Debat

Overenskomst og solidaritet

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvis der bliver konflikt i forbindelse med Overenskomst 08, ville det være et skrækscenario, hvis der den 30. juni - første dag i elevernes skolesommerferie - står en lille flok overenskomstansatte lærere i en tom skolegård med blokade og bannere, mens tjenestemænd og elever er gået på sommerferie. Lærerne ville blive totalt latterliggjort. I 1999 varede forhandlingerne inklusive to afstemninger så længe, at det ville have været blevet tilfældet, hvis ikke lærerne havde stemt ja til forliget anden gang. Og mange stemte kun ja for ikke at havne i denne groteske situation.

Man kan i øvrigt kun tale om solidaritet, hvis alle er med. Derfor må alle medlemmer blive hjemme fra ferie, hvis vi skal passe på, at der ikke kommer elever i skole i sommerferien.

Hvad skal tjenestemændene ellers lave, hvis der skal strejkes på skoledage? Passe de børn, der ikke bliver hjemme fra den konfliktramte skole? Nej, alle er aktivt med i en eventuel konflikt, og ingen må komme til at fremstå som skruebrækkere - heller ikke skoleledere, som er medlem af DLF.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Svar

Havner vi i en konflikt, er muligheden for, at den kommer til at ligge senere end cirka 1. maj, meget lille.

Situationen i 1999 var, at der to gange blev sendt et resultat ud til urafstemning, som medlemmerne stemte ned. Det forsinkede det tidspunkt, en konflikt kunne være trådt i kraft.

I første omgang er det op til formanden og hovedstyrelsen at afgøre, om der kan indgås en aftale, som medlemmerne forventes at kunne godkende. Vurderes det ikke at være tilfældet, så bliver der ikke en urafstemning.

Det betyder, at en konflikt vil kunne iværksættes fra 1. april. Forligsmanden kan dog udsætte en konflikt med 14 dage to gange, hvis hun mener, der er grundlag for, at man kan komme til enighed.

Spillereglerne for en konflikt er nøje beskrevet og kan ikke fraviges. Kun overenskomstansatte må nedlægge arbejdet. Men det vil i sig selv være nok til, at der ikke kan gennemføres en normal undervisning på skolerne. Tjenestemændene er derudover forpligtet til at bakke op om og deltage i arrangementer i konfliktperioden og selvfølgelig at betale konfliktkontingent.

Skulle en konflikt komme til at finde sted i skolernes ferieperiode, så er det værd at huske, at de overenskomstansatte lærere skal have erstatningsferie i det efterfølgende skoleår. Det vil betyde uro på undervisningsområdet lang tid efter en konflikts ophør.

Kristian Svendsen efterlyser solidaritet. For mig er det solidaritet, at vi alle følger spillereglerne og yder hver vores indsats for, at en eventuel konflikt bliver optimal inden for spillereglerne. Men inden vi når så langt, lægger vi alle kræfter i for at opnå et resultat.

Lotte Lange, formand for overenskomstudvalget i DLF