Debat

En ske er også et graveredskab

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Bertel Haarder hævder fortsat, at de obligatoriske nationale test er et pædagogisk værktøj. Det sker i Folkeskolen nummer 5 som svar på min klumme »DLF mener« i nummer 4, hvor jeg beder ministeren kalde en skovl for en skovl og stå ved, at de nationale test fortrinsvis er et kontrolredskab til bestemmelse af elevernes niveau. Jeg vil fortsat hævde, at det at bruge de nationale test som pædagogisk værktøj svarer til at bruge en skovl til at spise dessert med - eller at bruge en ske som graveredskab.

Det bør hilses velkomment, at ministeren ønsker at bidrage til at gøre undervisningen bedre ved at lave værktøj til lærerne. Men det er ærgerligt, at ministeren ikke har givet sig tid til at studere, hvad der kræves af værktøjet.

Hvad kendetegner et rigtigt pædagogisk værktøj som en diagnostisk test?

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

- Den er åben og tilgængelig - også for elev og forældre - og kan danne baggrund for en dialog mellem lærer og elev/forældre. De nationale test er imidlertid hemmelige som følge af, at de skal bruges til rangordning af eleverne.

- Den tages, når det passer ind i undervisningen - for eksempel ved afslutningen af et undervisningsforløb, så lærerne kan se, om målene er nået for den enkelte elev. De nationale test falder på samme tid over hele landet, og indholdet i opgaverne er ikke nødvendigvis relateret til klassens arbejde i perioden.

- Den viser noget om årsagen til elevens eventuelle svaghed. De nationale test viser bare, om eleven kan eller ej.

Den lille del af værktøjet, som gør det anvendeligt som diagnostisk test, er dyrt betalt. Indtil videre har det kostet 80 millioner kroner - og med tidsforbruget i de nye afprøvninger kommer regningen meget højere op. Skulle vi ikke i stedet udvikle ordentlige værktøjer til lærerne? DLF deltager gerne i arbejdet.