Debat

Lærere stiller krav

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Conni Hesel Rickmann kvitterer i Folkeskolen nummer 6 for mit »genmæle« i nummer 5, hvor jeg svarer på hendes Bagsmæk i nummer 4. Her kritiseres min fremstilling af lærerne som værende præget af en gammeldags kaldstanke. Conni Hesel Rickmann er glad for mit svar og skriver, at hun er klar over, at jeg er på lærernes side i netnyheden 23. januar på folkeskolen.dk, som er den oprindelige anledning til vores diskussion. Hun vil imidlertid ønske, at jeg havde udtalt mig mere offensivt og havde fremstillet lærerne som professionelle og udviklingsorienterede, og at de stiller krav til deres arbejdssituation og i øvrigt flytter, hvis de har lyst. Min udtalelse blev nok mindre offensiv på grund af sammenhængen, som var en diskussion, hvor lærere blev fremstillet som ligeglade egoister, så Conni Hesel Rickmann har helt klart en pointe her. I debatten om årsagen til læreres jobskifte er hendes pointer vigtige.

Derimod mener jeg ikke, det er udtryk for gammeldags kaldstanke, når jeg i diskussionen i netnyheden udtaler, at lærere har »en ansvarlighed og vil helst blive ved de børn, de har fået ansvaret for«. Det er ikke nødvendigt at underkende dén del af læreres ansvarlighed, selvom vi understreger, at lærere kræver udviklingsmuligheder i jobbet og muligheder for efter- og videreuddannelse. Conni Hesel Rickmann skriver, at lærerne »er ambitiøse og udviklingsorienterede« og »stiller krav til klasser og fag«. Jeg er enig, og jeg udtalte også, at det er »en vigtig opgave for kommunerne at skabe nogle arbejdspladser, hvor lærerne har lyst til at blive«. Men jeg ved samtidig, at det krav ikke er det samme, som at lærere er de rene karrieremonstre, der er ligeglade med de elever, de har ansvar for, sådan som de blev fremstillet i den oprindelige diskussion.

Redaktionen betragter debatten mellem Conni Hesel Rickmann og Dorte Lange om dette emne for afsluttet i bladet. Der henvises til netdebatten på folkeskolen.dk

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler