Debat

Klart og tydeligt ja

Der er sidste frist for at stemme om overenskomstforliget den 31. marts - hele DLF's hovedstyrelse anbefaler et ja, men flere kredse, blandt andet Ballerup, siger nej

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mit ja til det resultat, vi skal stemme om, er klart og entydigt.

Jeg har sagt nej i 1993, '95, '97, '99 og 2002. Dengang var mine nej'er begrundet i, at resultaterne bar i den forkerte retning i forhold til arbejdstid og senere til vores lønsystem.

Præcis på disse afgørende punkter er retningen denne gang rigtig.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Vi har opnået at få overbevist KL om, at det er vores professionstankegang, der skal bygges på. KL har altså ændret overbevisning. Vi skal ikke fremover høre KL argumentere for, at lederne er de bedste til at afgøre, hvor mange undervisningstimer en lærer skal have, og hvor meget forberedelsestid den enkelte har brug for. Med denne aftale er vi fælles om at få gennemført professionsaftaler i alle kommuner. Altså aftaler med et maksimalt undervisningstimetal, og hvor lærerne disponerer over tiden til de øvrige opgaver - selvfølgelig i samarbejde med og under ledernes endelige ansvar.

Siden vi fik en ny lønaftale, har det været målet at få udvidet det centralt aftale lønforløb. Det er lykkedes. Også her har KL måttet konstatere, at vi står fast. Nu stiger lærere i det nye lønforløb også efter 12 år. Det skal der bygges videre på ved de kommende overenskomster. Samtidig er det igen lykkedes at få løntrin eller pæne tillæg til alle.

I det hele taget er lønresultatet det bedste i 20 år. Undtagelsesvis har vi accepteret penge lagt ud til lokale forhandlinger. For at understrege, at det ikke er en accept af systemet, er der udarbejdet et fælles notat, der angiver, hvad pengene kan bruges til. Der er netop brug for dem denne gang, for eksempel ved indgåelse af lokale arbejdstidsaftaler.

Det er svært at se, hvad det er, man skulle sige nej til. Der er altid elementer, vi kunne have ønsket bedre. Men der skal to parter til en aftale - og vi har trukket godt i vores retning.

Svar fra John Jensen:

Der er mange anbefalinger i aftalen om, hvad man kan gøre i forhold til arbejdstid og løn.

Man kan for eksempel få det indtryk af Lottes indlæg, at kommunerne skal bruge Ny Løn til de anbefalinger, der er i aftalen.

Det er forkert. Midlerne kan bruges til nøjagtig de samme ting som før - altså individuelle tillæg til enkeltlærere. Ny Løn er tilbage ved udgangspunktet.

Det er fint med venligtsindede anbefalinger om både løn og arbejdstid, men i den kommunale virkelighed peger denne aftale i den forkerte retning. |

»Der skal to parter til en aftale - og vi har trukket godt i vores retning«