Den seneste tids konflikt mellem Restaurant Vejlegården og fagforeningen 3F er blevet den helt store sommerhistorie i de danske medier. Det er ikke første gang at en faglig konflikt har fået offentlighedens interesse, men det der adskiller denne sag fra andre tidligere, er at det er arbejdsgiveren der fremstår som den undertrykte. Flere har beskrevet sagen som den lille mands kamp mod fagforeningen, og sympatien er strømmet ind til restaurantejer Amin Skov. Billedet er altså vendt på hovedet, og fagforeningen bliver set som et østeuropæisk levn, der knægter den lille mands ret til at drive forretning. Eller rettere, som knægter retten til selv at vælge.

Men hvad har alt dette med skolen at gøre? Jo, sagen er relevant for en skole relateret blog, fordi den i mine øjne er udtryk for den samme logik, som også giver den danske folkeskole så mange problemer. Eller som i hvert fald giver anledning til at tænke over hvad det vil sige at have en folkeskole i 2012.

Restauratør Amin Skov kæmper for sin ret til selv at bestemme hvilken fagforening han vil skrive overenskomst med. Men allerede her burde de fleste stoppe op, og studse over det sagte. Siden hvornår har en arbejdsgiver kunnet vælge mellem faglige modstandere. Som om fagforeningerne er blade på hylden i en bladkiosk, som man så kan kigge lidt i, indtil man beslutter sig for hvad man vil købe. Det er en besynderlig præmis, da fagforeningerne jo strengt taget ikke er til for arbejdsgivernes skyld, men er skabt for at den enkelte lønmodtager ikke står alene imod en økonomisk stærkere magt. Men det at knægte det frie valg, er en vore dages store brødder, og selv om der er mange forskellige udlægninger af sagens kerne, synes det i det mindste at være klart, at kritikken mod 3F handler meget om, at det frie valg er blevet overløbet.

Hvordan er det relevant for skoleverdenen? Jo, det er det som sagt i og med at den samme logik gør sig gældende her. Hvis man ikke er tilfreds med de vilkår der bliver budt en, så vælger man bare et andet sted. Forældre vælger i stor stil folkeskolen fra, og sender i stedet ungerne på privatskole, hvor der er nogle bedre rammer for undervisningen, forstået som færre elever i klasserne, flere penge til IT osv. Skolen bliver set som en serviceudbyder, som man kan vælge til eller fra. Vi taler med fødderne, og selv indenfor områder hvor det tidligere ikke gav mening at snakke om valg, som f.eks. hvilken fagforening man vil være medlem af, bliver det nu den dominerende logik. Det er nemlig blevet helt almindeligt, at se fagforeningen som en serviceudbyder, hvor man vægter pris og service, præcis på samme måde som når man vælger hvor man vil klippes, eller hvilken internet-udbyder man vil have. For nylig bragte BT en guide til den bedste fagforening, med fokus på netop pris og service. Og markedslogikken synes at være almindeligt accepteret.1

Det er helt sikkert rigtig godt når vi taler om supermarkeder med for høje priser, og pizzariaer med sure smileys. Men er det også godt når vi taler om at vælge skole for sine børn? Det er i hvert fald forståeligt. Lige som det er forståeligt at Amin Skov hellere vil have en i hans øjne bedre overenskomst, og at folk gerne vil slippe billigere i kontingent. Men hvad sker der med folkeskolen, når folk behandler den på samme måde, som når man skal købe en ny bil eller fladskærm?

Folkeskolen er selv hoppet med på markedsliggørelsen. Opslag af karaktergennemsnit, så forældre kan se hvilke skoler der klarer opgaven bedst, giver bedst mening hvis man tænker det som en form for forbrugeroplysning, der kan bruges af forældre til at vælge den bedste skole for deres børn. Igen, det er der ikke noget som helst mærkeligt i. Hvem vil ikke give sine børn de bedste betingelser? Men det har nogle konsekvenser. Det ændrer hele den måde vi tænker skole på her i landet.

Folkeskolen er skabt i en tid, hvor man gik på den lokale skole, og hvis der var noget man var utilfreds med, så var der mulighed for indflydelse gennem skolebestyrelsen, pres på byrådet, læserbreve, forældremøder osv. Med andre ord, alle børnene gik det samme sted, og alle (i hvert fald alle forældre) har mulighed for at øve indflydelse på hvordan der undervises, hvilke værdier skolen bygger på, osv osv, alt sammen naturligvis inden for rammerne af lovgivningen, som er skabt af et flertal af politikere, valgt af et flertal af de stemmeberettigede danskere. Folkeskolen er altså en demokratisk institution, og således er det også med en fagforening. Her er der tale om en forening som man er medlem af, og som man kan få indflydelse på gennem de normale demokratiske kanaler; generalforsamlinger, medlemsmøder, indlæg i medlemsbladene osv. Hverken folkeskolen eller fagforeningerne er virksomheder. De har ingen kunder. De er ikke aktører på markedet (selvom de naturligvis er forbrugere, når de køber møbler, mælk til kaffen osv.).

Omvendt har man ikke mulighed for at sidde i bestyrelsen for private virksomheder, uden at skulle betale for det (undtaget herfra er de kooperative virksomheder - man kan faktisk komme i bestyrelsen for den lokale brugs, som man kan blive medlem af, og således få indflydelse den vej), og man har kort sagt, udover den lovgivning som virksomhederne selvfølgelig skal overholde, ikke mulighed for indflydelse på andre måder, end at vælge om man vil købe den vare eller serviceydelse de udbyder, eller ej. Og som sagt, så har disse to forskellige typer af organisationer eksisteret side om side i mange år, men nu er vi altså begyndt at behandle de demokratiske institutioner som private virksomheder.

Spørgsmålet er så hvad der sker med folkeskolen når vi gør det. Jeg mener at der er grund til bekymring. En af de store fordele ved folkeskolens struktur, har historisk set været at børn fra alle samfundets lag, har mødtes og gået i klasse sammen. Dette er under gevaldigt pres. De riges børn samler sig på privatskoler, som denne artikel er inde på: www.folkeskolen.dk/514394/rige-boern-samler-sig-paa-privatskoler. Vi bevæger os i stigende grad mod et skolevæsen, der er delt i A- og B-skoler, hvor de bedste skoler er uden for rækkevidde for familier med lavere indtægter. Således bliver det givetvis også med tiden mere attraktivt for lærere at undervise på privatskoler, hvorefter dominoeffekten ruller, og retten til gratis undervisning i Danmark, bliver til retten til gratis discountundervisning. Er det der vi gerne vil hen som land, eller er der brug for at vi genovervejer måden vi anskuer og engagererer os i skolen på?

http://www.bt.dk/privatoekonomi/guide-skal-du-skifte-fagforening

Læs flere indlæg på http://skolesnak.blogspot.dk/