I mit arbejde som selvstændig ADHD coach ser jeg ikke sjældent at børn og unge ikke bliver mødt hvor de faktisk befinder sig af deres omgivelser.

Når vi nu snakker omgivelser så håber jeg ikke at der er lærer der er uenige i at jo yngre man er jo vigtigere spiller omgivelserne en vigtig rolle. Børn og unge er afhængige af at blive mødt hvor de faktisk er inden for de forskellige intelligens former. Hvis de ikke bliver mødt hvor de faktisk er og arbejder videre derfra, men istedet kræver mere, end hvor de faktisk er, så er man godt igang med at forvolde skade på den enkelte. Det at blive et helstøbt og velfungerende menneske bunder jo i at man har et fornuftigt selvværd. Dette ser jeg desværre ofte blive ødelagt i skole tiden.

Inklusion eller ej vi har en forpligtelse i vores higen efter at fokusere på intellektuel intelligens at huske at der er et unikt menneske bag ved det enkelte barn.
Så hvad er det jeg mener som har fået mig op af stolen og skrive på jeres portal.
Til tider vil i opleve, at et barn som har gået i skole en del år måske får en diagnose f.eks. ADHD og at dette barn starter op på medicin.
Når dette sker kan det godt opleves i nogle tilfælde at dette barn virker meget forandret fysisk som psykisk, men venligst husk på at der er en meget stor mulighed for at det barn er gået glip af viden igennem alle de år hvor det enkelte barn har kæmpet en kamp for at følge med. Når de andre gik videre til regnestykker var man først lige begyndt at forstå plusstykkerne osv osv. på et tidspunkt er det bare ikke sjovt mere.

Så mød det enkelte barn/unge hvor de i virkeligheden er når de starter på medicin så er der til gengæld også en stor chance at reparere den tabte viden og selværd.

PS. jeg ved selvfølgelig godt at de fleste lærere prøver så godt de kan...

Min erfaring kommer fra: Jeg selv har ADHD, min datter har ADHD og min kone har ADHD, ydermere fra mine klienter, samt at jeg er frivillig i ADHD foreningen.

K.h
Peter Friedberg
www,peterfriedberg.dk http://www.adhd-coach.com/om-peter-friedberg/