Debat

Job nu!

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Alt for mange medlemmer af Danmarks Lærerforening står i dag uden job. Efter nogle år med næsten fuld beskæftigelse har vi de seneste to-tre år oplevet massive besparelser i kommunerne, der har betydet færre lærere til at løse opgaverne på skolerne og flere arbejdsløse lærere. Mange ledige er i farezonen for at ryge helt ud af dagpengesystemet. Det betyder kontanthjælp, hvis man da overhovedet kan få noget, da det er afhængigt af ægtefælles indkomst, og om man har blot en lille »formue« på den ene eller anden måde. Det betyder, at mange af vores medlemmer ikke vil være berettiget til hverken dagpenge eller kontanthjælp. Sammen med mange andre lønmodtagere i dette land. Det er meget alvorligt! Særligt når man ser på den politiske vilje til at gøre noget ved det - eller mangel på samme! »Vi har ikke pengene«, »Sådan er det jo« og »Vi må gøre en håndholdt indsats for de ledige«, er nogle af de bemærkninger, der er kommet fra regeringsmedlemmer om situationen. Den forrige regering gennemførte, sammen med Radikale, ændringerne i dagpengeperiodens længde, samtidig med at man gjorde det meget sværere at optjene ny dagpengeret. Nu skal man have sammenlagt et helt års arbejde i stedet for et halvt. Midt i en tid, hvor mulighederne for at få job forværres både på det private og på det offentlige arbejdsmarked. Daværende oppositionsleder og nuværende statsminister var på det tidspunkt meget fortørnet over det tiltag. Så kunne man jo godt forvente stor ihærdighed fra den kant nu, hvor problemet skal løses. Men det kigger vi stadig langt efter! Ingen konkrete forslag til løsninger er der kommet frem. For det må ikke koste penge. Det ligner arrogance og mangel på vilje til at tage sig af et af de største problemer, rigtig mange mennesker slås med lige nu. At være sikret et forsørgelsesgrundlag.

Det er vigtigt at overveje, hvad vi i Danmark skal leve af i fremtiden. Men lige nu står mange mennesker og ved ikke, hvad de skal leve af lige her og nu. Det må regeringen sammen med arbejdsmarkedets parter komme med konkrete bud på. Udvidelse af mulighederne for jobrotation, så ledige kan gå ind og varetage jobbet for de fastansatte, mens de er på efteruddannelse (som der er hårdt brug for). Det er én mulighed. Et andet forslag, som vi er kommet med fra DLF, er at oprette deltidsstillinger i stedet for at give de ledige dagpenge. Som situationen er nu, er vi nødt til at tænke utraditionelt og fordele arbejdet på nye måder. En »håndholdt indsats« forekommer noget verdensfjern og ukonkret i den sammenhæng og skaber ikke flere arbejdspladser. Og de ledige har brug for arbejde nu!

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler