Blog
0   397

Afviklingen af den nordiske skole 4 – Børnehaven

Abonner på nyt om Thomas Aastrup Rømer i dit personlige nyhedsbrev.


Ny Nordisk Skole har også drøftet vores børnehaver. Det skete på dialoggruppens møde d. 23. april. I referatet står der mest en masse stikord, som det er svært at gå ind i en nærmere diskussion af. Derimod er der andre centrale tekster om vores børnehaver, som netop er udkommet, og som medlemmerne af dialoggruppen er positive eller tavse vedrørende. Og vores børn- og ungeminister kan også godt lide de nye vinde har jeg indtryk af.

Blæsten kommer fra en task-force, som blev nedsat under den forrige regering, og som skulle komme med forslag til initiativer inden for dagtilbudsområdet (herefter mest: børnehaver). I spidsen af task-forcen sidder Niels Egelund, der i mange år har ført sig frem på skoleområdet. Tilgangen er altid, hvordan vi kan blive nr. dit og dat på en liste. Der findes simpelthen ikke højere ambitioner i den omegn, og jeg har endda gjort alt, hvad jeg kunne for at finde dem. I gruppen sider også Ole Henrik Hansen, der er ved at skrive ph.d-afhandling om vuggestuer, og som har været i aviserne med kritik af vuggestuernes kvalitet. En forsker der tør blande sig med nogle værdier – dejligt! Men også en forsker, som er under videnskabelig og derfor også værdimæssig indflydelse fra Stig Brostrøm, en af børnehaveforskningens grand old men herhjemme, og en af dem der i sin tid tilhørte den stærkt kommunistiske fraktion af børneforskningen, og som talte for en meget gennemgribende struktureret pædagogik (jeg er lige præcist gammel nok til at kunne huske det). Selvom Brostrøms har blødt noget op i retorikken, så bærer hans synspunkter stadig præg af 70’ernes pædagogik. Brostrøm er også knyttet fagligt tæt til en af den både nuværende og den tidligere regerings mønster-kommuner indenfor børnehaveområdet, nemlig Gladsaxe, som fremhæves igen og igen. Men man skal blot huske på, at Gladsaxe som konsekvens af denne inspiration er meget inspireret af kommunistiske sædvaner, med stærkt bureaukratiserede og ensrettende evaluerings- og læringsmodeller, så alt for meget planlægning og evaluering skal foregå på samme måde og på samme tid. Det er i det mindste mit indtryk. Og læringsmodellerne tager endvidere udgangspunkt i 1970'ernes forståelse af den russiske psykolog Vygotskys arbejder, en forståelse der er forladt af nyere læringsteori. Det er især fortolkninger af den såkaldte ”nærmeste udviklingszone”, der er anledning til bureaukratiseringen af børnehavepædagogikken, men det fører for vidt at komme ind på her. Det ved de nok ikke selv i Gladsaxe. De tror, at de forskningsbaserer deres kommunalpædagogik, men desværre bygger det hele på en gammeldags og smal forskning med begreber, distinktioner og kategorier fra dansk kommunismes fortolkninger af en sovjetisk læringsteori fra 1920’erne (Vygotsky har også været anledning til helt andre og langt mere spændende læringsteoretiske tiltag, fx den såkaldte situerede læring og den dialogbaserede didaktik, men disse tilgange er nærmest anti-bureaukratiske, og faktisk i langt bedre tråd med nordisk pædagogiske traditioner). På den måde er der en sælsom forbindelse mellem Hansen, Brostrøm, task-forcen, Egelund, kommunisme og neoliberale teknikker. Det er selvfølgelig lidt generaliseret, men alligevel: En forbindelse, der ikke just giver et myldrende og decentreret fagligt liv.

