Blog
1   933

Slutningen og den nye begyndelse

Abonner på nyt om Brian Degn Mårtensson i dit personlige nyhedsbrev.


Om pædagogikkens evige genkomst.


Pædagogikken er en flydende bevægelse i diverse forestillinger om tid, rum, kultur, viden, kunst, ånd, liv og meget andet. Den knytter sig til mennesket som principielt postulat, til samværet mennesker imellem, og til forholdet mellem mennesket og verden på en og samme tid. Pædagogik er også et forhold mellem erindringen, væren-i-nuet og en uvis fremtid. I disse betragtninger finder vi nogle almene problemstillinger, der muliggør en fælles samtale om nogle helt afgørende forhold i vores respektive tilværelser.

I 1980`erne var vi som samfund på vej mod afgrunden i en bipolær verden. Hvis ikke Sovjetunionen kastede deres arsenal af atomvåben ned over os, kunne vi bekymre os om underskud på betalingsbalancen, AIDS og udsigten til massearbejdsløshed. Vi, der husker den tid, husker også telefonbogens og OBS-programmernes bekendtgørelse af forholdsregler ved atomkatastrofer, den allestedsnærværende ”No Future”-graffiti, samt den evige vished om, at dommedag kunne komme når som helst. Det gjorde den ikke, men Berlinmuren faldt i 1989 og Sovjetunionen brød helt sammen i 1991, og vi omfavnede hinanden i en verdensomspændende glædesrus. Nelson Mandela løsladt, AIDS blev isoleret til narkomanerne, og økonomien kom i gang igen. 1990`erne tegnede derfor lyst og godt med ”Beverly Hills 90210”, ”Lykkehjulet” og ”Husk lige tandbørsten” i fjernsynet.

Efter den kolde krigs afslutning skulle man forholde sig til en unipolær verden, hvor ”historien var slut”, som Francis Fukuyama senere bekendtgjorde. Demokratiet og friheden havde sejret, og kapitalismen var den eneste globale spiller i økonomisk henseende, og derved var de store kampes tid forbi. Dette førte til - eller var i hvert fald sammenfaldende med - et øget fokus på individet. I 90`erne og 00`erne var det altings målestok på en endnu mere tydelig måde end i de ellers meget individualistiske 80`erne. Livsstilsmagasiner, frit valgs-ordninger, self-branding og øjeblikkelig, individuel lykke var målet, og tilmed et socialt krav. Mennesker uden succes på udvalgte parametre måtte nødvendigvis handle aktivt for at opfylde pligten om et succesfuldt liv. Den sociale kontekst blev i højere grad anset for omklamrende, og den individuelle handlen som et gode. Dette førte bl.a. til en navnereform, så man lettere kunne omgøre andres valg på ens vegne, og til lettere adgang til individuel tilkøbt omsorg, samt til en nærmest moralsk pligt til at realisere den friværdi (en forestilling om merværdi), man måske havde i sin ejendom. Fællesskab var ikke længere noget man talte om, og i lang tid troede vi, at individet hermed blev endeligt frisat. Undervejs i denne proces opstod dog flere bekymringer, der medførte nogle umiddelbart modsatrettede tendenser. Med terrorangrebet den 11. september 2001 fik Vesten et chok. Supermagten USA (og dermed den frie verden) var måske alligevel ikke usårlig, og demokratiet blev igen anset for truet. Dels pga. angrebet, men også på grund af de politiske reaktioner derpå. Statsmagten i næsten alle vestlige lande fik efter terrorangrebet udvidede beføjelser til at overvåge og kontrollere borgerne. Samtidig indledtes flere krigshandlinger af en karakter, der efterlod muligheden for at stille spørgsmålstegn ved vestens moralske overlegenhed. Sideløbende hermed tiltog fornemmelsen af en snarlig afslutning på Vestens økonomiske herredømme, idet især sydøstasiatiske økonomier blomstrede. Mest bekymrende var det for mange, at også videnstunge industrier nu blev flyttet ud af USA og Europa. Især i Danmark var denne bekymring stærk, idet landets skoleelever ved flere PISA-test var dårlige til især læsning i forhold til sammenlignelige lande. Blot tyve år efter den kolde krigs afslutning, var Vesten altså igen truet på livet, og i Danmark kunne vi skimte afgrunden i horisonten. Finanskrisen som startede i 2008 hjalp ikke på situationen, og status i 2012 er, at skolen må påtage sig at fremtidssikre et truet samfund på alle parametre. Vi er - ifølge opfattelsen - på vej mod afgrunden, og bedre udannelse er vores eneste håb. Sådan er de såkaldte fakta (synspunktet er bl.a. fremført af Niels Egelund i tv-programmet ”Danskernes akademi”).

