Brug afslag til at blive bedre

Et afslag på et job kan være et vigtigt skridt til at få et andet. Vel at mærke hvis du får begrundelsen grundigt uddybet

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det værste, du kan gøre, når du får et afslag på en ansøgning, er at sige »nå« og så ikke foretage dig mere.

Der ligger mange værdifulde informationer gemt i et afslag, og det kan ligefrem ende med, at du får et andet job samme sted, hvis du stiller de rigtige opfølgende spørgsmål.

»Det har vi oplevet. En ansøger til et lærerjob var så interesseret i, hvorfor vi ikke havde valgt hende, og hun udstrålede så meget engagement i vores skole, at hun fik et job hos os kort efter. Så det kan godt betale sig at følge et afslag ordentligt op«, siger Tine Koltze.

Som skoleleder på Magnoliegården på Stevns, der er en døgninstitution med intern skole, har hun været med til at ansætte mange lærere og repræsentanter fra andre faggrupper. Erfaringen er, at nyuddannede og folk med få års joberfaring ikke spørger ret meget ind til, hvorfor de blev valgt fra.

»Modne mennesker tager som regel ikke bare et nej for et nej. De vil kende begrundelsen for afslaget præcist. Det er yngre mennesker ikke så gode til, og det er ærgerligt. Jeg vil gerne fortælle, hvorfor vi vurderer, som vi gør. Det gælder om at spørge så meget som muligt«, siger skolelederen.

Søren Tarp er enig. Han er skoleinspektør på Risbjergskolen i Hvidovre og har ført mange samtaler med ansøgere, hvis navn ikke kom på ansættelseskontrakten.

»Jeg ringer altid for at fortælle, hvorfor folk ikke fik jobbet, og det er fint, hvis man vil vide mere, end jeg umiddelbart fortæller«, siger han.

Hvorfor?

»Det giver et godt indtryk. På den måde viser du, at du er en seriøs ansøger«.

Det kan være svært at stille en masse intelligente spørgsmål, når du lige har fået at vide, at det ikke blev dig, der fik stillingen.

»Det kan jeg udmærket forstå«, siger Søren Tarp. »Derfor er folk meget velkomne til at ringe og få en nærmere begrundelse, når de har sundet sig et par dage«.

Find ud af, hvorfor du ikke kom længere i ansættelsesforløbet, uanset om du bliver indkaldt til samtale eller kun når at sende en ansøgning, og regn ikke med, at oplysningerne dukker op af sig selv.

For en leder er det meget lettere at give dig de relevante oplysninger, hvis du stiller de rigtige spørgsmål.

»En faglig begrundelse er som regel ligetil. Det er straks sværere, hvis afslaget skyldes noget personligt. Under alle omstændigheder er det lettere at fortælle om ens overvejelser, hvis ansøgeren spørger ind til dem«, siger Tine Koltze.

Også for arbejdsgiveren er en ansættelse meget vigtig. Derfor vil langt de fleste tage godt imod det, hvis de bliver bedt om en begrundelse.

Får du et afslag, er det oplagt at stille denne slags spørgsmål:

- Er min ansøgning dårligt formuleret?

- Mangler der informationer?

- Mangler jeg uddannelsesmæssige kvalifikationer?

- Har jeg for få eller de forkerte joberfaringer?

- Er der noget ved min fremtræden, der skal ændres? |