Debat
0   139

Ny = ikke

Det er som om, at ordet ”ny” er begyndt at betyde ”ikke”. Det, der forgiver at være en form for erindring, er i virkeligheden en glemsel. I denne kronik vil jeg drøfte to eksempler på denne ”nye” glemsomme tilbøjelighed: Det første eksempel er det aktuelle initiativ ”Ny Nordisk Skole” (NNS). NNS er udviklet af børn- og ungeministeren, Christine Antorini og SF’erne Nanna Westerby og Lars Olsen. Antorini har nedsat en dialoggruppe med Dorte Lange fra Danmarks Lærerforening og Lars Goldschmidt fra Dansk Industri i et delt formandskab og med Olsen som chefideolog. Dialoggruppen har derudover deltagelse af 21 andre mere eller mindre fremtrædende aktører. Jeg vender tilbage til dette, men min pointe er blot, at denne Ny Nordisk Skole ikke har nogen som helst reference til ”det nordiske”. Ja faktisk lægger den mest af alt op til en ”afvikling” af det nordiske. Hvis det passer, så betyder Ny Nordisk Skole i virkeligheden ”ikke-nordisk skole”.

Et andet eksempel på, at ”ny” bliver til ”ikke”, er den såkaldte ny-liberalisme. Liberalismen, altså uden ”ny” foran, var oprindelig en stor antiautoritær og frihedsorienteret filosofi, der interesserede sig for individets etiske, politiske og æstetiske sensitivitet; en filosofi, der hævder, at hvis individet udstyres med denne fine pynt, så behøver man ikke nogen stat af betydning – man kunne stole på virkelyst, initiativrigdom og fri uddannelse. Men efter at liberalisme er blevet til ny-liberalisme, interesserer den sig ikke mere for individets dannelse. Tværtimod afvikles de værdimæssige sider af liberalismen med lynets hast af erhvervsfolk og meningsdannere i en ny global elite, der mener eller forudsætter, at liberalisme primært handler om individer, der agerer på et marked uden anden ballast end teknisk information og evnen til at vælge i egen interesse. Desuden er de praktiske sider af ny-liberalismen blevet ekstremt centralistisk. Det vrimler med centralt fastsatte procedurer, ranglister, kriterier og evalueringer. Et eksempel herpå er den nye børnehavepolitik i Århus, som ikke er andet end et kæmpestort centralt fastsat fluebenstyrrani, som pædagogerne skal begå sig i, fordi de skal føle loyalitet overfor en nyfusioneret skolemagistrat, en slags børn-og ungeorganisme, der tvinger alle til tavshed. Systemet er blåstemplet af både KL og finansministeriet. Næste skridt er formodentlig at digitalisere fluebenene, så Gnisten kan score 0,2 mere end Myren på fx ”social kompetence - variablen”. Herefter kan forældrene frit vælge børnehave efter ranglisteplacering, der kan udvikles en ”best practice” og børnehavernes økonomi kan afhænge af antallet af børn. Ensliggørelse og tavshed. Altså ”ikke-liberalisme”. Glemsel.

I sin tid var tillægsordet ”ny” et tegn på, at man ønskede at genfortolke tekster og handlinger, som havde haft betydning i vores kultur. Dengang var ”ny” et tegn på historiebevidst genfortolkning, på erindring. F.eks. havde man i Tyskland fra 1870-1930 en såkaldt neo-kantiansk periode. I disse år genfandt man interessen for den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804), som var grundlægger af en række liberale ideer om dannelse, politik og videnskab. Hundrede år efter at Kant levede, tog man altså fat på en genlæsning af hans filosofi. Neo-kantianismen var en spændende tid, hvis ideer stadig kaster lange skygger og lys ind over vores moderne institutioner og tankegange langs alle mulige snørklede passager - f.eks. etableredes det ikke-revolutionære socialdemokrati, en række nye videnskabelige discipliner blev grundlagt (f.eks. sociologi), retsstaten fandt sin filosofi, og vores hjemlige kulturradikalisme var også påvirket. Dengang betød ”ny” ikke ”ikke”. Det betød blot en ny version af noget gammelt. Det var ”ny” og ”Kant” på samme tid, og Kant fik et århundrede mere at rumstere i til stor glæde for menneskets rettigheder, dets videnskab og Danmarks og Europas institutioner. Det er denne side af tysk åndsliv, der blev undertrykt af nazisterne, og som også bl.a. Jürgen Habermas og Willy Brandt (1913-1992), en fremtrædende tysk socialdemokrat og kansler der flygtede til Norge under nazismen, var dybt påvirket af.

