Glem nu ikke tænkning – tak!
Med spørgsmålet følger en (i lederens overskrift) klokkeklar opfordring: »Sæt nu fokus på handling – tak!«. Hermed velsagtens underforstået: Nu er det nok med al den snak, nok med al den tænkning! »Carpe diem!« lyder opfordringen da også i lederens afslutning. Det er med at komme i gang med det samme, for der er åbenbart mange forhold ved samfund og sundhedsvæsen, der bør ændres, hvis vi skal tilbyde alle den rette ernæring. Det drejer sig om forhold »både i det små og på det mere overordnede plan«. Det handler bl.a. om børn, forældre, folkeskole, biler, fødevarer, madlavning, madkultur, madglæde, internet, slankebøger, ”eksperter”, ernæringsrecepter, samfundsøkonomi, livskvalitet og selve livet. Der skal altså gribes til handling her og nu. Ikke i blinde selvsagt, for man »sidder inde med viden, der kan være med til at rette op mange af de ernæringsrelaterede problemer, vi har i Danmark«. Jeg kan sagtens læse og forstå alle de gode og prisværdige intentioner, og der er sikkert også brug for handling. Jeg vil dog opfordre til, at man i iveren efter handling med sigte på diætetisk perfektionering ikke glemmer tænkning. Det handler ikke kun om at gribe dagen, men også begribe sagen.

En chip i kroppen og sensorer i lokummet
Lad os derfor gå med på spørgsmålet, forestille os nogle yderliggående konsekvenser heraf og efterfølgende tænke nærmere over sagen. Tyg lige på det en gang til: Hvordan bør sundhedsvæsen og samfund indrettes, hvis vi skal tilbyde alle den rette ernæring? Spørgsmålet rummer ganske vist et ’hvis’, men tænk nu hvis dette ’hvis’, ikke blot var et ’hvis’. Ja, så kunne vi jo for det første starte med at lade alt, hvad alle foretager sig overvåge og registrere. En chip i kroppen og sensorer i lokummet monitorerer alt fra ernæringsstatus, til temperatur, puls, blodsukker, blodprocent osv. Alt der trænger ind og ud af samtlige kroppens huller overvåges. Alt inddateres automatisk i et centralt register. Alt, hvad der har nogen form for næringsværdi, er grundigt kontrolleret, overvåget og registreret af staten. Almindelige dagligvarebutikker, kiosker osv. eksisterer ikke længere. De er blevet erstattet af statskontrollerede næringsmiddelcentraler, hvor den enkelte personligt skal møde op på nøje fastlagte tidspunkter for at indtage de fornødne næringsmidler, der i forhold til de centralt indregistrerede data er gjort klar, portionsanrettet og beregnet af diætister og andre ernæringsfolk. Makker man ikke ret, bliver man tvangsindlagt og ”tilbydes” her den rette ernæring; den rette ernæring er nemlig det ultimative mål, der efterstræbes, og formålet bag alskens samfundsmæssige foranstaltninger og indretninger. Leg selv videre med tanken! Min forestillingsevne rækker tilstrækkeligt langt til visualiseringen af, at iveren efter diætetisk perfektionering kan føre til et samfundsmæssigt sundhedsuvæsen uden lige.

Mål, middel og diætetisk pervertering
Ovenstående er naturligvis søgt, men det bringer nogle principielle problemer frem ved den tankegang, der ligger bag spørgsmålet. Eksemplet illustrerer en yderliggående konsekvens af at vende op og ned på forholdet mellem ernæring som middel og menneskelivet som et mål i sig selv. Det er i første omgang dette forbehold jeg har over for den til torvs bragte spørgelyst. Ernæring drejer sig som optagelse og udnyttelse af næringsstoffer, der for mennesket tjener som middel til, at det kan holde sig i live, fungere normalt og vokse. Ernæring er med andre ord et middel (det ligger ligesom også i ordet næringsmiddel). Livets opretholdelse, normalfunktion og vækst er i forhold hertil mål. Pervertering betyder at bringe noget i en stærk unormal, unaturlig eller nærmest sygelig tilstand eller situation. Og nu er sundhedsvæsen og samfund ikke blot at betragte som ting, organisatoriske enheder el. lign., men også og først og fremmest levet liv. Spørgsmålets iboende teleologi gør imidlertid det levede liv til middel for den rette ernæring, og det er simpelthen en pervers form for instrumentalisering af menneskelivet.

