Debat

Brug potentialet – nu

Arbejdstid.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På en række medlemsmøder med deltagere fra Tønder, Fredensborg, Næstved, Skanderborg og mange andre steder har jeg oplevet, at DLF's medlemmer har store ambitioner på deres fags vegne, hvad enten det drejer sig om undervisningen i folkeskolen, på social- og sundhedsskolerne, i voksenspecialundervisningen, Ungdommens Uddannelsescentre eller andre undervisningsformer. Lærernes ambitioner betyder, at de er parate til at tage ansvaret for elevernes undervisning. Det er bestemt ikke en selvfølge. Fra andre dele af verden modtager vi beretninger om, at lærerne mere eller mindre har kastet håndklædet i ringen. I England har et forskningsprojekt dokumenteret, at undervisningens kvalitet lider under, at undervisningen i alt for høj grad er styret af centrale bestemmelser med det nationale testprogram som det dominerende problem.

Forskernes største bekymring er imidlertid, at en stigende del af lærerne ikke længere vil af med de centrale bestemmelser. »Det er meget nemmere at få at vide, hvad man skal gøre«, er den holdning, der øjensynligt breder sig blandt de engelske lærere. Lærernes egne ambitioner med elevernes undervisning og lærernes professionelle ansvar er på kraftig retur.

Den situation er vi bestemt ikke i her i Danmark. Det har jeg et klart indtryk af fra de mange medlemsarrangementer, som jeg har deltaget i i det sidste halve år. Vi skal imidlertid være opmærksomme på, at på trods af en solid dansk uddannelsestradition kan holdningen også ændre sig her i landet. En række centrale forordninger for skolen kombineret med frustrationer over, at det bliver stadig vanskeligere at kunne leve op til egne høje ambitioner, kan medføre et holdningsskift, som det vi har oplevet i England. Det vil være en katastrofe for hele det danske uddannelsessystem.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Dette forhold bør have langt større opmærksomhed, når vi drøfter kvalitet i undervisningen. Afprofessionaliseringen af lærerne er endvidere uden tvivl en stærkt medvirkende årsag til det stadig faldende ansøgertal til læreruddannelsen.

Vi skal i langt højere grad have fokus på lærerens muligheder for at lave god undervisning - lærerens muligheder for at leve op til egne høje ambitioner. Det betyder samtidig, at effektivitetsoptimering, kontrol og dokumentation ikke er mål i sig selv, men skal vurderes i forhold til det overordnede mål: At skabe gode rammer for undervisningen.

Det er netop med dette fokus, at vi er gået ind i forhandlingerne med KL om en ny arbejdstidsaftale. Det er det fokus, politikerne må have, når de skal revurdere bestemmelserne om test og elevplaner med mere. Det er herudfra, at vi skal drøfte lærer- og lederrollen på vores skoler og uddannelsesinstitutioner.

Vi har et fantastisk potentiale i engagerede og ansvarsfulde lærere - det er nu, vi skal bruge det.

»Det vil være en katastrofe for hele det danske uddannelsessystem«