Henrik Billehøj

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Henrik Billehøj døde efter kort tids sygdom natten til mandag den 28. januar. Kredsene i det gamle Vestsjællands Amt har i mange år haft et tæt samarbejde med Henrik, lige fra han i 1982 blev indvalgt i kredsstyrelsen i Midtsjællands Lærerkreds og senere, i 1992, blev Vestsjællands hovedstyrelsesmedlem. I alle årene har vi kendt Henrik som et meget engageret, energisk og lyttende menneske, der også havde et internationalt udsyn. Han arbejdede ihærdigt for Danmarks Lærerforening, for forbedring af lærernes arbejdsforhold og ikke mindst for arbejdsmiljøet, hvor han med sin store viden på området ved utallige møder og konferencer inspirerede lærere, ledere og politikere til at gøre noget ved lærernes arbejdsmiljø. Den viden og inspirationskilde vil vi savne.

Vi oplevede også Henrik som en stor livsnyder, der holdt af at forkæle sig selv og sine omgivelser med små og store overraskelser. Han var et meget musisk og festligt menneske, der ikke lod et flygel eller klaver stå urørt ret længe. Henrik var et meget kærligt menneske, som vi var mange, der nød at føre en dybsindig samtale med.

Vore tanker går i denne svære stund til Annelise og hele hans efterladte familie.

Henrik Billehøj er død, men mindet om Henrik vil altid leve videre i os.

Æret være Henriks minde.

Kreds 50, 51, 52, 53, 54, Per Toft Haugaard

Powered by Labrador CMS