Blog
1   808

Et spørgsmål om magt: Død over uddannelseskulturen!

Abonner på nyt om Brian Degn Mårtensson i dit personlige nyhedsbrev.


Om forbedring af læreruddannelsen.



Vi har i den seneste tid set Morten Østergaard og Christine Antorini på smukkeste Neville Chamberlain-vis vifte med papirer omhandlende en ny ordning for læreruddannelsen, der skal bringe ”fred i vor (uddannelsespolitiske) tid”. Efter sigende skulle målet være en forbedring. Men hvordan kan det være tilfældet? Den aktuelle læreruddannelse har naturligvis mange mangler, idet den stadig er under implementering, og helt sikkert også har mange indbyggede fejl. Men hvordan undgår vi en gentagelse af denne situation?

Denne skribent er enten ubegavet eller tunghør, for det er for mig meget svært at se, hvordan den i udspillet påståede forbedring af læreruddannelsen kan begrundes. Første hold fra den nuværende ordning er netop ved at finde fodfæste i grundskoler rundt omkring i kongeriget, så det kan næppe være dårlige erfaringer med disse nye lærere, der er grundlaget for forbedringsbestræbelserne. Undervisere, studieadministratorer og andre med tilknytning til læreruddannelsen er så småt ved at finde deres ben i en stadig ny uddannelsesstruktur, og skal nu til at forholde sig til en endnu nyere. For de studerende betyder det, at de – som alle andre studerende de sidste par årtier – skal studere i en atmosfære af uvished og kaos. Ministerielt kaldes dette uddannelsespolitiske fænomen innovation og nytænkning. I moderne kommunikationsstrategier er modstandere af bestemte, normative løsninger, også modstandere af disse begreber.

I min egenskab af bagstræberisk, surmulende og forandringsangst dogmatiker må jeg påpege, at alle fine intentioner om forhøjet fagligt udbytte først kan realiseres, når den nye ordning er implementeret og afprøvet over en årrække. Det er umuligt at designe en uddannelseskultur – den skal skabes i praksis. I den institutionelle kultur tilvejebringes en stor del af den læring og udvikling, der bidrager til uddannelsen af en lærer. I den tværinstitutionelle kultur formes professionen og en almen tænkning om uddannelsen. Denne proces er mangesidig, evig og afhængig af den enkelte deltager. Derfor kan den ikke styres ovenfra eller gøres til genstand for direkte lovgivning. Fra et magthaversynspunkt er dette selvfølgelig problematisk, idet institutionelle traditioner, faglige debatter, samtaleformer, omgangstone, sociale og faglige normer, samt fredagsbaren i høj grad er det, der - udover faktuel viden - gør en studerende til rigtig lærer. Dette skyldes, at læreren i sit arbejdsliv ikke primært beskæftiger sig med faktuel viden, men derimod med menneskelig udvikling, der er præget af ikke-viden (Oettingen 2010). Får det nye udspil lov til at leve i 10-15 år kan det måske i tillempet form danne en brugbar ramme for det, der foregår i læreruddannelsen. Men det er nok en urealistisk forestilling.

Desværre er det en sejlivet management-trend, at offentlig ledelse praktiseres bedst ved konstant forstyrrelse af praksis. Tesen er, at det udførende led herved ikke når at skabe sin egen - måske farlige - agenda. Herved kan man som magthaver beholde magten uantastet. Det er i sig selv ganske legitimt, for i politisk ledelse er magten jo givet til netop politikerne via et folkeligt mandat. Bagsiden af medaljen er, at praksis tømmes for indhold. I uddannelsessammenhæng skyldes dette, at man i praksis nødvendigvis konstant må holde fokus på loyal overholdelse af nye retningslinjer. Når disse aldrig bliver rutine, mindskes overskuddet til udvikling af det, som retningslinjerne burde handle om. En anden fordel ved at annoncere konstant ændringer er, at det viser handlekraft. Når noget går galt, kan man henvise til at alle de love, og forordninger, man har begået. Det er mindre vigtigt, hvad de handler om, bare de er indført.