Et andet eksempel på at ”ny” rent faktisk betyder ”ny” (frem for ”ikke”) er den såkaldte ”nynordiske skole” fra tiden omkring besættelsen. Altså ikke Antorinis ”ny nordiske skole”, men ”nynordisk skole”. Denne ide fostredes af en kreds omkring CPO Christiansen, som var forstander på Grundtvigs Højskole fra 1934 til 1951. Efter anden verdenskrig talte man meget om at udvikle fælles nordisk økonomi og forsvarsforbund, Nordisk Råd blev dannet i 1952, og det kulturelle grundlag herfor blev blandt andet drøftet af disse grundtvigianske kredse, som ønskede at etablere et alternativ til nazismens racemæssigt definerede nordiskhed. Grundtvigianismen er nemlig en sammentænkning af Kristendom, græsk filosofi, vikingetid og oplysningstiden. Man mente man kunne identificere et særligt nordisk demokrati omkring oldtidens ting-steder. Et udtryk, der stadig lever i vores ”folke-ting”, et sted hvor nye ”ting” kommer til syne og bliver fælles. Disse folkelige og offentlige drøftelser, som kom til syne ved tingstedet, blev efterfølgende undertrykt af enevælden og en til tider alt for skriftbaseret lutheranisme, men selv i denne epoke levede det danske landsbyfællesskab forholdsvist frit under godsejerens og kirkens overopsyn. Det var Grundtvig, og traditionen efter ham, der fik øjnene op for, at et nordisk folkedemokrati var åndeligt forbundet med de oprindelige vikingeting, nu besjælet af kristendommen og omkranset af oplysning. Kernen i denne ”tingen”, der kom til syne som offentlig folkelighed, var skoletanken. Derfor opfandt man både folkehøjskolerne, som blev dannet i hele norden, og et nordisk universitet, som skulle ligge i Göteborg, og som skulle anskue det ”almenmenneskelige fra et nordisk synspunkt”. Ja, man var faktisk kommet langt med at udarbejde det organisatoriske grundlag for både en grundskole og et universitet. Det var ideer som disse, som CPO Christiansen tog fat i og omfortolkede i samklang med hans tids humanistisk videnskab. To af hans udgivelser hed ligefrem ”nordisk i 1000 år” og ”den nynordiske undervisningsreform”. Det hele handlede om folkelighed, fortællinger, historie, videnskab, kunst, højskoler og fællesnordisk universitet, og på Christiansens skole myldrede det med lærere og elever fra de nordiske lande, der dyrkede både det fælles og det ejendommelige i en gensidig forstærkende proces. Ja, man havde endda udviklet en filosofi om, at jo mere man udviklede landenes og menneskenes særegenhed desto stærkere fællesskab ville man få. Hvis det hele kunne kombineres med forsvarsforbund og handelsfællesskaber, så havde vi Norden som både kulturel, økonomisk og politisk realitet. Så havde vi en nynordisk skole i et nynordisk samfund. Men det måtte endelig ikke blive til en nordisk stat som sådan; så ville det ”særegne” ved landene fortone sig. Alt dette er fantastisk spændende i sig selv, men det har også den særlige betydning i denne kronik, at ”nynordisk” faktisk betød både ”ny” og ”nordisk”, og at det netop var via et seriøst forsøg på at få disse to elementer, det gammel- og det nynordiske, til at smelte sammen, at al energien fik retning og kunne bidrage til udviklingen af de mange nordiske initiativer inden for pædagogik og politik i hele efterkrigstiden.

Med disse smukke præstationer in mente, bliver det ekstra ærgerligt at iagttage liberalismens og pædagogikkens udvikling i de seneste år.

Ny-Liberalismen har i dagens Danmark mistet stort set alle værdimæssige og dannelsesmæssige pejlemærker. Liberalismen er blevet til en økonomisk teori om individer, hvis eneste færdighed er at kunne vælge og forbruge. Mennesket, hvis man da kan kalde denne nyliberalistiske valg- og forbrugsmaskine det, skal blot lære at begå sig i konkurrencestatens sociale love. Alle fællesskaber er nednormerede til at være formelle rammer for ”det frie valg”. Fædrelandet, Europa, arbejderbevægelsen, grundloven har ingen åndelig værdi. Der er ingen fælles fest. Vores institutioner, hvad enten det handler om børnehaver, skoler eller universiteter, har mistet al ejendommelighed og kontakt med europæisk historie. I stedet er de omdannet til organisationer og individer, som skal tilpasse sig kunstige markeders krav; krav som formes af digitaliserede ranglister eller statsdirigerede kontraktsystemer, og som er godkendt af finansministeriet. Det hele drives frem i et stakåndet ranglistekapløb med de asiatiske lande. Går man ind på CEPOS’ hjemmeside under ”uddannelse” finder man tre underpunkter, nemlig lister, effekt og økonomi. Liberalismen har mistet sin værdighed, sin moralske omgang med ejendom, sin sans for religiøsitet, sine forfinede individer, sine kraftfulde og viljestærke initiativer og sin pligtfølelse. Når de moralske bølger går højt, kan det måske blive til lidt ”velfærdsregulering”, men ellers handler det kun om, hvordan man kan skabe incitamenter, så privatinteressen kan boltre sig over det hele. Hvis man skulle kunne finde en undtagelse eller to, så er det under inspiration fra konservatismen, som er en langt mere social og fællesskabsorienteret idetradition. Men er dansk liberalisme ikke grundtvigiansk i sit udgangspunkt? Jo, men det spiller ingen rolle mere. De folk, som skiftende regeringer har omgivet sig med i skolespørgsmål, er i dag deciderede anti-grundtvigianere, og der er, så vidt jeg kan se, ingen aktiv interesse for det grundtvigske - eller for den sags skyld nogen anden dannelsestradition - i dansk liberalisme for tiden, tværtimod.

Desuden har ny-liberalismen mistet sin antiautoritære og statskritiske åre. Man har endda vendt sig om til det modsatte. Staten, som i den liberale tradition er passiv i forhold til markedet, skal nu lave markeder. Dette medfører masser af kontrakt- og evalueringssystemer, tælleri, metodetyranni, centralisme og ensliggørelse på den helt store klinge. Ingen kommuner interesserer sig for pædagogers og læreres ideer og initiativer. Man interesserer sig kun for, om disse vigtige hverv lever op til kommunale pædagogiske koncepter, som ofte er yderst detaljerede, og som er formulerede af halvstuderede administratorer og tilfældige konsulenter. Hvor ”penge” er de virkelige markeders medie, så er de neo-liberale offentlige markeders byttenhed en ranglisteplacering, og det gør ikke noget godt for initiativlysten i samfundet. Disse praktiske og centralistiske aspekter af neo-liberalismen kaldes også nogen gange for New Public Management (mere ”new”!).

Derudover er der som sagt Ny Nordisk Skole, der burde hedde ”ikke-nordisk skole”. I dette koncept finder man Ikke en eneste reference til nordisk skoletradition. Ingen medlemmer af dialoggruppen referer til det. I dialoggruppen er der heller ingen historikere, humanister, filosoffer eller kulturpersonligheder, og der er heller ingen nordmænd, svenskere, islændinge etc.. Kigger man på NNS’s hjemmeside, fortæller indlæggene om en opfattelse af pædagogik, som grundlæggende handler om at udvikle kompetencer, så man kan klare sig på de globale markeder – pædagogik underlægges altså økonomi -, og alle led i uddannelseskæden arbejder for samme mål, nemlig gennemførselsprocenter og ranglisteplaceringer. Formanden Lars Goldschmidt bruger i sit korte indlæg ordet ”fremragende” 16 gange, og han foreslår, at lærerne skal blive til duracell-kaniner. Det er tung og bitter læsning, hvis man kender til de nordiske skoletraditioners fantastiske historie. Hos NNS er ingen referencer til historie, filosofi, traditioner, kunst, folkestyre, modersmål etc. – alt det som den nynordiske indstilling tog udgangspunkt i. I NNS er der kun konkurrencestatskompetencer og duracell-kaniner, og skal vi sende vores børn i byen for sådan en abstraktion? Det synes jeg ikke. Det er ikke en folkeskole, men måske en ”ny-folkeskole”?

