En ældre undersøgelse viser at særligt piger ikke bryder sig om at bade efter idræt. Sessionstal viser at andelen af svært overvægtige unge mænd fortsat er meget høj, og erfaringer fra MEND – program for overvægtige børn og deres familier, viser at mange børn bliver bange når hjertet hamrer afsted under leg og bevægelse. Samtidig er andelen af kontakter til fx Sex og Samfunds anonyme rådgivning nærmest eksploderet de seneste 5 år! Dette som et tegn på, at rigtig mange har brug for hjælp til at få styr på deres krop og dens reaktioner.
Hvad er det for en kulturnorm, der er fortsat breder sig? Og hvordan kan vi alle være med til at skabe et naturligt og sundt forhold til vores egen krop og brede det gode budskabtil børn og unge?
Der har i ugens løb har været en mindre debat om, hvad der skal til for at få pigerne til at bade efter idræt.Debatten har i høj grad har handlet om at de udefra kommende normer som fx Tv og medier er en vigtig årsag til at man ikke vil vise sig sammen med andre. Jeg er ikke i tvivl om at mennesker alle dage har målt og vejret sig op imod hinanden for hvordan skulle man ellers sikre sig den bedste partner? Sammenligningerne tilbage i tiden har været en måde at få indsigt i menneskets og menneskekroppens forskelligheder – så det er i hvert fald ikke et nyt fænomen.
Når medierne får en stor del af skylden for den uheldige udvikling, er det måske fordi vi ikke helt er klar til at kigge på de normer som de voksne, der omgiver børnene er med til at præge børn og unge med. Hvis idrætslæreren ikke selv fremstår som en god rollemodel ved fx selv at bade efter timen (naturligvis i adskilt rum), eller hvis et barn ikke har været med mor eller far i svømmehallen og set andre nøgne – så er det jo ikke så sært at børnene får et noget besynderligt forhold til hvordan ens krop kan se ud og hvor forskellige vi alle er fra hinanden.
Som på andre sundhedsområder er det åbenlyst, at der mangler voksne som er sig deres ansvar bevidst. Det er jo ikke så sært at en overvægtige pige i en familie med en overvægtig mor kan gå hen og give op i forhold til at tabe sig, fordi hun i høj grad spejler den mor som ”altid har været på slankekur” – og det har jo tilsyneladende ikke virket. I den situation lægges et unødigt stort pres på barnet , når vi så tror at det er i stand til at tabe sig!
På samme måde kan være gældende for fysisk aktivitet. Som i det tilfælde hvor forældre kun er aktive fx i et fitnesscenter på vej hjem fra arbejde, så der måske ikke er energi og overskud til at kaste sig ud i en vild pudekamp med børnene. Eller hvis forældrene slet ikke er fysisk aktive, hvordan skal børnene så lære hvor fantastisk fysisk aktivitet, leg og bevægelse?
Skolen har naturligvis gode muligheder for at præge børn og unge i en positiv og sundhedsfremmende retning. Ved at drøfte temaer omkring kroppen, betydningen af de forskellige næringsstoffer og organer, kan lærerne være med til at give et godt indblik. Jeg kunne godt ønske, at undervisningen omkring kroppen, starter med at fokusere på alt det gode, positive og anerkendende i stedet for måske at tage et emne op som ”spiseforstyrrelser”. Nyere hjerneforskning påpeger nemlig vigtigheden af at skabe nogle gode associationer til en genstand (her kroppen) i forhold til at opnå accept af denne. Hvis man derfor starter ”kropsundervisningen” med det negative billede og tilgang, vil det så at sige præge indtrykket omkring genstanden (kroppen) i en negativ retning.
Jeg håber derfor at glæden over vores fantastiske krop og hvad den er istand til, vil komme i fokus. Og det på en måde, så selv unge piger som ikke vil bade foran andre, kan få nogle meget bedre historier og opfattelser af hvordan vi kan nyde, den krop vi rent faktisk har og hellere bruge tid på hvordan vi sikrer os at passe på den – for den skal jo holde i rigtig mange år, og perspektiverne hvis vi ikke gør det er uhyggelige.