Vi er altså nødt til at sikre en bedre konkurrenceevne i Danmark, hvis vi vil undgå den truende afgrund. Derfor er skolen et hyppigt debatemne – selv for folk, der ellers ikke normalt interesserer sig for pædagogik. Det instrumentelle perspektiv, der blev indført med PISA-debatten har medvirket til en overvægt af evidens- og økonomirelaterede argumenter i den offentlige skoledebat. Pædagogik omhandler her i stigende grad numeriske opgørelser af fx læsehastighed, frafald, erhvervsfrekvens, karaktergennemsnit osv. Status er altså, at målet med pædagogikken (cpr-nummerets bidrag til et højt BNP) bliver taget for givet, og derfor er det kun relevant at diskutere midlet. Dette er heldigvis et overskueligt projekt, for mange politikere tror tilsyneladende, at tilvejebringelsen af evident viden en gang for alle kan afgøre sagen.

Ovennævnte tendens kan anses for problematisk, idet pædagogisk omsorg - grundet menneskets infantile utilstrækkelighed - er en nødvendig og af naturen påtvunget størrelse, der ikke i sig selv er hverken god eller ond, men en forudsætning for en fortsat tilværelse. Pædagogik er en simpel nødvendighed, men målet og indholdet må konstant diskuteres og kritiseres, hvis pædagogikken skal give mening og erhverve sig nogen form for legitimitet. Det er bestemt relevant at se på, hvordan vi gør noget bedst muligt, men et sådan svar kan i pædagogisk sammenhæng ikke stå alene, og kan heller ikke anvendes i ubegrænset omfang. Betragtes pædagogikken som et eksakt middel til en forudbestemt tilværelse, hvor mennesket skal præstere noget allerede defineret, bliver den hurtigt uhyggelig, og mennesket bliver en genstand - uanset om betragtninger om bestemte tiltags nødvendighed måtte basere sig på påstande om nok så evidente og faktuelle forhold. For hvem kan påberåbe sig retten til at diktere andre menneskers eksistensbetingelser? Og er mennesket pr natur ikke særdeles uegnet til at blive tingsliggjort på denne måde?

Særligt institutionaliseret pædagogik – som den, der foregår i skolen – er afhængig af konstant kritik og debat for ikke at blive selvreferentiel. Vi kommer i debatten let til at begrunde en pædagogisk aktivitet med reference til systemet selv, hvorved en totalitær cirkel etableres. I nutidens debat er det fx en uomtvistelig sandhed, at læsehastighed er helt afgørende for et godt liv. Imidlertid må vi huske, at læsehastighed ikke i sig selv er et gode. Læsning kan være det, hvis det i en historisk situation som den nuværende er en nødvendig kulturkompetence, og hvis læsningen i øvrigt fører til noget, der - af brugeren og af andre - kan anses som værende godt med sig. Læsehastighed kan være praktisk, hvis man skal læse meget, læse hyppigt eller har meget travlt. Disse banale eksempler skal illustrere, hvor vigtigt det er at se undervisningen i kontekst – ganske som man tidligere i den pædagogiske historie har formået. Vigtigst er det, at man i en travl tid af og til husker at stille sig selv denne type spørgsmål. Et slagord i den danske grundskole burde derfor være: ”Træd varsomt, her bliver mennesker til”. En stat, hvor mennesket er et middel til statens bevarelse behøver ikke ytre noget sådant. Men et demokratisk samfund, hvor selvstændige og frie mennesker må agere i et forpligtende fællesskab, er tvunget til den slags føleri, rundkredstyranni, slask og slendrian.

Hvis historien sluttede med Sovjetunionens kollaps i 1991, er den så sandelig kommet i omdrejninger igen. Derfor må vi på ny forholde os til mennesket, fællesskabet og verden i en kontekst bestående af fortid, nutid og fremtid. Det bliver noget rod, det bliver ikke særlig evident, og det bliver besværligt. Men gør vi det ikke, slutter historien måske hurtigt igen. Og da Sovjetunionen allerede er forsvundet, bliver det helt sikkert på en ny måde.


Rel. litteratur:

Mårtensson, Brian Degn (2012): "Mening og metode - om mødet mellem erkendelse og læring i pædagogisk teori".TIDskrift, sep. 2012

Niels Egelunds foredrag om slask og slendrian i folkeskolen: http://www.dr.dk/DR2/Danskernes+akademi/Forelaesere/N/Niels_Egelund.htm

http://politiken.dk/uddannelse/ECE1724655/minister-kraever-mindre-slaphed-i-folkeskolen/

http://politiken.dk/debat/analyse/ECE1438961/vores-viden-om-folkeskolen-vokser/


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
9.141 andre er allerede tilmeldt