt råderum over planlægning og gennemførelse af arbejdet. Og vi har - og det var helt afgørende for os - sikret tid til forberedelse, samarbejde og tid til klasselærerfunktionen centralt.

Dette er dog kun de overordnede rammer i aftalen, selve den konkrete udmøntning og tilpasning af aftalen skal foregå lokalt.

Jeg er ked af at høre, at du har mistet arbejdsglæden og føler, at arbejdsgiveren ringeagter din indsats. Med denne aftale får du og dine kollegaer på skolen mulighed for at tilrettelægge skolens hverdag på en hel ny måde, og jeg er sikker på, at det på længere sigt vil være med til at skabe større arbejdsglæde og hæve lærernes professionelle anseelse.

I forbindelse med politikernes indblanding i den demokratiske proces så har jeg også reageret på det (jævnfør min kommentar fra sidste nummer af Folkeskolen og mit svar til Lars Jensen på debatsiderne i dette nummer af bladet). Men ingen bør lade sig true til at stemme ja, og ingen bør lade sig provokere til at stemme nej. Der er nemlig ingen garantier for, at et lovindgreb vil indeholde de samme lønforbedringer og arbejdstidsregler, som vi har opnået i dette forlig.

Anni Herfort Andersen

formand for DLF