Blog
1   167

Ny Nordisk Skole 2 - virkelighedstro og rådvildhed

Abonner på nyt om Thomas Aastrup Rømer i dit personlige nyhedsbrev.


I efteråret 1940 indledte Hal Koch (1904-1963) en forelæsningsrække på Københavns Universitet om Grundtvig. Indledningsforelæsningen er interessant af flere grunde. Den er interessant af grundtvigfaglige grunde, fordi den understreger de grublende, dunkle og kontemplative sider af Grundtvigs forfatterskab i stedet for de aktive, folkelige og driftige aspekter, som han normalt forbindes med. Forelæsningen er også interessant på grund af den historiske kontekst, som er sat ½ år efter nazismens invasion i Danmark. Desuden er den interessant, fordi Hal Koch selv kom til at spille en vigtig rolle som fortaler for samarbejds- eller forhandlingspolitikken med nazisterne, og fordi han senere hen, via hans tiårige virke som forstander på Krogerup Højskole blev en central bidragsyder til et nyt velfærdsstatsdemokrati og derved puffede til en videreudvikling af Danmarks pædagogiske tradition, hvor demokratibegrebet kom til at stå centralt. Slagordet ”demokrati er en livsform” fandt man i pamfletten ”Hvad er demokrati” (1945), som man endnu hyppigt refererer til, når man skal prøve at definere, hvad et dansk og nordisk demokrati er. Endelig er forelæsningen spændende, fordi den trækker tråde ned i europæisk kulturhistorie, helt tilbage til antikkens Grækenland, og tematiserer spændinger, som vi også i dag kan slå os på, f.eks. hvis man ønsker at komme til klarhed over forholdet mellem handling og tænkning, eller over hvad der kan ligge i et begreb som Ny Nordisk Skole. I det følgende vil jeg blande disse kort lidt. Jeg tror, at Kochs diskussioner, på trods af den specifikke kontekst de udspiller sig i, har en vis almengyldighed. Og det almene er spørgsmålet om, hvordan vi skal handle i mellemrummet mellem virkelighed og følelse, mellem besættelse og rådvildhed, mellem vilkår og vilje. Det er nemlig det spørgsmål, der drøftes, både i dets filosofiske og dets moralske betydning. Spørgsmålene er også vigtige i dagens pædagogiske klima, hvilket jeg vil argumentere for til sidst i blogindlægget.

1.
Forelæsningens indledning markerer en lidt højstemte atmosfære i auditoriet, og den første bestemmelse af ”virkeligheden” slås an. Virkeligheden er mørk og dyster:

”Danske studenter, vort universitet har for få dage siden åbnet sine døre for et nyt semester. På vid gab har det slået porten op for en vældig flok af dansk ungdom. Midt i en tid, der er fyldt med mørke, med sorg, med gru og forfærdelse.”

Og kort efter lanceres ”følelsen”, det ængstede, bekymrede og rådvilde:

”De fleste af os er kommet ængstede, bekymrede og rådvilde. Og vé jer, om I ikke har følt det hver og en. Bekymrede og rådvilde, fordi vort land og vort folk er blevet en kastebold for stærke magter – ikke for stærkere magter, som det så ofte siges, men for voldsomme kræfter der truer hele vores eksistens. Og med eksistens tænker vi ikke på handel og industri, på landbrug og andre næringsveje; vi tænker ikke på føde og klæder, men vi tænker på vort danske rige, vort folk og vort sprog, som er den rod, vi er rundt af, den plet jord, vi er bundet til. Har I ikke følt den bekymring, er I ikke ængstede og rådvilde helt ind i sjælegrunden, da duer I ikke til andet end at kastes ud og trampes ned.”

