Debat

NØD DU STORE BEDEDAG? Det kan blive sidste gang!

Hvis fagbevægelsens top lykkes med deres planer for trepartsforhandlinger, afskaffes Store Bededag som prisen for reformønsker. Også betalt frokostpause kan blive ofret og der kan blive tale om arbejdstidsforhøjelse. Det handler om vigtige reformer af uddannelse og aktivering, men det er og bliver problematisk, at fagbevægelsens historiske erobring af nedsat arbejdstid bliver en udsalgsvare, der af fagtoppen byttes for politisk indflydelse. Lønmodtagerne har jo allerede betalt underskuddet i flere omgange. Og hvis lønmodtagerne fremover ikke bare skal betale til velfærden over skatten, men herudover købe sig til forbedringer gennem forringelser af overenskomster og arbejdsvilkår, hvor ender vi så? Sidst, men måske vigtigst: Hvor er jobbene til det øgede arbejdsudbud? Uden øget efterspørgsel efter arbejdskraft bliver øget arbejdsudbud bare til øget arbejdsløshed. Afskaffes fx betalt frokostpause for offentlige ansatte svarer det til en forøgelse af arbejdsudbuddet med op til 45.000 stillinger. I den offentlig sektor med smalvækst og årlige besparelser betyder det blot at 45.000 flere skal fyres.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

1. Lønmodtagerne skal selv betale for reformer.

Regering, fagbevægelse og arbejdsgiverorganisationer varmer op til trepartsdrøftelser. Drøftelserne handler på en måde om ”Fair Løsning” planen (minus skatteforhøjelser) fra før folketingsvalget, som imidlertid kun endte som en kort passus i regeringsgrundlaget om trepartsforhandlinger. Der er imidlertid næppe tvivl om, at LO toppen vil prøve at få en række af reformønsker fra ”Fair Løsning” realiseret gennem trepartsforhandlingerne: Nyt værdigrundlag for beskæftigelsespolitikken, aktiveringssystemet, beskæftigelsessystemet, dagpengesystemet, uddannelse, styrkelse af ”den danske model”.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

For regeringen er målet med trepartsaftalen primært at øge arbejdsudbuddet svarende til ca. 20.000 personer frem mod 2020. Det skal angiveligt betyde færre udgifter til overførsler og flere skatteindtægter, så de offentlige finanser forbedres med ca. 4 mia. kr. om året. Disse midler vil blive reserveret til arbejdsmarkeds – og uddannelsesinitiativer i bredeste forstand. Yderligere reformer, kræver yderligere arbejdstidsforhøjelser. Fagbevægelsen skal altså selv betale, hvis den vil have gennemført forbedringer gennem trepartsaftalen. Hunden skal så at sige ”fordres med sin egen hale.” Selv om

Det må klart vurdereres, at der VIL blive indgået en trepartsaftale, da både regering og fagbevægelse har for meget politisk kapital bundet op til ikke at gennemføre. Det må forventes, at der ikke bliver tale om en stor og samlet aftale, men snarere om et længere forhandlingsforløb med en rammeaftale og en række delaftaler. Først indgås en rammeaftale, der udstikker kursen for, hvor de 4 milliarder skaffes og arbejdsudbuddet øget med 20.000 personer.

Herefter indgås delaftaler om reformønsker fra fagbevægelsen. Følgende delaftaler kan tænkes: Aftale om øget udbud af arbejdskraft og forhøjet arbejdstid, aftale om uddannelsesreform, ‘”dobbelt løft; aftale om styring af beskæftigelsesindsatsen; aftale om reformering af aktiveringsindsatsen; aftale om reform af dagpengesystemet; aftale om samspil mellem a-kasser og jobcentre, aftale om støtte til ”dansk model”. Til disse vil fagbevægelsen blive afkrævet supplerende finansiering i form af endnu mere ”øget arbejdstid/øget arbejdsudbud”.

2. Hellig – og feriedage, frokostpause mm. I farezonen.

For at skaffe de indledende 4 mia. kr forekommer det meget sandsynligt, at regeringen først og fremmest vil foreslå en eller flere helligdage sløjfet. Bl.a. har Store Bededag, 2. påskedag og 2. pinsedag været nævnt. Dette hænger sammen med, at spørgsmålet om fastsættelse af helligdage er et lovgivningsanliggende og dermed kan regeringen selv ændre det, uden at lønmodtagerne selv skal spørges. Og i det tilfælde, hvor lønmodtagerne er månedslønnede vil det tilmed være uden yderligere lønudgift for arbejdsgiverne. Ifølge udbudsøkonomiske beregninger vil afskaffelse af 3 helligdage eller feriedage svare til op til ekstra 25.000 flere hænder på arbejdsmarkedet, hvilket udbudsøkonomisk omregnes til en forbedring af de offentlige finanser på ca. 4 -5 mia. kr.

En række af reformønskerne fra fagbevægelsen. navnlig vedr. uddannelse, vil imidlertid koste betydeligt mere – i alt op til 10 – 12 mia. kr svarende til at arbejdsudbuddet skal øges med 50 – 60.000 personer. Her ville ifølge udbudsøkonomiske beregninger afskaffelse af offentligt ansattes betalte frokostpause skæppe mere i kassen. Med 835.000 offentlige ansatte ville det øge arbejdsstyrken med op mod 60.000 personer og ifølge den udbudsøkonomiske regnemaskine give en effekt på 11 til 12 mia. kr. Og vedr. at sætte arbejdstiden op generelt, så er der jo det berømte forslag herom fra ”Fair Løsning”, som var beregnet til at give + 70.000 flere i arbejdsstyrken, hvilket i den udbudsøkonomiske regnemaskine skulle give 15 mia. kr. En kombination heraf kan tænkes.

