Større krav skal løse problem

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Undervisningsminister Bertel Haarder, Venstre, vil ikke blande sig i, at færre elever kommer til at opleve levende musik i Sangens År. Han mener, at regeringen allerede har sørget for, at de kommende lærere i musik bliver bedre.

»Med den nugældende læreruddannelse har vi villet sikre os, at de studerende, der vælger musik som linjefag, på forhånd har musiktekniske færdigheder på et tilstrækkeligt sikkert niveau«, siger ministeren.

Bertel Haarder peger på, at der i bekendtgørelsen om læreruddannelsen står, at adgang til linjefaget musik forudsætter, at den studerende har musik på b-niveau fra de gymnasiale uddannelser med mindst karakteren syv. Studerende, der ikke opfylder det fastsatte adgangskrav, kan gives adgang til linjefaget, hvis det efter en realkompetencevurdering skønnes, at den studerende kan følge niveauet i faget. Der kræves i dette tilfælde blandt andet eksplicit dokumentation for erfaring med musikudøvelse.

Når Bertel Haarder ikke vil kommentere skolekoncerter, skyldes det, at Kunstrådet er nedsat af Kulturministeriet. Kulturminister Brian Mikkelsen har ikke svaret på fagbladet Folkeskolens henvendelse. Det har til gengæld Socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen:

»Nedskæringen er endnu et eksempel på, at Kulturministeren har strammet Kunstrådets økonomi alt for meget, og nu går det altså ud over 50.000 børns mulighed for at opleve levende, professionel musik i skolen. Det er urimeligt«.

Jan Kaare

Powered by Labrador CMS