Hvad Task-forcens perspektiv er, kan man læse på første side i rapporten. Her finder man en graf med titlen: ”Afkast på investeringer i human kapital på forskellige alderstrin i dollars”. Så er den første linje 'lissom' lagt. Figur 2, få sider længere fremme, har titlen: ”Menneskehjernens udvikling – dannelse af synapser”. Så er den anden linje lagt. Økonomi og neuro-pædagogik. En totalt prædetermineret pædagogik. Det kniber derfor også med referencer til hele arsenalet af mere reformpædagogisk indstillede psykologer som f.eks. Dion Sommer, Karsten Tuft, Jens Kampmann mfl., hvoraf en del af dem er gået ind i debatten om Ole Henrik Hansens observationer i de københavnske vuggestuer. Og referencer til børnehavens filosofi og formål er naturligvis også helt fraværende (men det er den nu også fra det meste af den anden fløj med Tuft som undtagelsen). Men det falder også i god tråd med, at den eneste gang jeg har læst Egelund omtale en filosof, ville han nedtone indflydelsen fra den tyske pædagogiske filosof Fröbel (1782-1852), som han vist nok forbinder med en slags ”hippie-pædagogik”, hvilket naturligvis er en hjerteskærende simplifikation. Andre steder har han, altså Egelund, talt om, hvordan børnehaven primært bør forberede til skolelivet, og så er den ged, altså den filosofiske, jo rundbarberet, især når så ”skolelivet” handler om Pisa og benchmarking og den slags.

I task-forcens kommissorium, som ikke blev ændret under den nuværende minister, står det direkte:

”Det fremgår af regeringsgrundlaget ”Danmark 2020 – Viden, vækst, velstand og velfærd”, at Danmark skal være blandt de allerbedste lande at være barn og voksen i. Det betyder konkret, at Danmark skal være blandt de 10 rigeste lande og være kendetegnet ved innovation, høj uddannelsesgrad og en god konkurrenceevne. For at nå disse ambitioner er det væsentligt, at børn og unge i Danmark trives, har selvværd og er socialt og fagligt kompetente. Regeringen har ligeledes i folkeskoleudspillet slået fast, at det er vigtigt med en tidlig indsats for at sikre, at børn kan læse inden udgangen af anden klasse, og at danske børn i forhold til læsning, matematik og naturfag er i top fem målt ved PISA-undersøgelserne i 2020.”

Så det er ”fra konkurrenceevne og Pisa til børnehavepædagogik”. Denne underordning af hele foretagendet under konkurrencestatens tvivlsomme dannelsesregime var kronikredaktøren på Politiken, Christoffer Emil Bruun, hurtig til at fange, så han skrev et udmærket kritisk indlæg med titlen ”Børn bliver soldater i konkurrencesamfundet”, som ingen fra hverken task-force eller Ny Nordisk Skoles dialoggruppe, så vidt jeg ved, har syntes, det var relevant at kommentere.

Et tredje medlem af task-forcen er rektor for Professionshøjskole UCC, Laust Joen Jakobsen, som også er med i Ny Nordisk Skoles dialoggruppe. Pudsigt sammenfald. Et fjerde medlem af Kirsten Jørgensen fra KL. Det er til gengæld ikke pudsigt, fordi KL, med SF’eren Jane Findahl i cockpittet, arbejder for en helt særegen blanding af en nærmest kommunistisk ensliggørelse og neo-liberal konkurrencetænkning (hvor er de grundtvigianske SF’ere?). Det er også Findahls pædagogiske grundsyn, der dominerer i Odense Kommune, da Stina Willumsen (også SF) ville ”sætte hold”, så hun kun havde lærere, der arbejdede efter hendes skabelon. En af KL’s særlige favoritter er modellen i Århus. Her bliver alle dagtilbud bedt om at arbejde efter et såkaldt dialoghjul, der er et sandt inferno af kasser og flueben, i øvrigt også opbygget efter en helt rundtosset fortolkning af Vygotsky. Konsulenterne i Århus, som også holder kurser for alle pædagogerne, er selv tidligere ansatte i kommunen og er også gamle DKP’ere, så her hersker også den nærmeste udviklingszone tilsat lidt neuropædagogik. Man kan naturligvis også citere Løgstrup og tale om anerkendelse og forskellighed, men det foregår alt sammen inden for rammerne af altings harmonisering. Også lidt pudsigt.

Det hele kører efter en såkaldt ”udviklingsplan”, som embedsmændene i børn- og ungemagistraten i Århus har lavet, hvor der står, at alle medarbejdere skal arbejde efter et fælles læringssyn, og at pædagogerne skal føle loyalitet overfor den nye magistrat og dens visioner. Loyalitet overfor børn eller børnehaverne, eller overfor det, som er værdifuldt, tales der ikke om. Nej, man skal være loyal overfor en administrations tilfældige visioner, som desværre er et resultat er meget simpel læringstænkning. Jeg skrev også om det i JP-Århus, og Karsten Tuft, seminarielærer fra det nu hedengangne Jysk Pædagogseminarium, som nu hedder noget langt noget med VIA i midten, har skrevet om det i pædagogernes blad VERA og i Århus Pædagogernes eget blad. Han er en rigtig seminarielærer efter min opfattelse, og der er alt for få som han på pædagoguddannelsen.

Her er et par eksempler fra Udviklingsplanen:

»Kommunikationsstrategien skal sikre, at medarbejderne på de hundredvis af institutioner og i forvaltningens mange grene er og føler sig som en del af Børn og Unge«
»En vigtig del heraf består i, hvordan vi som ny, fusioneret organisation får skabt en ny, fælles kultur- og værdiforståelse med udgangspunkt i Udviklingsplan for Børn og Unges vision”
»Vi vil udvikle og implementere en fælles læringsforståelse i Børn og Unge som en forpligtende ramme for alle medarbejdere i arbejdet med børnene, de unge og deres forældre.«

En ”ny fælles kultur- og værdiforståelse med udgangspunkt i en magistrats udviklingsplan”! Og det er vel at mærke en yderst detaljeret ”fælles forståelse”. Det er en opskrift, med massevis af hjul, zoner og flueben inden for alle bekendtgørelsens område. Det er pædagogisk detailstyring i den helt store stil, og man beder samtidig forældrene arbejde efter samme maskineri. Det er vist i øvrigt den nye stil. Antorini mener også, at forældrene har pligt til at læse 20 minutter om dagen med deres børn, og at pædagogerne bør påtale det, hvis det ikke sker. Hvad med de familier, hvor barnet godt kunne trænge til at arbejde lidt med træ, f.eks. mine egne børn, skal de ikke også have en påtale? Eller er det ikke så godt for konkurrenceevnen som det med læsning? Eller hvad med alt muligt andet? Skal vi ikke have et statsligt center for forældrekompetencer, som alle har pligt til at tage kurser i?

En anden ting vedrørende Århus Kommunes model er, at den fremmer mundkurve. Loyalitetskravet er ikke overfor materien, men overfor magistraten, og det understreges overfor de ansatte, at de kun må udtale sig som privatpersoner. Møder man en pædagog, som kalder sig pædagog med ansættelsessted og det hele, kan man altså være sikker på, at det er en kommunal nikkedukke – og en pædagog uden egen mund, det har altså ikke noget med nordisk pædagogik at gøre. Der har været flere eksempler på sådanne mundkurve, og Rasmus Willig, professor i sociologi på RUC, har endda skrevet en hel bog ”umyndiggørelse” om Århus-pædagogernes sølle forfatning. Og da jeg engang skrev til forvaltningen i Århus for at høre til ansattes ytringsfrihed henviste man til et helt ubehjælpsomt skema på facebook!! Det hele er faktisk endnu værre end i Gladsaxe, hvor regimet i det mindste er pædagogisk og ikke rent administrativt på samme måde.

