Kære forældre. Vi har en god skole. Skovvangskolens elever kan noget, som skoleelever på mange andre skoler ikke kan. De er gode til at samarbejde, de er selvstændige, de er kreative, og de er glade for at gå i skole. Det kan jeg takke en lang række dygtige lærere for. Men der er også noget, vi ikke gør godt nok. Det har flere undersøgelser peget på: Skovvangskolens elever klarer sig ikke godt nok i kernefag som læsning, matematik og naturfag ... Hvis jeg skrev sådan, tror jeg, at især de resursestærke forældre ville finde en anden skole, og mine muligheder for at rekruttere og fastholde gode lærerkræfter ville være minimale. Ovenstående citat (hvor jeg har erstattet ordet folkeskolen med navnet på min skole) er hentet fra en pjece med titlen: »Hvad lærer dit barn?«, som undervisningsministeren sendte til alle forældre i august 2007.

Ulrik Wilbek siger: Det handler om tillid. Tillid fra mig til holdet. Tillid fra holdet til mig og tillid mellem spillerne. Hertil kan jeg tilføje, at det også handler om tillid til Ulrik Wilbek fra dem, der anbragte ham på lederposten. I pjecen er vejen til bedre kvalitet imidlertid en anden, her er kuren ikke tillid, men centralt bestemt evaluering i form af elevplaner og nationale test. Jeg opfatter, at der her er tale om en begrænsning af skoleledernes pædagogiske og personalemæssige råderum, og at der er tale om manglende tillid til, at skolelederne, skolebestyrelserne og kommunerne kan løfte opgaven.

På min skole tager vi på alle klassetrin tre-fire prøver i dansk og matematik. Vi evaluerer fire gange årligt ved elevsamtaler og skole-hjem-samtaler. Vi udarbejder elevplaner, og fra 7. klasse giver vi karakterer. Dertil kommer de nationale test (i det omfang, de fungerer). Der er terminsprøver, afgangsprøver og »prøveafgangsprøver«. Alt efter alderstrin, fag og emne arbejdes der med forskellige former for evaluering: logbøger, procesorienteret skrivning med videre. Det vigtigste er den daglige evaluering, hvor eleven får både faglige redskaber og selvtillid til at udvikle sig. I de sidste 30 år har begrebet evaluering udviklet sig i både form og omfang. Forældresamarbejdet er vokset tilsvarende.

I sidste uge havde jeg en samtale med en dreng fra 8. klasse, der havde opført sig rigtig dumt over for sin lærer. Da jeg spurgte ham: »Hvad handler det her om?« brød han sammen og fortalte mig, at han var ved at opgive skolen. Jeg blev overrasket. Ved den sidste klassekonference mente lærerne, at han var egnet til gymnasiet. Han sagde, at det var bedst at gå i skole i de små klasser. I 8. gik det hele ud på, at han skulle måles og leve op til forventningerne fra lærere og forældre. Han er ikke noget særtilfælde. For få år siden ramte eksamensfeberen både elever og lærere lige efter jul i 9. klasse, i dag stiger temperaturen desværre i starten af 8.

På min skole tænker vi, at udvikling kræver afvikling, og vi mener, at det er nødvendigt en gang imellem at »ryste posen«. Til næste skoleår vil vi gennem dialogmøder med elever, lærere og forældre forsøge at analysere behovet for evaluering og forældresamarbejde set fra de tre synsvinkler. Kan de lige nu mangelfulde nationale test erstatte vores interne prøveplan? Er skole-hjem-samtalerne forældede? I hvilket omfang skal vi satse på skriftlighed frem for den personlige kontakt mellem skole og hjem? Det er nogle af de spørgsmål, vi sætter til debat. De sidste 30 år har man valgt at dynge ovenpå uden at analysere konsekvenserne og dokumentere behovet, det må vi nødvendigvis handle på lokalt.

Vi ved, at vores plan kan væltes af endnu et par lyse ideer fra ministerens side, men stoler på, at han nu vil luge ud i bureaukrati og overflødig rapportering og se på, om folkeskolen drukner i irrelevante krav. For mig at se er det vigtigste imidlertid, at der igen vises tillid til, at kommunerne kan løse deres opgave, og at der vises tillid til skolelederne og skolebestyrelserne, så det ledelsesmæssige råderum igen bliver en realitet. Så tror jeg på guldmedaljerne.

»Da jeg spurgte ham: 'Hvad handler det her om?' brød han sammen og fortalte mig, at han var ved at opgive skolen ... Han sagde, at det var bedst at gå i skole i de små klasser. I 8. gik det hele ud på, at han skulle måles og leve op til forventningerne fra lærere og forældre«