Hvis heldagsskoleformen skal være en succes, skal pædagogernes rolle på skolen afklares.

Rollefordelingen mellem pædagoger og lærere skal afklares

Et tæt samarbejde mellem pædagoger og lærere nævnes som en vigtig faktor hos de heldagsskoler, der har succes. Men det er afgørende, hvad pædagogerne bruges til.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En ny evaluering har set på, hvilke virkemidler der har en positiv effekt på elevernes faglige udvikling på heldagsskolerne. Et af punkterne lyder:

"Inddragelse af pædagoger gennem fælles efteruddannelse og pædagogernes deltagelse i planlægningen af undervisningen. Det tætte samarbejde mellem de to faggrupper betyder, at begge faggrupper bliver bedre til at inddrage de bedste elementer fra den anden faggruppe og implementere det i egen praksis".

Pædagogerne spiller altså en vigtig rolle. Men pædagogernes arbejde nævnes også på listen over virkemidler, som ikke har nogen effekt.

Det hjælper ikke noget i sig selv på elevernes faglige niveau at have pædagoger, der hjælper med konflikthåndtering, er en ekstra hånd i praktisk/musisk fag, står for egne undervisningsforløb og fungerer som børnehaveklasseledere eller bidrager med inspiration til undervisningen.

Heldagsskolen virker kun under de rette forhold

Vigtigt at kende hinandens spidskompetencer

Skolelederne fortæller generelt at både de og lærerne er rigtigt glade for pædagogernes bidrag på skolerne. Men mange steder har der været problemer med at finde ud af, hvem der skulle tage sig af hvad.

"Det er svært for pædagogerne at komme ind i lærerens klasseværelse og kræve et ansvar, der reflekterer pædagogens faglighed. I mange tilfælde vil pædagogen - lettere karikeret - sidde og vente på, at en social katastrofe indtræffer eller alternativt gå læreren til hånde ved at hjælpe med praktiske opgaver", lyder det i rapporten.

Og lederne på de otte tilbageværende heldagsskoler bekræfter.

"Det tog tid i starten at finde ud af, hvad lærerens og pædagogens rolle hver især skulle være. Nu er det lavpraktiske på plads, rutinen er der. Så nu er der plads til mere pædagogiske drøftelser og udforskning af mulighederne", fortæller Rani Bødstrup Hørlyck fra Søndervangsskolen i Aarhus.

Og Karen Margrethe Grønlund, som leder Klostervængets Skole i København, glæder sig over, at de kan se det hele barn på en anden måde end tidligere.

"Pædagogerne kender børnene på en anden måde end lærerne. De er en stor gevinst for skolen - men det tog tid at erkende det, fordi det tog tid at finde ud af, hvordan de skulle "bruges". Hvad skal og kan pædagoger. Man skal finde spidskompetencerne".

Der er ingen steder, hvor pædagoger erstatter lærere, men der er stor forskel på hvordan de bliver brugt.

Pædagogernes funktioner i heldagsskolen

Slet ikke I mindre grad I nogen grad I høj grad I meget høj grad Total Konflikthåndtering 0 1 2 6 3 12 Planlægning af undervisning 0 3 5 1 3 12 Ekstra hånd i praktisk/musisk fag 0 1 7 4 0 12 Undervisningsforløb 1 4 2 3 2 12 Inspiration til undervisning 0 5 2 4 1 12

 

Selsmose har ingen pædagoger

Stik mod evalueringens konklusion om vigtigheden af pædagoger har den meget succesfulde Selsmoseskolen i Høje Taastrup som den eneste ikke andre pædagoger ansat end børnehaveklasselederne. Skolens leder Ellis Andersen kan til enhver tid ansætte den person til stillingen, som hun finder bedst egnet  - lærer eller pædagog, og lokalaftalen er lavet sådan, at pædagoger vil blive ansat på læreroverenskomst.

"Vi har selvstyrende teams, så det allervigtigste er, hvordan vedkommende vil passe sammen med de andre i teamet i forhold til kompetencer og personlighed", siger Ellis Andersen.

Skolen fik et par pædagoger med fra SFO'en, men de er enten rejst eller har efteruddannet sig til lærere, så nu er der kun pædagoger ansat som børnehaveklasseledere.

Selsmoseskolen har 
succes som heldagsskole

Ellis Andersen har tidligere arbejdet på en specialskole, hvor der ind i mellem var uoverensstemmelser mellem personalet, fordi pædagoger og lærere ikke havde samme vilkår.  Hun mener, at det er bydende nødvendigt, at den slags afklares fra starten, så alle står lige.

Selsmoseskolen er det eneste sted hvor pædagoger ville blive ansat på en læreroverenskomst. I Odense, Århus og Ishøj er de ansat på BUPL-overenskomst og i København er de ansat på en LFS-overenskomst.

Det er svært at sammenligne prisen på en pædagog i forhold til prisen på en lærere, fordi lokaler aftaler og anciennitet vil variere. Men lokale eksempler viser, at hvis pædagogen skal være alene i klassen, vil vedkommende koste det samme som en lærer.

 

 

Læs mere

Læs evaluering af heldagsskolerne