Nå, men denne model er, blandt andre lignende modeller (i Kolding har de f.eks. et ”kompetencehjul”), altså blandt mønstereksemplerne i KL, så mon ikke, at Kirsten Jørgensen fra KL har fremført lignende ideer i task-forcen. Ideer, som falder fint i tråd med den mærkelige blanding af neoliberalisme og neokommunisme, som pludselig har omringet vores stakkels børnehaver.

Endnu et eksempel på fremtidens børnepædagogik fandt jeg i Silkeborg Kommune. Her har man udviklet intet mindre end et ”MindSet” for inklusionsarbejdet. Altså en ”bevidsthedsmodel”, som alle ansatte på børneområdet SKAL arbejde efter. Her har vi samme irriterende kombination af en vissen Vygotsky (nærmeste udviklingszone) og neoliberal tvang. Hvad siger I til følgende formulering?:

”Vi er mange, der arbejder med børn, unge og familier i Silkeborg Kommune. Derfor er det vigtigt, at vi har en fælles forståelse af, hvordan vi arbejder, og hvad vi ønsker at understøtte. Det er baggrunden for, at du som ansat ved Silkeborg Kommune får udleveret dette MindSet. MindSettet er en bestemt måde at tænke på. Det er en konkretisering af Den sammenhængende Børne- og Ungepolitik og et vigtigt grundlag for vores arbejde med børn, unge og familier… Vi forventer, at alle ansatte, der arbejder med børn, unge og familier i Silkeborg Kommune, vil tage MindSettet til sig og arbejde efter de teorier, der ligger bag”

Minder det ikke om Århus’ ”fælles læringssyn”? Og så det der med at man SKAL arbejde efter bestemte teorier? Hvilke teorier er det så? Det er psykologens Jan Tønnesvangs. Ikke et ondt ord herom, men alligevel… Tænk at blive ophøjet til kommunal guru på den måde. Tænk at være pædagog eller lærer og være tvunget til at arbejde med en BevidsthedsModel, som nogle bureaukrater har bestemt ud fra én teori. Er der ikke andre syn på inklusion og pædagogik? Jo tænk, det er der. Måske 100. Men det skal åbenbart være Tønnesvangs version. Der er også et par andre bøger, men de er virkelig fra de nedre lag på kvalitetsstigen. ”En BevidsthedsModel”! Er det totalitært? Jeg synes det, og jeg håber Tønnesvang vil frasige sig denne brug af hans arbejde.

Jeg kunne blive ved og ved. Børnehavepædagogikken er i disse år underlagt virkelig mekaniske modeller. Om få år er de nok alle omsat til digitale systemer, så man med få klik kan afgøre kvaliteten af forskellige børnehavers arbejde. Man vil kunne sammenligne dem og hurtigt kunne se, om børnehave Tusindfryd scorer 5.1 på sociale kompetencer (som de defineres af dialoghjulet), og hvis børnehave Gnisten så kun scorer 4,7, så må den hellere tage sig sammen. Man vil også kunne uddele lønbonus til de børnehaver og pædagoger, som scorer godt og alt muligt andet.

Måske er der nogen driftige pædagoger og borgere, som begynder at oprette frie børnehaver? Det må man da håbe. Pædagoguddannelsen kan vi i al fald roligt forkorte til et 3 måneders kursus med modultitler som ”MindSet” og ”dialoghjul”, samt måske et par eftermiddage om konkurrencestat og skoleforberedelse. (I Gladsaxe skal de i det mindste også lære om struktureret pædagogik, men så heller ikke mere, og de skal ikke gå og finde på alt muligt, der ikke passer med kommunens model) Så er alle munde lukket og børnehavens forankring i den folkelige og filosofiske tradition er afviklet. Og dermed er også det ”nordiske” helt væk som andet end en betegnelse for en geografisk grænse. Men på den anden side: Hvad skal vi med grænser? Hvorfor ikke brande ”dialoghjulmetoden” eller ”MindSet-metoden”? Så kan man sælge den til andre lande, ansætte konsulenter der arbejder på hotlines, og lidt evidens for metodens effektivitet kan man nok også producere, om ikke andet så på eget ”forskningcenter”, som passende kunne hedde MindSet-universitetet. Og hvem ved: Måske kunne hele verden få samme ”MindSet”. Et fælles læringssyn for hele verden? Styret fra Silkeborg og Århus Kommune? Og det hele kan udøves og forvaltes i cyper-space. Så behøver vi slet ikke at tale om det nordiske mere. Slet ikke. Er det for karikeret? Måske, men ikke meget tror jeg. Og eftersom ingen protesteret, og fordi alt passer så fint sammen, så må man gå ud fra, at hele det grundsyn på børnehavepædagogik, som jeg har beskrevet, deles af folkene omkring Ny Nordisk Skole.