Allerede på dette sted er der flere ting at bemærke: For det første at det i 1940 var muligt at tale i et nationalt sindet vokabular, uden at man af den grund blev anset for at være nationalist. Der er en nærmest patriotisk og national stemning over det hele, som desværre er gået tabt. Ingen vil kunne beskylde Koch for at være konservativ i politisk forstand, tværtimod kom han som nævnt senere til at stå som en af ideologerne bag velfærdsstaten og et meget omfattende og inkluderende demokratibegreb, som stadig er tavst aktivt i det moderne, men også mere styrbare udtryk, ”inklusion”. Det nationale omgiver hele det politiske spektrum på den tid, det er en form for æter og luft, som falder alle helt naturligt at udtrykke sig i. Uanset om var konservativ, fra Dansk Samling, radikal eller socialdemokrat, så bæres de politiske sprogspil frem af en stolthed over et nationalt fællesskab, i hvilket man frit og utvunget kan drøfte ting af fælles interesse. Det er altså slet ikke det samtidige nazistiske folkebegreb, der arbejder her, tværtimod, det er et nordisk. Et andet forhold, der er værd at nævne, er, at Koch med disse indledende bemærkninger knytter sine forelæsninger direkte an til både besættelsen og verdenskrigen i det hele taget. Koch peger på, at det er vores pligt at føle os ilde tilpas og at føle rådvildhed. Grundtvig må findes frem pga. vores rådvildhed. Bemærk også, at ”ængstelse, bekymring og rådvildhed” ikke blot er en følelse, men mere præcist en følelse, der er en decideret pligt. Har man ikke disse følelser, så kan man lige så godt blive ”kastet ud og trampet på”, som det hedder. Følelserne er en pligt, fordi de er knyttet til et forsvar for fædrelandets (”vort danske riges”) eksistens - og det jo også rigtigt, at fædrelandskærlighed er en betingelse for at føle noget som helst i forhold til besættelsen, for det var jo Danmark, der var besat (og europæiske frihedsværdier (som også er danske) er en betingelse for at føle noget i forhold til nazismen i almindelighed). Det hele handler altså om at spørge til, hvad vores pligt er som danskere i de nye krigeriske omgivelser. Og svaret er: Pligten er en følelse. Vær rådvild!

Allerede her kan man, tidspunktet taget i betragtning, tillade sig en ”rådvild” bemærkning. Hvorfor er det kun følelse og ikke handling, der er pligt? Hvorfor må enhver, der er truet på sin eksistens, ikke handle? Ikke tale? Hvorfor kun føle? Svarene kommer nedenfor, og det er på en måde disse svar, som hele forelæsningen handler om: Det er denne følelsespligt, altså rådvildheden, i en krævende situation, der er ”grunden til, at jeg har vovet at indbyde Dem til disse forelæsninger”, som det hedder.

Først kommer dog en forløsning, som tilsyneladende er lidt mere aktivistisk:

”Jeg taler kun til Dem ud fra én eneste forudsætning: at kravet er kommet over vor generation med en alvor og en tynge og et ansvar, som vi aldrig havde anet. Kravet er et krav om kamp for dansk ånd og tunge, og ansvaret det ansvar, at vi bærer Danmark, vor moder, som Grundtvig ville sige, frem gennem onde tider, så at vi ikke behøver at slå blikket ned hverken overfor vore fædre eller overfor kommende slægter”.

Koch taler om at ”kæmpe for dansk ånd og tunge” (jf. min blog ”Ny Nordisk Skole 1 - mundens pædagogik” (Koch taler ind i en nordisk pædagogisk tradition)). Det lyder ikke som samarbejdspolitik, og at man skal kæmpe, så man kan kigge efterkommere i øjnene, lyder også noget aktivistisk. Umuligheden af at se sig selv fra efterkommernes synspunkt var præcist et af Løgstrups kritikpunkter mod Kochs forsvar for samarbejdspolitikken under krigen. Løgstrup kritiserede Koch, i en fascinerende brevveksling, for hans manglende evne til at sige nej uanset konsekvenserne (Koch mente især, at han beskyttede jøderne, men herværende forelæsning peger, som vi skal se, på en mere filosofisk orienteret forklaring).

