Raske drenge rækker ikke hånden op

En rigtig dreng er en dårlig elev. Men hvis han er flittig og ordentlig, bliver han kaldt en svans

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På den ene side må de helst ikke være for aktive i skolen, hvis de skal være populære - og på den anden side vil de gerne arbejde i skolen og have en uddannelse. Så det er ikke let at være ung. Man skal være tilpas cool, men man må gerne være lidt dygtig i skolen.

»Det er forskelligt fra gruppe til gruppe. Det handler meget om, hvem der sætter dagsordenen i klassen - hvem der definerer, hvad der er normalt her. Men det er rigtigt, at der i ungdomskulturen er et krav om, at man ikke rækker hånden op og er for aktiv. Kun hvis man kan gøre det uden at forbryde sig mod ungdomskulturens koder, er det i orden. Det betyder, at nogle elever er meget påpasselige med at lave deres hjemmearbejde«, fortæller Jan Kampmann, der er professor i udviklingsforskning på Roskilde Universitetscenter.

»Vi ser det i forskellige undersøgelser i hele Norden - man må helst ikke være en 'good boy'. Mens pigegruppens differentieringer kommer anderledes til udtryk. De klarer bedre at være okay både i skolen og i ungdomskulturen«.

Men ifølge Jan Kampmann er skellene mellem drenge- og pigegrupper ikke helt klare. I Danmark er der en lille gruppe af drenge fra veluddannede familier, der klarer sig bedre end pigerne, og der er en gruppe af piger med uddannelsesfremmed baggrund, der klarer sig dårligere end drengene. Disse piger fylder ikke meget, de irriterer ikke lærerne, for de er nærmest usynlige.

Kampmanns kollega fra Center for Ungdomsforskning ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU), lektor Niels Ulrik Sørensen, påpeger, at drenge befinder sig i et krydsfelt mellem at være en rigtig dreng og en god elev.

»En rigtig dreng skal helst ikke gå for meget op i skolen. Hvis han rækker hånden for meget op, kan han blive ekskluderet fra drengegruppen og mobbet. En dreng kan ikke være et dydsmønster, det kan en pige bedre«, siger Niels Ulrik Sørensen.

»I gymnasiet er det i højere grad ok for en dreng at være dygtig, men han må helst ikke gøre noget ved det; det skal komme til ham af sig selv. Men pigerne må gerne knokle for det«, tilføjer han.

Så hvis man forstærker den 'rigtige dreng' ved kønsopdelt undervisning, som nogle debattører har foreslået, eller ved at trække flere 'rigtige' mænd ind i undervisningen, så risikerer man samtidig at forstærke den dårlige elev, påpeger han. Det kan dog være fornuftigt nok at eksperimentere med kønsopdelt undervisning i kortere perioder, mener han.

Pigerne må på deres side gerne række hånden op og være dygtige og flittige.

»Samtidig må de også gerne være seje og vise power. En rå og vild pige kan godt være fed nu. Det skyldes, at kvinderollen har udviklet sig i en mere mangfoldig retning, i takt med at kvinderne er kommet ud på arbejdsmarkedet. En rigtig dreng kan ikke på samme måde overskride sin traditionelle rolle. Hvis han gør det, bliver han kaldt bøsse og svans og ekskluderet«, siger Niels Ulrik Sørensen.

Det stereotype drengesyn gennemsyrer hele samfundet i en grad, så det er svært for skoler og undervisere at bryde ud af det. Jan Kampmann argumenterer for mangfoldighed. Der skal være plads både til de stille drenge og piger og til de vilde piger og drenge, mener han. De voksne skal støtte og hjælpe børnenes afprøvninger af køn, så de ikke bliver indskrænket til stereotyper. Man skal kunne være dreng på mange forskellige måder, uden at det er ekskluderende, og ligeså med at være pige. Men han erkender, at det er lettere at være en drengepige i dagens samfund end at være en dreng med pigede interesser.

»Der er nogle tendenser til, at dele af drengegruppen i dag gerne må være sensitive. I mellemlaget i samfundet har de set deres fædre lave mad, gå på barsel og skifte ble. Men samtidig er der nogle tendenser i marketing, der betyder, at pigerne bliver ekstremt lyserøde og drengene ekstremt lyseblå. Markedet tilbyder ikke en forskellighed, dér er alt éndimensionelt og stereotypt«, siger Jan Kampmann.

Han er heller ikke fortaler for kønsadskillelse i skolen. Han tror ikke på, at det løser problemer med kønsstereotypierne. Men også han mener, at det kan være i orden enkelte gange, hvis man har et pædagogisk sigte med det. Men generelt er det bedre at tage diskussionerne, provokere eleverne og tage emnet alvorligt. Tale om, hvad der sker i en gruppe af piger og i en gruppe af drenge, om det er forskelligt og hvorfor.

»Og hvad sker der i blandede grupper? Det kan man diskutere med eleverne i de konkrete situationer. Man kan arbejde bevidst med forestillinger om køn og med en accept af, at man kan være forskellig - også uanset køn. I stedet for at tale om 'de stakkels drenge' eller om 'feminiseringen af skolen'«, siger Jan Kampmann.

»Er drengene de nye tabere i uddannelsessamfundet?« hed en konference på DPU sidste år, som Niels Ulrik Sørensen var medarrangør af.

Er drengene så de nye tabere i uddannelsessamfundet?

»De er det i den forstand, at der er flere drenge i restgruppen, og der er flere drenge i de korte uddannelser, mens der er flere piger i de mellemlange videregående uddannelser«, siger Niels Ulrik Sørensen.

»Men på den anden side er der lige så mange drenge som piger i de lange videregående uddannelser, selv om pigerne får højere karaktere i skolen og gymnasiet. Så det er ikke slået helt igennem endnu. Drenge er bedre til at gøre karriere. De er bedre til at finde alternative strategier, mens pigerne mere følger den slaviske vej«, siger Niels Ulrik Sørensen.

»Man kan sige, at mændene er i bunden og i toppen i samfundet, mens kvinderne er i midten«, sammenfatter Niels Ulrik Sørensen. |