Referencer:

Referat fra Ny Nordisk Skoles dialoggruppes møde om børnehaver:
http://www.nynordiskskole.dk/~/Ny-Nordisk-Skole/Content/News/2012/Apr/120420-Forandringsrejse-paa-dagtilbudsomraadet

Indlæg i Politiken om task-forcens arbejde af Christoffer Emil Bruun:
http://politiken.dk/debat/profiler/christofferemil/ECE1632446/boern-bliver-soldater-i-konkurrencesamfundet/

Et hæfte om DAP-pædagogikken i Gladsaxe, som er inspireret af Stig Brostrøms, og hvor kommunens konsulenter arbejder herefter.
http://www.kl.dk/PageFiles/524961/Praksish%C3%A6lfte.pdf


Indlæg i JP-Århus af Thomas Aastrup Rømer
http://jp.dk/aarhus/meninger/article2472914.ece?page=1


Udviklingsplan i Århus Kommune:
http://www.aarhus.dk/~/media/Dokumenter/MBU/Kommunikation/Organisation/Job/Udviklingsplan-bu.ashx


Fælles lærings- og udviklingsforståelse i Århus Kommune:
http://pub.uvm.dk/2009/skolestart/pdf/kommunal/Aakom.pdf

Eksempel på dialoghjul (der er mange flere for både andre alderstrin og for forældre):
http://www.aarhus.dk/~/media/Dokumenter/MBU/VI/Foraeldresamarbejde/SUS/Personalets-arbejdshaefte-om-boern-paa-vej-mod-boernehave.ashx

Mere om Århus Kommunes hjul:
http://kl.dk/Aktuelle-temaer/kvalitetsportalen/Faglige-kvalitetsoplysninger-om-dagtilbud/Redskaber-pa-dagtilbudsomradet/Laringshjul-til-dialog-og-vurdering-af-borns-kompetancer/

Silkeborg Kommunes Mindset:
http://www.silkeborgkommune.dk/files/Silkeborg/Skole%20og%20uddannelse/Specialp%C3%A6dagogisk%20bistand%20PPR/3018_MINDSET_web.pdf

Jane Findahl (SF), formand for børne- og kulturudvalget i KL, om det fælles børnesyn:
http://www.kl.dk/Born-og-unge/Tale-id96319/?n=0

To kronikker i Information af en række danske børnehaveforskere, som ikke er repræsenteret i regeringens taskforce eller Ny Nordisk Skole (og hvoraf flere læser Vygotsky meget mere nuanceret end i de ovenfor nævnte dokumenter):
http://www.information.dk/278010
http://www.information.dk/300568

Tuft, Karsten (2009). ”Brugernes indflydelse på det daglige liv”, VERA, nr. 49. (Århus Kommunes ”udviklingsplan” diskuteres kritisk i artiklens slutning).

Et essay om Fröbels pædagogik af Thomas Aastrup Rømer:
http://paednet.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=92:nyhedsbrev-33-juni-2011&catid=38:nyhedsbrev&Itemid=60

Willig, Rasmus (2009). ”Umyndiggørelse”, Hans Reitzels Forlag.

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