I den store sal på hotel Grand Park i Korsør myldrer deltagerne ind. Knap 300 tillidsrepræsentanter finder plads i lokalet

Stor tilslutning til tillidsrepræsentantmøder

Der har været overvældende interesse for fem møder om overenskomstforhandlingerne, som DLF de sidste par uger har afholdt for tillidsrepræsentanterne

Publiceret Senest opdateret
Tillidsrepræsentanten er en nøgleperson i forhold til den interne kommunikation i foreningen, mener DLF’s formand Anders Bondo Christensen

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

1.700 tillidsrepræsentanter og kredsstyrelsesmedlemmer er de sidste par uger valfartet til regionale orienteringsmøder om de igangværende overenskomstforhandlinger. I forrige uge var det Region Sjællands tur.

I den store sal på hotel Grand Park i Korsør myldrer deltagerne ind. Knap 300 finder plads i lokalet.

»Det er et helt fantastisk fremmøde og udtryk for et helt utroligt engagement«, siger DLF's næstformand Stig Andersen, som har været med alle fem steder. På landsplan er der omkring 1.800 tillidsrepræsentanter. Møderne er en god platform til at få orienteret direkte om den helt konkrete forhandlingssituation.

»Det er en styrke i forhold til de krav, vi stiller, og en styrke i forhold til at de tillidsvalgte kan orientere medlemmerne. Det er også godt, at tillidsrepræsentanterne kan stille spørgsmål, så vi får mulighed for en dialog, og så vi får nogle meldinger med tilbage«, siger Stig Andersen.

Også DLF's formand lægger vægt på tillidsrepræsentanternes nøglerolle.

»Overenskomst er kompliceret stof - det synes jeg i hvert fald. Mange medlemmer er optaget af lærerarbejdet og forventer helt naturligt, at de har valgt andre til at tage sig af overenskomsterne. Derfor er tillidsrepræsentanten en nøgleperson i forhold til den interne kommunikation i foreningen«, siger Anders Bondo Christensen.

Han slår fast, at han går målrettet efter et resultat, som medlemmerne vil stemme ja til.

Foreløbig har parterne indgået to delforlig om blandt andet seniorordninger, kompetenceudvikling og barselsregler. De afgørende forhandlinger om blandt andet løn skal efter planen afsluttes den 15. februar.

»Der har aldrig før været så meget opmærksomhed omkring overenskomstforløbet«, siger Anders Bondo.

Utidig politisk indblanding

Han mener, at politikerne på Christiansborg har blandet sig på en meget uhensigtsmæssig måde.

»Tag trepartsaftalen som et eksempel. Der blev talt om både millioner og milliarder. Forventningerne blev skruet meget højt op. Nu hvor vi skal udmønte dem i overenskomstforhandlingerne, viser det sig - som vi advarede om - at der er meget få midler per ansat. Midlerne til kompetenceudvikling svarer eksempelvis lidt populært sagt til et udvidet tilskud til julefrokosten«, siger Anders Bondo.

Også de milliarder, som politikerne sagde, at de kommunalt ansatte skulle have som et ekstra løntilskud, mener Anders Bondo er en farce.

»Det var min oplevelse, at overvejelserne om, hvordan midlerne kunne styrke den offentlige sektor, var i fuld gang, men så kom der nogen og 'løste' problemet«, siger han og hentyder til, at det lykkedes finansminister Lars Løkke Rasmussen at få flertal til at fremrykke 1,7 milliarder kroner, som de offentligt ansatte under alle omstændigheder skulle have udbetalt senere i overenskomstperioden som følge af den såkaldte reguleringsordning, der sikrer, at offentlige lønninger følger de private.

»Pengene udbetales noget før, men når vi er færdige, har vi fået nøjagtigt det samme. Det er endnu et eksempel på, at politikerne forvrænger de forhandlinger, vi sidder i«, mener Anders Bondo.

Også udsættelsen af finansloven sætter pres på forhandlingerne.

»Den vedtages måske først til april. Det skaber tomrum i forhandlingerne, for de penge, vi sidder og forhandler om, er der faktisk ikke endnu«.

Går efter et forlig

Anders Bondo takker tillidsrepræsentanterne for deres engagement i overenskomstforløbet:

»Vi oplever en høj grad af forståelse i medlemsgruppen for vores vurderinger i forhold til overenskomstforhandlingerne, og det kan vi takke jer for«, siger Anders Bondo.

Han tror, der er mulighed for at indgå et forlig med arbejdsgiverne, fordi både arbejdsgiverne og de ansatte står over for store udfordringer.

»Rekrutteringsproblemet i den offentlige sektor er stort, men på vores område er det specielt stort. Vi kan hente læger i Indien og sygeplejersker i Polen, men man kan kun rekruttere lærere blandt unge mennesker i Danmark. Det er måske provokerende at sige, men det er jo realiteten«.

Der er mange knaster i forhandlingerne, men Anders Bondo er optimistisk.

»Lige nu står vi i en situation, hvor ingen døre er lukkede - og et hav af muligheder er åbne«.

mbt@dlf.org

Følg OK08 på www.folkeskolen.dk

Følg overenskomstforhandlingerne på www.folkeskolen.dk - du kan tilmelde dig nyhedsbreve - interesseområdet Løn og arbejdstid.

Brev til KL

Tillidsrepræsentanterne for lærerne i Region Sjælland har på et møde drøftet status for overenskomstforhandlingerne.

Manglen på uddannede lærere er et stigende problem i en række kommuner. Vi forventer derfor, at overenskomstforhandlingerne fører til et resultat, som kan fremme fastholdelse og rekruttering af lærere i folkeskolen.

Vigtige elementer i et sådant resultat er en væsentlig lønforhøjelse og en arbejdstidsaftale, der bygger på tillid til lærernes professionalisme og giver dem råderum til at udføre opgaverne.