Blog
5   2310

Case om individ og fællesskab

Abonner på nyt om Brian Degn Mårtensson i dit personlige nyhedsbrev.


Hermed bringes sidste del af denne blogs serie om pædagogisk refleksion med udgangspunkt i cases. Serien har været et forsøg på at bidrage til en pædagogisk debat om principielle spørgsmål med udgangspunkt i praksisanaloge fortællinger. Følgende case inviterer til en diskussion om forholdet mellem individ og fællesskab i folkeskolen. Et oplæg til fri og levende debat.



Baggrund:

Simon går i 4. klasse og er en frisk 11-årig dreng. Han går meget op i fodbold og computerspillet World Of Warcraft. Han har gode relationer til de andre i drengegruppen og spiller både fodbold og computerspil med sine klassekammerater i fritiden. Til gengæld har han et dårligt forhold til klassens piger, hvilket irriterer læreteamet. Simon er generelt meget afvisende over for pigerne, fordi han ikke mener at kunne bruge dem til noget. Bliver han sat sammen med piger, når der er gruppearbejde, bidrager han minimalt til arbejdet og venter kun på, at det bliver frikvarter. Den holdning afføder tit konflikter, hvilket i den grad forhindrer en fornuftig læring. Det sidste er ekstra ærgerligt, da Simon er en velbegavet elev, der normalt har stor glæde af skolen.

Klassens lærere har besluttet at gøre en indsats for at få Simon til at interagere bedre med klassens piger. Det er vigtigt, fordi lærerteamet gør flittigt brug af gruppearbejde som undervisningsramme, og fordi man lægger vægt på, at klassen fungerer godt som helhed.



Situation:

Klassen har kristendomskundskab, og eleverne skal i grupper diskutere temaet: ”Hvad føler jeg, når jeg bliver svigtet af andre?”. Simon har allerede under instruktionen givet udtryk for, at han synes, at det er spild af tid. Simons gruppe består – foruden ham selv - af tre meget seriøse piger. De ønsker fornuftigt nok at indlede gruppens arbejde med en fælles drøftelse af rammerne for opgaven. Stillet over for en længere diskussion af, hvordan de skal arbejde sammen - og hvad pigerne føler, når Simon siger, at opgaven er spild af tid - har Simon fået nok. Han udbryder derfor højlydt, at; ”nu gider han fand`me ikke det her shit mere”, og forlader sin gruppe.

Han går hen til sin plads og tager sin frilæsningsbog frem. Han sætter sig resolut – men rolig - til at læse.



Spørgsmål:

Hvordan skal kristendomskundskabslæreren gribe denne situation an?
Hvordan skal lærerteamet arbejde (sammen) med Simon?
Hvor går grænsen mellem individ og fællesskab?
Ud fra hvilke kriterier skal denne grænse defineres?



Litt:

Mårtensson, Brian Degn (2011): ”Cases i arbejdet med pædagogisk udvikling”. Kbh: Hans Reitzels Forlag
http://www.folkeskolen.dk/515091/den-paedagogiske-refleksion
http://www.folkeskolen.dk/515196/case-om-prioriteringer-i-praksis
http://www.folkeskolen.dk/515691/case-ny-og-forbedret-service

http://www.briandegnmaartensson.dk/


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
9.141 andre er allerede tilmeldt