Problemet er jo bare, at der kun er behov for en vis mængde varer til denne klodes mennesker. Når globaliseringen så gennem liberaliseringen af verdenshandlen m.m. nu er lykkes med at få alle mennesker på globen til at lade sig styre af behovet for kapital, dvs. til at konkurrere om at have jobs og helst arbejde i de virksomheder, der kan udvikle teknologi m.m. til at lave de varer, der bedst kan dække menneskers forskellige behov, så fører det naturligvis (kulturelt logisk) til det aktuelle forhold, at et stadigt mindre antal hænder kan lave alle de nødvendige varer, imens stadigt flere hænder bliver overflødige.

Forholdene fører aktuelt til stigende arbejdsløshed i EU, som har stigende underskud i forhold til den øvrige verden. Krisen presser så kommunerne (der er presset økonomisk af færre skatteindtægter og Statens krav om ikke at kræve mere ind i skat fra borgerne) til at skære ned på udgifterne og mange lærere bliver pludseligt overflødige.

Svaret (på EU-niveau) burde i stedet være protektionisme (at forsvare EUs egne varemarkeder mod konkurrenternes, f.eks. Asiens billige arbejdskraft og varer). Og svaret fra fagforeningerne burde ikke være, at så må vi bare arbejde på dagpenge. I stedet burde svaret være en solidaritet (igen på EU-niveau), der stiller krav om at EU-systemet griber ind overfor den stigende konkurrence, som gør mennesker overflødige, både på det private og det offentlige arbejdsmarked. Alternativt er det bankerne og kapitalen der vil styre, dvs. uden at fagforeninger og dermed lønmodtagerne har nogen reel indflydelse. Fagforeningerne må så bare følge konjunkturerne og gøre som Bondo, dvs. foreslå det, at de ledige bliver lønslaver for ikke at gå helt i hundene.

Men det er, at skyde sig selv i foden. For alle vil sidde og vente med at føre deres evt. gode idéer ud i livet, indtil konjunkturer jo en dag skulle vende, så de kan få en ordentlig løn for at bruge deres idéer og hjerner mere optimalt. Men måske bliver det en alt for lang og evig venten!. For når alle venter, og ikke bruger deres hoveder optimalt, som folk har større tendens til at gøre, hvis de bliver betalt for det, så kommer opsvinget ikke til Europa.

Der er i ovenstående økonomiske betragtninger omkring EU's underskud jo netop set lidt bort fra det forhold, at der jo konstant (op-) findes nye varer, som på nye måder skal dække de forskellige menneskers behov på hele globen. Der skal være flere mennesker, der fører deres idéer ud i livet for at fjerne krisen. Måske kunne det derfor være en del af redningen for underskuddet i EU, hvis Danmark og de øvrige lande blev bedre til at udvikle menneskers kreativitet og ikke mindst personlige egenskaber og mod til at føre innovative idéer ud i livet. Der er behov for at flere (EU-) borgere bliver deltagere i den globale konkurrence om at finde på de rette varer, der kan konkurrere, især med Asien, der i stigende grad selv er begyndt at udvikle mere kreative og innovative mennesker.
Det gøres ikke uden, at grundskolens alt for store fokus på høj faglighed set i forhold til et alt for lavt fokus på det kreative indhold i opgaveløsninger (måske især ved eksamen) ændres, f.eks. ved at indføre en bedømmelse af elevens kreativitet og opfindsomhed ved eksamen (og dermed også i de daglige opgaver op til eksamenstiden). Det var klart en fejl at fjerne 13-tallet. Derudover burde skolen fokusere noget mere på det, at eleverne udvikler selvtillid og selvværd nok til at turde føre deres idéer ud i erhvervslivet, dvs. bliver reelt innovative. Det er personlige egenskaber, der ikke let udvikles senere, hvis de ikke er udviklet i barndommen eller ungdommen.