Bogen pointerer først og fremmest, at det er den pædagogiske filosofis ansvar at formulere alternativer til den aktuelle instrumentalisering af uddannelserne. Alternativer, hvor undervisningen ønsker at "gå den anden i møde med åben hånd og åbent sind" frem for at søge kontrol i form af disciplinering og bedømmelse. Forfatteren fremhæver forskellighed som vilkår og mulighed i uddannelserne og argumenterer for demokrati, retfærdighed og ansvar for den absolutte anden som pædagogikkens fornemste opgaver.

Det skal dog siges, at bogen er en lærd sag i den pædagogisk-filosofiske tekstgenre, så den egner sig ikke til almen hyggelæsning, men den er fremragende som studielæsning til lærerseminarierne, de videregående uddannelser og lærernes efteruddannelser. Det varmer mig altid om hjertet, når pædagogiske bøger taler om respekt for stemmer, som ikke kan gøre sig fuldstændig hørte, og når der tales om retfærdighed og demokrati.

For hvor er det et godt pædagogisk udgangspunkt at stille spørgsmål til forskelligheden og andetheden i stedet for i fællesskabets og lighedernes navn at elimimere forskellene i falsk forståelse for, at vi alle i Danmark er så lige og ens. Vel er vi ej! Men vi opdager som undervisere ikke forskellighederne, hvis vi ikke tør se på de mennesker, som vi omgiver os med, og spørge dem, hvordan de opfatter tingene. Det gør vi alt for sjældent, og vi kan virkelig få os nogle overraskelser og forsinkede gaver ved at stille spørgsmål og lytte ind til forskellighederne.

Og endelig kan jeg så godt lide pædagogisk filosofi, når den - som den gør i denne bog - vender begreberne mod sig selv. For hvor demokratisk er egentlig demokratiet? Og hvor retfærdig er retfærdigheden? Jeg synes virkelig, at jeg er blevet så meget klogere af at læse denne bog, hvis pædagogiske og didaktiske teori kan betragtes som værende svargivende på, hvad der burde være undervisningens etos: at gå andre åbent i møde. For vi risikerer nemlig at forøve en dobbelt uretfærdighed mod det enkelte barn, den enkelte unge eller voksne, hvis vi udelukker dette individ fra dets væren som unik person.

Ideelt set bør skolernes mål ikke være at socialisere, men at tilstræbe retfærdighed ved kontinuerligt at tage ansvaret for den anden. Derfor lader jeg det stå som "udgangsbøn", at vi må huske at undervise ud fra en indsigt i forskellighed ved at spørge os selv, med hvilken ret vi underviser, og at være åbne over for usikkerhed og følsomhed over for den anden ved at turde stå frem som autentisk person.