Det må anerkendes, at trepartsforhandlingerne kan være med til at afhjælpe den ”reformtørke” i regeringspolitik, som hidtil i betydelig udstrækning har været gældende, når vi tager ordet ”reform” for pålydende = forbedring. Og hvis det lykkes at lande resultater vedr. bedre uddannelse, bedre dagpenge og aktivering og bedre tilslutning vil det selvsagt også være en styrkelse af fagbevægelsen. Og det må først og fremmest anerkendes, at hvis det lykkes gennem trepartsforhandlingerne at lande de af fagbevægelsen ønskede reformer vil der være tale om vigtige forbedringer.

Det gælder navnlig uddannelsesområdet. Der er der ingen tvivl om væsentligheden i både at sikre bedre uddannelse for unge, for ledige og for beskæftigede. Af hensyn til fremtiden som service og videnssamfund har Danmark brug for et uddannelsesmæssigt løft. Og det vil fx også være en betydelig styrkelse af fagbevægelsens bestræbelser på at fastholde medlemsopbakningen, hvis det fulde skattefradrag for faglige kontingenter genindføres.

3. Historisk erobring bliver handelsobjekt.

Men der er imidlertid også en række betydelige problemer i den forventede kommende trepartsaftale. Regningen for krise og statsunderskuddet er allerede blevet placeret hos lønmodtagerne og ikke hos arbejdsgivere og velhavere. Lønmodtagerne har tilmed i flere omgange betalt gennem nulløsningsoverenskomster, dagpenge og efterlønsforringelser. Trepartsforhandlingerne lægger op til at de skal betale igen. Det er og bliver problematisk, at fagbevægelsens historiske erobring af nedsat arbejdstid bliver en metervare, der af fagtoppen byttes mod politisk indflydelse og et politisk program.

Et andet stort problem er, at LO s strategi med at lønmodtagerne skal købe sig til velfærden peger frem mod et mere betalingsbaseret velfærdssystem og dermed undergraver den universelle velfærdsmodel. Og hvis lønmodtagerne fremover ikke bare skal betale til velfærden over skatten, men herudover købe sig til forbedringer gennem forringelser af overenskomster og arbejdsvilkår, hvor ender vi så?

Sidste og afgørende problem i forbindelse med trepartsforhandlingerne er imidlertid, at regeringen baserer sig på en fiktiv udbudsøkonomi uden virkelighedsforbindelse. Regeringen forudsætter, at øget arbejdsudbud i løbet af kortere tid vil blive omsat i tilsvarende øget beskæftigelse. Men det bliver det kun tilfældet, hvis det øgede arbejdsudbud modsvares af en tilsvarende konkret øget EFTERSPØRGSEL efter arbejdskraft.

Her satser regeringen gennem dagpenge - og tilbagetrækningsreformer samt andre reformer (førtidspension, fleksjob, kontanthjælp og skattereform) på at øge arbejdsudbuddet frem til 2020 med i alt 115.000 personer. Lægges hertil trepartsforhandlingernes grundpakke på 20.000 er der således tale om en forøgelse af arbejdsudbuddet med i alt 135.000 personer. Gennemføres en ”bredere trepartsaftale” med forøgelse af arbejdsudbuddet med 70.000 personer som ”pris”, vil den samlede forøgelse af arbejdsudbuddet således være på omkring 200.000 personer. Og så skulle vi jo gerne have nedbragt den i forvejen høje bruttoledighed, til fx 100 – 120.000. Hvilket altså vil kræve yderligere 50.000 jobs. Som der altså skal skabes jobs til, de kommer som sagt ikke af sig selv. Samlet står regeringen altså overfor den opgave at skabe op mod 250.000 jobs frem til 2020.

Men hvis der ikke skabes jobs i et markant omfang, kan den massive forøgelse af arbejdsudbuddet kun resultere i en ting, en massiv forøgelse af arbejdsløsheden frem til 2020. Og så er det igen arbejdstagerne, der kommer til at betale regningen for krisen. Afskaffes fx betalt frokostpause for offentlige ansatte svarer det til en forøgelse af arbejdsudbuddet med op til 45.000 stillinger. I den offentlig sektor med smalvækst og årlige besparelser betyder det blot at 45.000 flere skal fyres.


Henrik Herløv Lund, uafhængig økonom og velfærdssagkyndig - cand. scient. adm.
Ikke - partitilknyttet medlem af Centrum – Venstre
Kendt fra den tidligere "Alternative Velfærdskommission"

HENVISNING:
Denne kronik bygger på rapporten: ”Godt og mindre godt i FORVENTET TREPARTSAFTALE” (115 S. inkl. dokumentation).
Rapporten kan downloades på www.henrikherloevlund.dk/artikler/Trepartsforhandlinger-rapport.pdf

Vederlagsfrit abonnement på nyhedsbrevene "KRITISKE ANALYSER" (om velfærd, økonomi og neoliberalisme) og "KRITISKE DISKUSSIONER" (om regering, politik og ikke borgerligt alternativ) kan tegnes ved at maile til herloevlund@mail.dk

Alle rapporter og artikler kan downloades på www.henrikherloevlund.dk under "Artikler og rapporter"

Powered by Labrador CMS