Det aktivistiske vokabular forlades dog straks i det følgende. Her hedder det, at det er ”tid til at besinde jer” og til ”at samle substans”, så man er ”bundet til noget stærkere end stormen (altså til Danmark frem for til kampen mod nazismen, TR)”. Og så kommer der en uhyre tankevækkende reference til den græske filosof Aristoteles’ (384-322 f.kr.) etik, hvis tænkning Koch er dybt inspireret af – i en tolkning, der bruges til at forstærke fordringen om politisk passivitet. Koch skelner mellem det praktiske og det kontemplative liv, altså det aktive liv og tænkningens liv, vita activa og vita contemplativa, som det hedder. En distinktion som også strukturerer hele Hannah Arendts (1906-75) politiske filosofi. Arendt forstår dog relationen anderledes end Koch, og derfor ville hun også havde handlet helt anderledes under krigen, end Koch vælger det. Arendt ser tænkning og handling som to gensidigt konstituerende entiteter, der opretholder hinanden, og dermed en hel kultur, i spændstig energi, hun taler varmt for politisk handling, og hun drøfter de store vestlige revolutioner indgående. Koch ser derimod tænkning og handling som overvejende adskilte. Således siger han:

”De lyder til os med et mangestemmigt råb, at tiden er ikke inde nu til vita contemplativa; nu kræves der handling og udadvendt virke. Og I skulle være mærkeligt indrettet, om ikke dette råb gav genklang i jeres sind. Og dog indbyder jeg jer her til det betragtende kontemplative liv, til at betænke, hvad et menneske og dets liv er. Alene ved ydre årsager (besættelsen, TR) er det ordnet således, at det ikke er tid til at råbe højt og gøre store gebærder, og jeg advarer jer mod de mange, der forkynder, at timen er inde til store aktioner nu, da vi ikke er herre i vort eget hus.”

Så Kochs forelæsning er altså et forsvar for kontemplation, grublen og refleksion over, hvem man er, uden at man skal skilte offentligt med det i en virkelighed, der allerede er ”ordnet således”. Det er da også sigende, at Koch i den næste passage - hvor han drøfter, hvordan man efter sin grublen kan vende tilbage til det praktiske liv - slet ikke foreslår handling eller offentlig ytring, men blot det accepterende og resignerende ”forståelse”. Læs her:

”Men vær forvisset om, at modsætningen mellem det kontemplative og det aktive liv ikke er nogen virkelig modsætning. Thi kontemplationen har kun det ene mål: at forstå virkeligheden, men en virkelighedstro erkendelse af os selv og vort livs vilkår er den nødvendige og uomgængelige forudsætning for sand og ægte handling”.

Så handling er sørme ikke at demonstrere mod nazismen på nogen måde. Det er at acceptere omgivelserne, at være ”virkelighedstro”. Det er at acceptere virkeligheden, at se den som et vilkår. Når man har accepteret den, så kan man handle. Det var godt, at Vaclav Havel ikke tænkte sådan i Tjekkoslovakiet, eller Luther King, eller vores andre frihedshelte. Og hvad hvis hele Europa havde været ”virkelighedstro”? Var Churchills beslutninger ikke ”sande og ægte”? Hvor var vi så i dag? Kunne jeg så sidde her og skrive frie ord i solskin?

Og her kommer Grundtvig så spadserende ind i forelæsningen. Dagens emne. Godt pakket ind i verdenshistoriens æter, som giver hele luften farve. For det er Grundtvig, der skal opfylde Kochs mission. For ”I Grundtvig vil i møde en mand, der har vandret denne vej (altså fra kontemplation til ”sand og ægte handling”, TR) og derfor formået at tale sandt og klart om virkelighed”. Grundtvig er ”virkelighedstro”. Ligesom Koch har tænkt sig at være de næste fem år og også bagefter. Og læg mærke til, at det ikke blot er en lokal dansk argumentation. Hele filosofihistorien (Aristoteles) føres i felten. Det er græsk filosofi, der gør grundarbejdet for Koch. Det er altså på sin vis ikke blot en dansk argumentation, det er en europæisk begrundelse, som derfor må hævdes at gælde for alle europæiske politikere og medborgere, altså også Churchill og massevis af unge englændere, amerikanere og europæiske modstandsfolk, som døde for vores fremtid, men som heldigvis ikke var ”virkelighedstro”.

Så nu kan det hedde:

”For at berede os til kommende dage, er vi samlet her. Men rede er kun den, der er virkelighedstro”.

