Antologier er nogle svære nogen. Nogle gange oplever man som læser, at det samlende tema ikke samler nok. Antologier om professioner, professionshøjskoler og det særlige ved det at forsøge at være professionsrettet har det på forhånd rigtigt svært, for professionsbegrebet er i sig selv bredt og ganske uhåndterligt.

Professionshøjskolernes faktiske sammensætning af uddannelser er også svært begribelig. Fra sygeplejerske til folkeskolelærer, hvad er egentlig det fælles? I bogen "Professionsretning i praksis" bliver man straks klar over problemets omfang. Der mangler "samling". På trods af en glimrende indledende artikel, hvori hele baggrunden for professionsideen ridses op og problematiseres, får man ikke som læser lyst til at læse de artikler, som ikke lige handler om den uddannelse, man selv repræsenterer.

Der er i antologien kun én artikel, der specifikt omhandler læreruddannelsen, og den har indholdsmæssigt kun relevans for undervisere på læreruddannelsen. Folkeskolelærere kan intet hente her!

Her problematiseres selve ideen om den moderne læreruddannelses udformning, der afsluttes med bacheloropgaven: Bliver man en god lærer af at skrive en god bacheloropgave? Svaret ligger vist ligefor. Artiklen baserer sig på interview med tre ansatte undervisere på læreruddannelsen, så her er det iscenesættelsen og tolkningen, der er interessant. Der er oplæg til en interessant systematik: Skal læreruddannelsen pege hen imod de arbejdsvilkår, lærere faktisk har? Skal læreruddannelsen levere de lærerkompetencer, lærerprofessionen efterspørger? Skal læreruddannelsen først og fremmest legitimere de nye professionshøjskoler som vellykkede institutioner? Det er interessante spørgsmål.