Det skal retfærdigvis siges, at udspillet til en ny læreruddannelse er undfanget på baggrund af følgegruppen for evaluering af læreruddannelsens anbefalinger. Her blev der faktisk talt om indhold. Denne følgegruppe indeholder flere medlemmer, der i årtier har bidraget til den tiltagende evidens-deroute i dansk pædagogik. Et gennemgående – og overleveret træk – i udspillet til en ny læreruddannelse er netop, at den lærerstuderende skal erhverve sig konkrete undervisningskompetencer:

” Der sættes fokus på undervisningskompetence i dansk og matematik samt på folkeskolens udfordringer i forhold til blandt andet inklusion og anvendelse af it. Målet er at bringe læreruddannelsen tættere på folkeskolens praksis”.

Undervisning skal altså kunne leveres på samme måde som en kranfører betjener sin kran. Med præcision og systematik. I samme ånd hedder det:

”I den ny læreruddannelse vil der blive fastsat centrale kompetencemål for undervisningskompetence i folkeskolens enkelte fag. Normen for uddannelsen bliver undervisningskompetence i tre af folkeskolens fag – herunder undervisningskompetence i enten dansk eller matematik. For dansk og matematik fastsættes to kompetencemål: ét for indskolingen og ét for udskolingen. Kompetencemålene bliver ambitiøse og sikrer, at den færdiguddannede lærer har kompetencer og viden på højt niveau om, hvad der virker i folkeskolen. Kompetencemålene fastsættes af uddannelsesministeren i samarbejde med undervisningsministeren - og i tæt dialog med folkeskolens aktører”.

Det er en interessant drejning, især i en tid, hvor psykologiseringen af pædagogikken er på sit højeste. I praksis kommer disse formuleringer højst sandsynligt til at resultere i yderligere konceptualisering af det magtrum, som pædagogikken udspiller sig i. Den pædagogisk handling – at forsøge at få et barn til at gøre noget, det egentlig ikke havde tænkt sig at gøre – skal i mindre grad udsættes for selvkritik og etisk refleksion, men i stedet udføres evident og systematisk. Læreren skal ikke være et selvstændig og selvkritisk menneske, der forholder sig til en social og kulturel sammenhæng, men en professionel håndværker, der udfører evidensbaserede handlinger. Det skal understreges, at denne tænkning ikke fremgår så direkte af selve udspillet, kun af sammenhængen, og de valg, der er truffet i forbindelse med processen optil.

Hvis denne dystopi er målet, er der selvfølgelig mening i galskaben. Dog anser jeg ikke Morten Østergaard og Christine Antorini for onde eller kyniske. Tværtimod, begge er i mine øjne nogle særdeles fine mennesker. Men følgegruppens sammensætning og arbejde kan ikke føre til andet end det udspil, vi diskuterer nu. Ligeledes har det fokus på produktivitet og effektivitet, som gennemsyrer samfundet og al tænkning i dag, ydet et betragteligt bidrag til miseren.

Hvis man absolut vil undgå etablering af bæredygtige kulturer på uddannelsesinstitutionerne, kunne man vælge en anden vej, der er mindre skadelig for de lærerstuderende og deres efterfølgende elever. En femårig universitetsuddannelse ville uden tvivl sikre et højere fagligt udbytte, og intentionen om et opbrud i kulturen ville være bibeholdt. Alternativt kunne man genindføre seminarieuddannelsen, der fungerede ganske fint, men i genindført form stadig ville kræve årelang tilpasning. Universitetsuddannelsen er afgjort den mest oplagte på lang sigt, og ingen har indtil videre kunnet præstere et rationelt modargument, udover økonomien i løsningen. Alligevel vælger man endnu en omkostningstung lappeløsning, hvilket blot bekræfter intentionen om den uantastede magt: Død over uddannelseskulturen!


Litt:

Oettingen, Alexander Von (2010): Almen pædagogik. Pædagogikkens grundlæggende spørgsmål. København: Gyldendals Lærerbibliotek.

http://fivu.dk/nyheder/pressemeddelelser/2012/en-laereruddannelse-der-loefter-folkeskolen/regeringsudspil-ny-laereruddannelse.pdf

http://fivu.dk/nyheder/pressemeddelelser/2012/en-laereruddannelse-der-loefter-folkeskolen/en-laereruddannelse-der-loefter-folkeskolen

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
9.141 andre er allerede tilmeldt