Ordene klinger højstemt, som om man skulle gøre sig klar til Jesus’ opstandelse, men det er nazismen og ikke Jesus, man skal berede sig på som den nye virkelighed. Duk hovedet, hvis du er en god dansker. Hvis du vil gøre din følelsesmæssige pligt for dit fædreland, så føl rådvildhed! En sælsom maksime. Aristoteles står for den europæiske argumentation, og Grundtvig, som også var aristoteliker står så for den danske side af ligningen – vores egen grublen.

Nu skal man ikke tro, at dette betyder, at Koch var venligt stemt overfor nazismen. Han hadede den nærmest mere en mange andre. Den var virkelig en trussel mod både fædrelandets og hans egen eksistens. Kochs patriotisme kan ingen sætte en finger ved. Spørgsmålet er derfor, hvilke begrundelser, han gjorde brug af, for at begrunde den danske passivitet som en fædrelandspligt? Og det er her Aristoteles og Grundtvig er i arbejde. Og det er meget uheldigt, både for Grundtvigianismens senere udviklingsmuligheder og for Danmarks modstandsmuligheder under krigen, og derfor også for Danmarks selvbevidsthed frem til i dag.

Og en yderligere bestemmelse, for at udrydde en evt. misforståelse: Med ”virkelighedstro” mener Koch heller ikke modernismens virkelighed. Der hvor det gælder om at beskrive verden så præcist og naturalistisk som muligt, enten via den videnskabelige psykologi, eller inden for litteraturen når f.eks. Villy Sørensen 13 år senere skriver novellen ”blot en drengestreg”, hvor en dreng bliver lemlæstet, så blodet sprøjter; en litterær tilstand som har præget vores hjemlige kulturelle liv lige siden tidskriftet Hereticas opløsning og Vindrosens overtag omkring 1960. En modernisme som slet ikke kan håndtere det eksistentielle problem, som Koch har fat i. Her igen:

”Vi, som var så kloge, vi, som troede, at vor sunde virkelighedsforståelse og vor sande realistiske psykologi, havde ført os til bunds i alt menneskeligt, havde klarlagt livets muligheder – vrange såvel som skønne - vi som var så nøgterne, så illusionsfri og uden alle fordomme (ligesom modernisterne, TR), vi er vågnet op rådvilde og usikre overfor den ganske simple opgave at leve et dansk menneskeliv, vågnet op i en situation, som ligger helt uden for virkelighedernes verden, som vi før levede i…”.

Vi er vågnet op i en ny virkelighed, som videnskaben og moderne litteratur ikke kan hjælpe os i, og vi må forstå den og tænke over, hvem vi er, før vi kan handle. Ellers kan vi ikke leve et ”dansk menneskeliv”. Danmark har lagt sig under nazistisk overherredømme, ikke blot politisk, men også filosofisk. Nazismens herredømme, virkeligheden, har sat sig som ”ny”.

Når man bliver rådvild i en ny virkelighed, når sjælen og omverdenen ikke kan genkende hinanden, så er det tid at søge hjælp hos fortidens profeter siger Koch - i fællesskabet af dem der ikke har noget til fælles - og det har han jo helt ret i. Han nævner blandt andet Platon, Luther, Shakespeare, Goethe og Nietzsche. Og det er også i denne kreds, vi ifølge Koch finder Grundtvig, som har den særlige godhed at være en dansk profet og derfor særlig velegnet til at reflektere over den danske eksistens og dens vækkelse til en ny virkelighed, som nu ifølge Koch skal til at finde sted.

”Derfor står han (Grundtvig, TR) os nærmere i vor rådvildhed, fordi han virkelig ved noget om, hvad dansk menneskeliv er. Derfor lytter vi til hans sang – ikke for at gentage eller efterligne, men fordi skjalden, livets kårne spejder, formår at kaste lys over den vej, der for tiden snor sig trangt og sært”.

Vi har brug for skjalde, siger Koch her, til at kalde på os, til at vække os og til at holde os i live, mens vi accepterer den nye virkelighed. Grundtvigs bestemmelse bliver at beskytte det danske demokrati (som livsform), det danske politiske fællesskab og den danske folkeånd imod den nye virkelighed. Opgaven bliver at overleve med Grundtvig i hånden, men uden at sige noget, uden at handle og uden at synge. Dermed knytter Koch Grundtvig sammen med samarbejdspolitikken. Grundtvig mærkes hermed af Europæisk skam, folkeligheden skjules.