Et langt liv, et sundt liv og et godt liv
Hvis jeg skal imødekomme intentionen bag spørgsmålet, så drejer det sig om at sætte fokus på og diskutere veje til og forhindringer for realiseringen af et langt, sundt og måske endog godt liv. I så fald er det netop livet, der er mål og ernæringen middel. Denne intention bringer imidlertid et andet principielt problem frem. For om end mange mennesker måske nok kunne ønske sig et både langt, sundt og godt liv, så er disse tre beskaffenheder ikke partout overensstemmende og da slet ikke ligeværdige. Et langt liv er ikke nødvendigvis sammenfaldende med et sundt liv eller godt liv, og et sundt liv er ikke nødvendigvis sammenfaldende med et godt liv. Jeg håber, som så mange andre vel gør det, på at kunne få i både pose og sæk med hensyn til et langt, sundt og godt liv, men jeg ville – og her tror jeg, mange for ikke at sige de fleste eller alle igen ville stemme i med mig – til enhver tid foretrække et godt liv frem for et langt liv og et sundt liv. Den rette ernæring kan, bevar mig vel, sagtens være et middel til et godt liv, endog en del heraf, men aldrig være et mål i sig selv. Endvidere står vi tilbage med svar skyldig på væsentlige spørgsmål. For vi kan ganske vist kvantitativt udmåle længden af et langt liv, men hvad er målestokken for et sundt liv, og hvad er målestokken for et godt liv? Og hvem har retten, magten, indsigten osv. til at definere dette? Kan man gøre det på andres vegne? I hvilket omfang har man ret hhv. pligt til at gribe ind i andre menneskers liv og samfundslivets indretning og udformning for at fremme det sunde og gode (hvad det så end måtte være)? Hvor går grænsen?

En sund samfundsånd i et sundt samfundslegeme?
Nuvel, lad det ligge og lad os til slut kaste et blik på spørgsmålet, hvis vi vender forholdet rundt, sådan at ernæring er middel og (samfunds)livet mål. Også her findes der nemlig mulige faldgruber for diætetisk pervertering i iveren efter diætetisk perfektionering.
Idéhistorisk spiller ernæring og sundhed en – måske nok delvist overset – rolle i flere sociale utopier. Jeg skal her blot nævne ét eksempel. Den italienske futurist Filippo Tomasso Marinetti plæderede i første halvdel af det 20. århundrede for en samfundsmæssig revolution, i hvilken den ”rette” ernæring var et afgørende middel. Også Marinetti, der på et tidspunkt indgik som et centralt medlem af den italienske fascistbevægelse og kredsen om Mussolini, havde en idé om det sunde og gode samfund. I vejen for realisering heraf stod ifølge Marinetti ikke mindst italienernes udprægede hang til pasta. Den bløde, slatne og kaloriemættede pasta førte for Marinetti at se til ditto kroppe og sjæle. Her kan der da tales om en konsekvent videretænkning af Ludwig Feuerbachs aforisme om, at mennesket er, hvad det spiser. Pastasciutta stod simpelthen i vejen for Marinettis vision om en sund samfundsånd i et sundt samfundslegeme. En vision der, som Marinetti proklamerede i sit første og mest berømte futuristiske manifest fra 1909, glorificerer krig – som verdens eneste rigtige hygiejne – militarisme, patriotisme, frihedsbringeres destruktive gestikulation, skønne ideer, der er værd at dø for, og foragt for kvinder.

Spis brød til – og gerne med et gran salt!
Min pointe med ovenstående er naturligvis ikke, at den tænkning, som ”Diætistens” spørgsmål manifesterer, er den direkte vej til Marinettis vision eller andre af samme skuffe. Min pointe er, at vi vedvarende må stille spørgsmål ved og reflektere grundigt over såvel midler som mål, vores forestillinger, opfattelser og værdisætninger af bl.a. det lange liv, det sunde liv og det gode liv. Det gælder ikke mindst de, der har gjort det til deres levebrød at arbejde med ernæring og sundhed. Der findes, som den franske filosof Michel Onfray skriver et sted i ”Filosoffernes bug – Kritik af den diætetiske fornuft”, ingen uskyldig diætetik. Diætetik former liv, former levemåde. Det drejer sig netop om diæten (gr. diaita), der som bekendt oprindeligt var et begreb for levemåden i almindelighed og den sunde levemåde i særdeleshed. De kliniske diætister i Danmark har ganske vist eneret mht. til at benævne sig diætister, men alle sådanne forehavender, der søger at regimentere levemåden med henblik på at behandle eller forebygge sygdom og/eller bevare og fremme sundhed er i bund og grund udtryk for en diætetisk fornuft. Og hverken den kliniske diætetik eller øvrige ernærings- og sundhedsmetierer, hvor den diætetiske fornuft driver værket, er i såvel teori som praksis et værdineutralt og uskyldigt forehavende, der er klinisk renset for normalisering, socialisering, moralisering m.v. Diætetiske forehavender – i den her præsenterede udvidede betydning heraf – kræver en så klog montage af mod og viden som muligt, hvor vi tænker os hulens godt om og forholder os sundt til det sunde. Det indebærer bl.a. at man ikke vender op og ned på mål og middel, at man kan skelne skidt fra kanel, spise brød til og gerne med et gran salt samt en masse andre flosker, som her kunne føjes til i et forsøg på at udtrykke, at diætetik ikke blot må forstås som diætetik i ernæringsfaglig forstand, men også og ikke mindst som diæt•etik: En etik for levemåden! Og etisk betragtet er det dog ikke blot en fiks idé, men også en pervers form for tænkning at gøre den rette ernæring til et mål for livet. Så derfor: Glem nu ikke tænkning – tak!