Skoleskaklærer-uddannelse i Midt- og Nordjylland
Dansk Skoleskaks succesrige skoleskaklærer-uddannelse kommer nu til Aalborg og Herning. Danske eksperter og udenlandske undersøgelser bakker op om skoleskakidéen, der øger elevernes lærings- og koncentrationsevne.
Nina Steensen, lærer på Blågård Skole, om skoleskaklærer-uddannelsen;
”Det har været super sjovt. Jeg har været med til undervisningen i skak på skolen for 2 år siden og med uddannelsen har man ligesom et helt andet perspektiv på hvad der er bag. Så nu kan jeg også gå ind og hjælpe når eleverne sidder om eftermiddagen og ikke kan komme videre.”
På skoleskaklærer-uddannelsen undervises lærere og pædagoger i skakspillets regler, de nyeste indlæringsmetoder, undervisningsdifferentiering og mere sociale skakformer, der styrker både elevernes faglige og sociale kompetencer.
Mads Jacobsen, generalsekretær Dansk Skoleskak:
”Vores erfaring viser, at når leg, læring og skoleskak kombineres, kan selv børnehaveklassebørn og de mest udfordrede elever, lære at tænke sig om og ikke mindst vente på at andre skal tænke sig om via dysten på skakbrættet.”
Skoleskak er en pædagogisk og økonomisk relevant metode til at styrke elevers faglige og sociale udvikling, hvor fx en lærer med blot 1 times skoleskak om ugen, kan skabe et koncentrations- og kompetenceløft for op til 20 elever. Det sker typisk i et samarbejde mellem skole, SFO, de ældste elever, forældre, frivillige og skakentusiaster. Sammen skaber de tilbud om skoleskak efter skoletid, frikvarters-skak, skoleskak som en del af matematikundervisningen, i emneuger eller i børnehaveklassen/indskolingen
Når skoler prioriterer skoleskak, er det fordi, at undersøgelser og erfaringer viser, at skoleskak styrker børn og unges kompetencer inden for koncentration og kreativitet, samt deres analytiske evner. Via skoleskak lærer de unge at tænke sig om, og ikke mindst vente på at andre skal tænke sig om. Samtidig kan skoleskak være en del af skolernes forebyggende specialundervisning.
Niels Egelund, Professor i specialpædagogik:
”Specialundervisningens omfang er steget og steget i forhold til almenundervisningen, og skoleskak kan meget vel være en af løsningerne til at bringe mere læring og ro for nogle af de elever, der har brug for noget ekstra opmærksomhed”.
Læs mere om skoleskak og skoleskaklærer-uddannelsen på www.skoleskak.dk/uddannelse.
Der er stadig få ledige pladser tilbage på uddannelsen i Aalborg og Herning, så interesserede kan stadig nå, at tilmelde sig på uddannelse@skoleskak.dk / tlf.: 3049 0580.
MERE OM EMNET