2.
Spørgsmålet er nu, hvordan Koch vil bruge Grundtvig? Spørgsmålet er ekstra vigtigt, fordi Grundtvig normalt taler for folkelighed på en måde, der slet ikke lader sig forene med en situation præget af politisk undertrykkelse. Folkeligheden er for Grundtvig altid et opgør med de bogstavtro mekanikere og bedrevidende, for ikke at sige diktatoriske, statskonstruktioner. Alligevel kan Koch bruge Grundtvig til at acceptere den nye ”virkelighed”, men for at det kan komme i stand, må han lægge vægt på en bestemt side af det grundtvigianske korpus, og det er præcist, hvad han gør. Koch finder det hemmelighedsfulde, det dunkle og det grublende frem, og det livlige og folkelige bliver en skjult og opbevaret skuffe, som man må gemme, ren og pur under sin hud, mens man venter på bedre tider, nye virkeligheder og andre vilkår, som man kan være ”tro” imod.

Først refereres til en grundtvigiansk hemmelighedsfuldhed i: ”Grundtvig tager til i hemmelighedsfuldhed, jo nærmere man kommer ham ind på livet”. Og som Grundtvig er, sådan er menneskelivet også. Dermed betones menneskelivets ”underlighed” og ”gådefuldhed”, som i et citat fra et af de vigtigste af Grundtvigs værker, Nordens Mytologi:

”Ethvert menneske, som bliver sin åndelige natur bevidst, er sig selv en så vidunderlig gåde, at han støder visselig intet fra sig, blot fordi det er underligt og synes uforklarligt som han selv; nej det underlige drager ham tværtimod næsten uimodståeligt til sig, fordi det i grunden ligner ham”.

Grundtvig skuer i denne version ind i dunkelheden som en profetisk seer, og finder der et ”noget” - myter, kristendom, sange og narrativer -, som minder ham om sig selv, og denne strategi må vi også følge i vores egen ”rådvildhed”.

Normalt opfattes Grundtvigs tænkning som en livsfilosofi med udadvendte og dialogiske træk. Men for Koch knyttes ”livet” til gåden og den langsomme gæring: ” Livet er ånd og derfor er det en gåde, som først sent klares, en gæring, der stadig bruser, og gør man fornuft og gennemsigtig klarhed til eneste virkelighedskriterium, da går livet selv tabt, fordi det gøres til en skygge”.

Så problemerne må gøres indvortes, må tages fra virkeligheden og ind i følelser og spekuleren. Det dunkle kæmper i en, man ser noget, befrugtes, og synger om det. Digtningen bliver eksistentiel, som i Grundtvigs

”altid jeg sang, hvad jeg havde i sinde,
Kamp er min sang, thi det kæmped derinde”

Og igen i forelæsningens afslutning, hvor Koch igen henvender sig direkte til publikum:

”Formålet er at konfronterer Dem med Grundtvig, at stille Dem ansigt til ansigt med ham. Lykkes det, da er min gerning gjort. Da står det tilbage for Dem selv at begynde samtalen med ham, den dialog om sandhed og godhed og sjælens forbedring, uden hvilken Sokrates ville sige, at livet ikke er værd at leve”.

Koch vil invitere til en

”sindets aktivitet, som består deri, at man ikke lader sig overvælde og betvinge af stærke ord og velklingende lyd, men at man gennem det, som man hører, drives ud på tankens og troens og vidskabens hav, som Grundtvig udtrykker det. Det er til sejlads henover dette hav, De indbydes”.

