Når virkeligheden forenkles, sover statsministeren bedre

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skyld og straf - »så kan du lære det, kan du!«

I afvigte uger er den del af statsministerens og de øvrige ministres og Dansk Folkepartis regeringsgrundlag, der lyder: »Vi skal finde og udpege de skyldige, og så skal de straffes«, blevet brugt flittigt. De mange brande og optøjer er børnenes egen skyld og deres forældres ansvar - og ligesom i inkvisitionstiden er løsningen straf, straf og atter straf. I tv for nylig gik Claus Hjort Frederiksen så vidt at give Nyrup-regeringen skylden. Og holdningerne smitter, så også andre end politikerne hellere markedsfører skyldspørgsmålet end det fremadrettede »hvad gør vi nu?« En forskningsantropolog fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole fandt også skyldige for de mange brande. Det var lærerne - de rettede på specielt indvandrerdrengenes sprog og fik dem derved til at føle sig mindreværdige. Derfor var det specielt skoler, der blev brændt af. Nogle andre mente, det var politiets skyld, og nogle mente, det var pressens skyld, eller sms'ernes skyld, altså en slags konkurrence børnene imellem om at være med til tiden og være på. Over det hele svævede det religiøst inspirerede skyld. Ensidigt, en årsag - en virkning. Virkeligheden blev enkel - »har I forstået budskabet, I ballademagere, slappe forældre og medløbende professionelle?«

Kunne det tænkes, at virkeligheden var mere kompleks end som så? At der var en sammenkædet mangfoldighed af årsager, nogle manifesteret over lang tid og nogle helt aktuelle? At vi skulle spørge børnene selv, deres venner, deres forældre, deres pædagoger og lærere - hele deres netværk? Vel at mærke om handlebehov her og nu og fremover - og ikke om skyld.

I stedet for at finde de skyldige skulle vi så ikke finde de professionelle og de metoder, der kan hjælpe her og nu, og politisk støtte de professionelle i at handle hurtigt og effektivt - foregribende nye uroligheder? Jesper Juul opfordrede i en blændende artikel i Information politikerne til »at påtage sig deres del af ansvaret« »og beklage det over for dem, der blev svigtet og fornedret«. Ja, hvad med om statsministeren beredte vejen for de professionelles arbejde ved at lægge ud med at erkende mange, mange års mobbende, nedgørende og mistillidsstyrede udsagn fra politisk side, ja måske ligefrem tog afstand fra udsagnene - også som de har lydt den seneste uge - og offentligt satte sin lid til dygtige skole- og institutionsledere, lærere og pædagoger, gadearbejdere, politi, SSP-folk (skole, socialforvaltning, politi) og til forældre og børnene selv. Så kunne alle de professionelle forholde børn og forældre konsekvens og krav og i et konstruktivt forpligtet samarbejde hjælpe de forældre og børn, som mangler forudsætningerne og resurserne til at klare problemerne selv.

I den sammenhæng skulle vi måske også lige stoppe op og vurdere, hvilken negativ effekt det har fået mere generelt for os alle, inklusive ovennævnte børn og unge, at regeringen over tid har indført objektive konkurrencemål med vindere og tabere som i sportens verden som grundlaget for mylderet af dokumentationskrav og evalueringer og prøver. Kunne det tænkes, at disse mål fremmer oplevelsen af at være sig selv nok? Stik imod ånden i vores demokratiske kultur, som den eksempelvis udtrykkes i folkeskoleloven, hvor kravet om undervisningsdifferentiering bygger på begrebet kooperative mål, differentierede mål, der gør det muligt, at alle eleverne kommer i mål. Det er jo folkekulturen, når den er bedst og mest demokratisk: at vi dannes til empati gennem samarbejde og hjælpsomhed - i tillid fra magthaverne til, at vi ikke kun vil os selv, men også den »socialt anden« det bedste.

Kunne det være, at statsministeren skulle sove dårligt?

Per Kjeldsen er cand.pæd.psych. og leder af Sophia

»I stedet for at finde de skyldige skulle vi så ikke finde de professionelle ..?«
Powered by Labrador CMS