"Jeg er ikke sikker på at de ordførere og den minister, der får det her igennem er klar over, hvor stor betydning det har for lærernes faglige efteruddannelse", siger Mai Henriksen fra De Konservative.

Ikke meget håb for lærerkurser i finanslovs-forhandlingerne

De faglige foreninger for lærere har forsøgt råbe skolepolitikerne op og forklare, hvilke konsekvenser det vil få, hvis underskudsgarantien til at arrangere faglige kurser forsvinder fra 2013. Men foreløbig har kun Enhedslistens Lars Dohn taget sagen op i forbindelse med finanslovsforhandlingerne.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvis regeringens forslag til finansloven 2013 bliver vedtaget, så forvinder den pulje på én million kroner, hvorfra de faglige foreninger har kunnet søge om underskudsgaranti, når de vil arrangere kurser om den nyeste udvikling i folkeskolens fag. Puljen er på 1 million kroner, men sidste år kom kun godt halvdelen af beløbet reelt til udbetaling. Både Danmarks Matematiklærerforening, Danmarks Håndarbejdslærerforening og Danmarks Billedkunstlærere har sendt breve til de uddannelsespolitiske ordførere og undervisningsminister Christine Antorini. De faglige foreninger har her understreget, at på trods af puljens relativt lille størrelse, så har den stor betydning for, at der arrangeres kurser af høj kvalitet, som sikrer lærernes efteruddannelse og fagenes udvikling. Men det står skidt til med ordførernes opbakning til de faglige foreninger.

Små faglige foreninger frygter lukning

De Konservative: Ærgerligt, men vi kan ikke gøre noget De Konservatives børne- og undervisningsordfører, Mai Henriksen, medgiver, at det er ærgerligt, hvis de faglige foreninger mister underskudsgarantien.  Hun fortæller, at hun ikke tidligere var klar over den betydning puljen har haft for læreres efteruddannelsesmuligheder. For eksempel når det gælder danske billedkunstlærere. De har ingen reelle efteruddannelsesmuligheder udover de konferencer, som Danmarks Billedkunstlærere arrangerer og som vil blive aflyst fra 2013, hvis underskudsgarantien forsvinder. "Jeg er ikke sikker på at de ordførere og den minister, der får det her igennem er klar over, hvor stor betydning det har for lærernes faglige efteruddannelse. Det er ærgerligt, men vi er ude af finanslovsforhandlingerne og kan derfor ikke gøre noget", siger Mai Henriksen. DF og Venstre: Det er regeringens ansvar Dansk Folkepartis børne- og undervisningsordfører, Alex Ahrendtsen, ønsker ikke at kommentere nærmere på de problemer, som de faglige foreninger står over for, hvis puljen til underskudsgaranti forsvinder "Det er regeringens ansvar, så de må holdes op på det", siger han.

DLF til Antorini: Fagenes udvikling svækkes, hvis tilskud forsvinder

Heller ikke Venstres folkeskoleordfører, Karen Ellemann, vil komme med en konkret udmelding. "Da vi er ude af finanslovsforhandlingerne er Venstres mening om forslaget knap så relevant. I må derfor få regeringspartierne til at forklare og forsvare forslaget", lyder hendes svar til folkeskolen.dk

S: Vi kan ikke gå i detaljer lige nu Undervisningsminister Christine Antorini har tidligere været ude og forklare, at puljen til de faglige foreninger forsvinder på grund af en prioritering af forsøgs- og udviklingsaktiviteter. Socialdemokraternes folkeskoleordfører, Troels Ravn vil dog ikke gå i detaljer omkring forslaget til besparelsen midt i en højspændt finanslovsstemning. "I forbindelse med finansloven 2013 vil vi på forskellig vis se på puljemidler, som ophører og andre som kommer til. Jeg mener, det er helt centralt, at vi på folkeskoleområdet arbejder med et løft og fokuserer på, at vi skal udvikle, så vi får en endnu bedre skole, hvor alle børn lærer mere. I den sammenhæng er det vigtigt, at vi også ser på kompetenceudvikling af medarbejderne. Det vil sige, at vi prioriterer kompetenceudvikling og opkvalificering af lærere, pædagoger og ledere", siger han.

Enhedslisten mangler stadig svar fra Antorini Enhedslistens folkeskoleordfører, Lars Dohn, har endnu ikke fået svar på det paragraf 20-spørgsmål, som han har stillet ministeren omkring at de faglige foreninger står til at miste deres underskudsdækning. Han forstår stadig ikke, hvorfor regeringen vælger at spare et så lille beløb med risiko for forringet uddannelse af de danske folkeskolelærere.

"Antorini må simpelthen tage en ny vurdering i den her sag og se på, at for under en million kan man sikre, at en gruppe ansatte får en faglig efteruddannelse. Det er et fund for pengene, fordi de faglige foreninger gennem frivilligt arbejde bidrager til skolens udvikling".

Spørgsmål til Antorini om besparelse på lærerkurser

Finanslovsforhandlinger er i fuld gang lige nu, og det har ikke været muligt at få en kommentar fra De Radikale og SF.