Det gælder nu om ”tankens og sindets tugt på lang sigt, som har forstået, at livet ikke mere er interessant, raffineret eller underholdende, men at det er alvor og stiller krav om åbenhed og troskab overfor virkeligheden”.
Men hvad er virkeligheden? Den danskhed, som jo netop ikke kan deklarere sig selv, men må forblive i tanke, tro og vidskab, og må nøjes med at forblive indvortes, altså subjektiv? Altså vita contemplativa? Eller betyder ”virkelighed” nazificeringen af Europa, som altså er en ny realitet, som man må tilpasse sig i tavs protest? I stedet for at leve som en helt forstås, i stedet for et vita activa, i den store bedrift, altså i Kaj Munks, Maude Varnæs’, Oscar Schindlers og modstandens valg; i det ryk, hvor vita contemplativa og vita activa bliver et, der hvor alle forbehold og vilkår falder, og hvor man gør, hvad der er rigtigt. I en demokratisk livsform kommer man heldigvis kun meget sjældent til at trodse myndigheder, her gælder det i pædagogisk henseende om altid at holde vita activa og vita contemplativa i nærheden af hinanden. Det giver som regel højst heftige diskussioner (denne sammenhæng mellem tænkningens og handlingens nærhed på den ene side og demokratisk udvikling på den anden var i parentes bemærket også John Deweys pointe).

3.
Og hvad kan vi så lære af det? Kan denne fortælling bruges til noget i dag. Ja, det kan den.

I.
For det første er det tankevækkende, at hele det folkelige og nationale vokabular, som i Kochs forelæsning pga. tidspunktet, får en ekstra tand, i dag er forsvundet. Man taler ikke mere om folk, fædreland, rådvildhed etc. Der er ganske vist forsøg inden for politisk teori på at genindsætte ”folk” som en respektabel kategori, og man taler også gerne om andre folk, f.eks. det egyptiske og det amerikanske. Man har selvfølgelig også folkestyre, folkeskoler, folkemøder etc., men alligevel vil man ikke tale om ”folket” i en pædagogisk sammenhæng, som er der, hvor værdien af disse ord genskabes. Hele dette smukke vokabular, som i Danmark er stærkt anti-fascistisk, og som slet ikke behøver at lukke af for omverdenen (hvilket dog sker i Kochs tilfælde, fordi man kun skal gruble), er væk. Men dermed tabes ikke blot et ord, men en hel tradition. Og tabes en tradition, så giver det problemer; problemer med manglende orientering og selvbevidsthed og for megen skråsikkerhed og mekanisering af kulturen, problemer med at stille vedkommende spørgsmål, ja, problemer med at holde vita activa og vita contemplativa i nærheden af hinanden. Kochs tekst, hvis sprogtone ingenlunde er atypisk frem til omkring 1960, minder os om, at vi ikke bruger vores muligheder, og at vi bliver blinde for vor egne dunkle gåder.

II.
Kochs fejltagelse minder os også om noget. Det minder os om, at man ikke altid skal acceptere virkeligheden som et vilkår, især ikke når virkeligheden er moralsk forkert, og især ikke når alle andre europæere, som altså ikke accepterer ”virkeligheden”, sætter livet på spil for værdier, som man selv hævder at dele. Kochs fejltagelse er også en national fejltagelse, og har medvirket til at sætte dansk kulturtradition i problemer (af mange passager, som det fører for vidt at etablere her). En af grundene til, at vi har problemer med at tale i et folkeligt vokabular er både fascismens brug af ”volk”, men også Kochs stik modsatte brug, fordi han med sin ”virkelighed” accepterede nazismens overherredømme. Den danske folkelighed blev smittet, for nu at sige det på den måde. Den kan ikke synge, selvom den hævdes at være der som en grublen. Og en grublen uden sang virker negativt tilbage på evnen til at gruble. Så nu er det, som om vi hverken kan gruble eller synge.

III.
Kochs tekst er også en interessant påmindelse om en almen relation mellem virkelighed og følelse, i hans tilfælde virkelighed og rådvildhed (grublen i dunkle). Den minder os om kraften i antikkens filosofiske distinktioner, og giver os mulighed for at fortsætte en humanistisk og pædagogisk dialog vedrørende temaer, som i særlig grad har spillet en rolle i vor kultur, og som på forskellige niveauer bør præge enhver skoleklasses liv: Hvad er virkelighed? Hvem har bestemt det? Hvad er vilkår og hvad er vilje? Er følelser private eller kulturelt markerede? Hvad kan man føle? Har du en pligt? Hvem synger om det? Etc. Det er Kochs spørgsmål, og han har et sprog at svare i. Man kan i dag være uenig i nogle af svarene, men har vi så et sprog til uenigheden? Det begynder at knibe, synes jeg. Og det seneste forslag til afvikling af KLM på læreruddannelsen er et yderligere skridt i den retning. Altså væk fra ideen om uddannelse som videregivelse af et sprog, som gør det muligt at diskutere spørgsmål af fælles betydning i konkret tid og rum.

