Debat

Tilskud til task-force ønskelig

Hvis nogle elever kun møder it en gang om måneden, så er tiden inde til at en task force-løsning skal overvejes i forhold til eksisterende tilskudsmidler.

Publiceret Senest opdateret
Den seneste KMD-analyse ( se http://www.folkeskolen.dk/515231/elever-bruger-kun-computer-i-skolen-en-gang-om-maaneden)
efterlader en konklusion, hvor det tilsyneladende står rigtig dårligt til, da nogle af folkeskolens elever møder it så sjældent, at læring gennem it kan betragtes som ikke eksisterende. Hvis tilstand er som beskrevet, så står det ganske alvorligt til, dog stiller jeg mig tvivlende overfor den beskrevne katastrofetilstand. Et usikkerhedsmoment er eksempelvis formuleringen af spørgsmål om anvendelse, der ved nærlæsning kan give misvisende svar. Specielt undersøgelsen af brug af digitale læremidler står uklar. Der spørges specifikt til udvalgte produkter udviklet til formel læring, mens brug af mere uformel karakter virker meget uklar.
Hvis så mange sjældent deltager i læringsforløb knyttet til it, og at samme målgruppe opfatter at når det så endelig sker, så opleves lærernes kompetencer som lidt mangelfulde, så giver det grundlag for ændrede overvejelser. Der er en udfordring som skal løses og måske er der en parallel til den generelle udfordring, hvor Niels Egelund skriver om folkeskolens udfordringer: ”Effekten af et fagligt løft sker både ved at andelen af svage læsere reduceres og ved at andelen af stærke læsere øges” Tilsvarende overvejelser kan gøres i forhold til udvikling af den digitale skole. Der er behov for et løft i både bund og i et udviklingsperspektiv på samme tid. I ministeriets igangværende tilskudsprojekt på 500000 kr har modelskolebegrebet været nævnt. Erfaringerne fra ENIS-projektet har uden tvivl dokumenteret, at tilskud og netværksdeltagelse kan løfte de deltagende skoler. Men trods bred formidling og struktureret formidlingstilskud til så har praksis fra modelskolen en ringe spredningseffekt ud over sit eget udviklingsmomentum. Zonen for nærmeste udvikling gælder for organisationer og lærerkompetencer, når det drejer sig om udvikling af den digitale skole. Andres erfaring kan ikke overføres, men skolerne skal udvikle sig ud fra egen digital parathed.
Tiden nu inde til, at antallet af skoler med ingen eller ringe fokus på udvikling af en digital skole hurtigt skal reduceres. Der er selvfølgelig en bunden opgave indlejret i faghæfte 48 samt Fælles mål. I denne sammenhæng kan udvikling påtvinges, men bæredygtig udvikling skabes indefra og en betydelig del af tilskudsordningen på 500 000 kr skal udmøntes i en task-force løsning, Nogle kommuner, skoler og afdelinger har behov for et kickstart, hvor ledelsesopgave, pædagogisk praksis og en revurderet didaktik skal bringes i spil ved at skabe et refleksionsrum for udvikling. En bredt funderet taskforce skal facilitere den nødvendig inerti for at øjnene gradvis åbnes overfor de samfundsperspektiver, hvor færdigheder ikke er nok, men hvor kreativitet og problemløsning gennem brug af bl.a. it er en kernekompetence. Den hyppigst kendte undskyldning jeg hører er at fravalg af it sker oftest sker ud fra erfaringer om, at det ikke virker eller at det ikke er tilgængeligt. Hovedopgaven for task-force gruppen bliver fokusering på strategier for øget tilgængelighed samt en ny didaktik rette mod digitale læreformer.
Selv om drift af skoler ubetinget er en offentlig opgave, så kunne de store aktører som Microsoft, Lego, Smart, Apple og Promethean for en enkelt gangs skyl yde en håndsrækning og dokumentere det sociale ansvar. Pengene kommer måske tilbage som et godt forrentet lån.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget