Et resultat med fremtid i

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Min vurdering af det resultat, vi skal stemme om, er afgjort af, om det peger i den rigtige retning i forhold til vores målsætninger. Og det gør aftalen.

I forhold til arbejdstid er det lykkedes os at få vendt KL's holdning fra at handle om væk med alle centrale bindinger og al magt til lederne, til at man nu sammen med os anbefaler kommuner og kredse at indgå arbejdstidsaftaler, der bygger på de principper om en professionsaftale, vi står for. Den nuværende arbejdstidsaftale er opretholdt, hvis man ikke indgår en ny, eller man kan fastholde allerede indgåede lokale aftaler.

Der er tale om et gennembrud for vores syn på arbejdstid, hvilket aftaleteksten klart viser.

I forhold til lønsystemet er det lykkedes os at få aftalt endnu et centralt trin på lønstigen. Det har været vores ambition, siden vi kom over på Ny Løn. Derfor er der tale om et gennembrud for vores krav om et kollektivt lønsystem. KL er kommet til kort og har opgivet sit mål om, at størsteparten af lønnen skal aftales lokalt.

Periodens lønfremgang: Der er månedlige lønstigninger til alle på mellem 3.000 og 4.000 kroner over de næste tre år. Vores mål ved denne overenskomst - i forhold til løn - har været flere kroner på bordet end ved de sidste mange års overenskomster. Det har vi fået. Sammen med de andre forbedringer omkring barsel, seniordage og barns anden sygedag er vi nået langt ved denne overenskomst.

Lokal løndannelse: Vores lønudvikling skal hverken nu eller fremover baseres på lokal løndannelse. Men præcis i en overgangsperiode kan lokale lønkroner være nødvendige til udligning af lokale tillæg i forbindelse med indgåelse at arbejdstidsaftaler og som konsekvens af kommunesammenlægningerne.

Min konklusion er, at vi er på rette vej. Derfor: stem ja.