IV.
Kochs tekst minder os også om, at Ny Nordisk Skole (NNS), som denne ide pt står, overvejende er et blålys. NNS accepterer nemlig virkeligheden som et vilkår i form af videnssamfundet og konkurrencestaten. Det kan man se over det hele. Enten markeres videnssamfund og konkurrencestat som et vilkår, man ikke kan gøre noget ved (f.eks. i top-fem og 95% målsætning) eller også taler man ikke om det (f.eks. i Lars Olsens bog ”Uddannelse for de mange”, som ligger til grund for NNS). Problemet med NNS er så oveni, at den ikke engang er i stand til at tale sig ind i den Kochske løsning, nemlig en besindelse og en grublen. Den mangler faktisk at knytte an til Kochs opfordring: Se ind i dig selv! Hvor kommer du fra? Der er selvfølgelig lidt af det, fordi man en gang imellem siger, at man vil trække på traditioner og rødder, noget som Lars Løkke aldrig ville sige, men der er ingen virkelig besindelse, ingen virkelig undersøgelse, og ser man på formuleringerne på Ny Nordisk Skoles hjemmeside, er der en forbavsende mangel på historisk sans. Derfor finder man heller ikke nogen virkelig tradition, som man kan rode med, ingenting at komme i tvivl med. Det er derfor, det NNS’s substans. Og det er derfor, den ikke kan svare igen på virkeligheden, men blot blindt må acceptere destruktionen af nordisk pædagogisk tradition, samtidig med at man selv hævder at forny den.

V.
Kochs fejltagelse minder os desuden om betydningen af Hannah Arendts vita activa, men Kochs eget svar, altså grublen og sang fra den rådvilde dunkle genkendelse, er der ingen grund til at kimse af. Det minder os nemlig om, at vi allerede er nogen, vi har et sprog, en tradition, institutioner og en historie af virksomme mænd og kvinder, hvis handlinger og tekster, vi kan falde ud i, blive væk i, opløses i, og blive til i på ny. Denne sans for det dunkle skrives direkte ud af vores hukommelse i systemteoriens vokabular. F.eks. skriver Lars Qvortrup i hans bog ”Det vidende samfund”, at Grundtvigs begreb om dunkelhed og folk er ”dødsensfarligt”, og han foreslår, at man i stedet taler om ”selvevalueringer” i ”supervisionsstaten”. Han tror vist, at Grundtvigs dunkelhed er noget fascistisk – ak, hvor fatalt. Og er Qvortrups sætninger tilfældige? Slet ikke. Qvortrup tilhører samme Luhmann-ortodoksi som professor Jens Rasmussen, og er det ikke ham, som står bag det nye læreruddannelsesforslag, som vil afvikle KLM, altså dunkelhedenm og ekskludere holdning, værdier, filosofi og normativitet fra dansk pædagogik (jf. min blog ”afviklingen af den nordiske skole”)? Så Koch afskaffede vita activa, og systemteorien kunne herefter afskaffe vita contemplativa, fordi der ikke mere var en levende virkelighed at vende tilbage til men kun selvrefererende bevidsthedsatomer. Efter denne nedlæggelse, kan pædagogikken i Danmark så genopstå som et ”værdifrit” og forskningsbaserbart nysprog: ”sociale kompetencer” (vita activas afløser) og ”refleksive kompetencer” (vita contemplativas afløser). Dermed har man desværre også afviklet en erindring, og så kan man ikke engang være ”rådvild”. Måske ved man slet ikke, hvad ordet betyder.

Litteratur:

Koch, Hal (1959): ”N.F.S. Grundtvig”, København: Gyldendal, indledningskapitlet (som er selve forelæsningen).

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