Der er skrat på linjen til Ramallah, hvor Birgitte Balslev-Olesen sidder i Det Danske Hus' gæstehus. Hun og hendes mand Christian Balslev-Olesen landede forrige mandag, og de har endnu ikke fået deres lejlighed. "Jeg synes egentlig slet ikke, det er så interessant at dvæle ved alder og pension", siger den 65-årige lærer og børnehaveklasseleder med den rolige stemme. "Jeg var meget i tvivl, om jeg skulle stoppe som lærer. Jeg har jo en alder, der indikerer, at det nok var tiden, men jeg var godt klar over, at det kunne blive lidt problematisk, når man både fysisk og psykisk har kræfter til meget mere".

En drømmestilling Så de var midt i pensionsovervejelserne, da hendes mand, som er tidligere generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, en dag var på nettet og udbrød: "Hold da op, der er en stilling som direktør for Det Danske Hus i Palæstina".

"Det var sådan noget, vi altid havde drømt om at kunne gøre sammen. Måske ville de slet ikke tage os i betragtning, når de så vores alder, og de søgte kun én direktør. Men vi var enige om, at vi kun var interesserede, hvis vi kunne få lov til at dele den". De søgte stillingen, blev kaldt til samtale og fik jobbet. "Det var jo en appelsin i turbanen, og en kæmpe udfordring og en stor mundfuld, for det er et ganske alvorligt sted at arbejde. Men vi er vant til lidt af hvert. Vi har boet ti år nogle meget vanskelige steder i Afrika: Zimbabwe med børnene, Eritrea og i Kenya, da min mand arbejdede i Somalia. Så på den måde afskrækkede det os ikke".

Lærere er vant til mange slags mennesker

Birgitte Balslev-Olesen har arbejdet med børn med vanskeligheder og med inklusion. De kompetencer kan hun i høj grad bruge i sit nye job, hvor hun og hendes mand skal arbejde med uddannelse og kunst og kultur på alle niveauer. De skal finde lokale partnere, som har en ide, og få dem til at samarbejde med en dansk partner. "Jeg har været med til at lave indslusningsforløb for børn med vanskeligheder. Det handlede om at se på, hvad de kan, i stedet for at se på, hvad de ikke kan. Det handler det her også i høj grad om. Om det kreative. Når vi mødes på græsrodsplan og ser hinandens potentialer og resurser, så opstår der noget godt. Det er klart, man har en hel masse erfaring, når man har arbejdet i folkeskolen, hvor man jo møder alle slags mennesker". Hun og Christian har allerede været ude på repræsentationsopgaver nogle gange, og her har folk været meget optagede af hendes baggrund som folkeskolelærer. "Også fordi jeg har været ude og undervise steder, hvor der ikke har været nogen undervisningsmaterialer. Der må man blive kreativ. Og sådan er det også her. Vi skal netop hjælpe dem til at udnytte deres mange kreative, kunstneriske og uddannelsesmæssige resurser. Der er mange, der har været i USA og Canada og er kommet hjem for at hjælpe med at bygge op". Hun skal ikke direkte arbejde med folkeskolebørn, men det er allerede bestemt, at hun skal mødes med skolefolk på alle niveauer. Et af projekterne handler om at lave naturlegepladser for børnene, så de kan udvikle deres motorik for at bearbejde traumer. Og hun skal også besøge en institution, hvor de arbejder helt uden eksamen og test.

'Du er jo ikke til at styre'  Der er tydelig begejstring i Birgitte Balslev-Olesens stemme, når hun fortæller om alle projekterne, de skal i gang med. Og hun har også kun fået ros og skulderklap fra kolleger og venner derhjemme. "Jeg nåede at besøge mine gamle kolleger og børn, inden jeg rejste. De er startet i 1. klasse. De syntes alle sammen, at det er for vildt. 'Du er jo ikke til at styre'". Kollegerne syntes også det var godt gået overhovedet at blive kaldt til samtale som 65-årige. "Men vi synes jo ikke, at alderen er noget problem. Og det har slet ikke været på tale hos bestyrelsen i Det Danske Hus. I Danmark ser man jo meget på alder. Men sådan er det ikke, når man er ude. Og det her giver en masse energi. Det er virkelig alt sammen så spændende".