NNS dækker også børnehaver og gymnasier, men når disse institutioner drøftes i dialoggruppen finder man ingen trøst. Der tales slet ikke om gymnasiets kontakt til den europæiske humanisme og oplysningstradition men kun om erhvervsrelevans, kompetenceforberedelse og gennemførselsprocenter, og børnehaverne, som Danmark har særligt rige forudsætninger for at drøfte, reduceres til en form for erhvervslivsforberedelse. Børnehave, skole og gymnasium mister dermed helt og aldeles deres tradition, deres gnist og deres særlighed til fordel for en ensretning og kulturel forarmelse uden lige.

Disse tendenser forstærkes af to rapporter fra i foråret, som slet ikke diskuteres af NNS’ dialoggruppe, selvom de er direkte angreb på nordisk pædagogisk tradition. Det drejer sig dels om den såkaldte task-forcerapport for børnehaverne, hvor man med professor Niels Egelund i spidsen begrebsliggør børnehaver som en blanding af en økonomisk investering og hjernens synapsudvikling: ”God morgen lille Tobias, I dag skal jeg udvikle din konkurrenceevne og se lidt på din hjerne”. Hvad skal man sige? Er det ikke trist? Det drejer sig også om rapporten vedrørende læreruddannelsen, som professor Jens Rasmussen er drivkraften bag, som vil omdanne en lærer til en ”undervisningsekspert” samt afskaffe den sidste rest af ”seminarietradition” i Danmark. Det ville man gøre ved at nedlægge faget Kristendom, Livsoplysning og Medborgerskab, som er symbolet på, at den nordiske og grundtvigianske skoletradition stadig er virksom, og ved at omdanne pædagogikfaget til et metodeinferno. Disse to anslag mod det nordiske har fundet sted, mens dialoggruppen har arbejdet. Jeg spurgte Dorte Lange fra DLF, som altså er medformand for NNS’s dialoggruppe, hvorfor man ikke havde kritiseret rapporterne, men det mente hun ikke man burde, fordi det lå uden for dialoggruppens ”kommissorium”. Hvad mon dialoggruppen mener, når de taler frit? Denne underordning af pædagogisk kritik under sådan en latinsk overhøjhed (”kommissorium” er latinsk), mangler vist lidt kraft og tunge, og det bliver ikke bedre af, at dialoggruppen har barslet med intet mindre end et ”manifest”. Inden for kommissoriet forstås! Men er et ”manifest” ikke netop kendetegnet ved at sprænge et kommissorium? Nå, men nu er ”manifestet” så offentliggjort i al sin glemsomme underdanighed. Der er ingen historie, ingen fest, ingen kreativitet og intet oprør. Men alligevel er det et ’manifest’, og det vil skabe ’revolution’, og det er ’nordisk’?

Det hele minder efterhånden om det Orwellske ”ny-sprog”, som undertrykker de menige grise i fablen ”Kammerat Napoleon”, og som knuger et helt samfund i bogen ”1984”. Et ny-sprog er nemlig også et ”ikke-sprog”. Et ikke-sprog, der listigt puffer folk ind i kommissorier, og som lukker menneskers egne munde og gør tavsheden larmende og folk styrbare og glemsomme. Måske er vi i 1Q84, som den japanske forfatter Marukami udtrykker det i sin bog af samme navn? I en ”ny” verden med to måner?

(Revideret version af kronik i Politiken, bragt d. 3. september 2012)

Læs Christine Antorinis svar på:
http://www.nynordiskskole.dk/Dit-indspark/Tvaergaaende-indspark?Suggestion=247

Læs modkronik fra Andreas Rasch-Christensen d. 10. september 2012:
http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1748360/bedre-ledelse-er-noeglen-til-en-bedre-skole/

Læs mit svar til Christine Antorini på:
http://www.nynordiskskole.dk/Dit-indspark/Tvaergaaende-indspark?Suggestion=249

Læs min samlede kommentar, inklusiv kommentar til Rasch-Christensens kronik, på:
http://www.nynordiskskole.dk/Dit-indspark/Tvaergaaende-indspark?Suggestion=253

Lyt til "Krause på Tværs", hvor jeg diskuterer Ny Nordisk Skole med Dorte Lange fra minut 21:40:
http://www.dr.dk/P1/Krause/Udsendelser/2012/09/10095908.htm




Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