Debat

Kald dog en skovl for en skovl, Bertel Haarder

Nationale test.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Først blev testene udsat - men nu skal 900 skoler alligevel stille elever og lærere til rådighed som forsøgsdyr i udviklingen af de test, som indtil videre er dømt ubrugelige, på trods af de op mod 80 millioner kroner der er brugt på dem.

Udskydelsen kunne være blevet brugt på at diskutere, hvad det egentlig er, man gerne vil lave. Det er yderligere en hån mod lærerne, at Bertel Haarder påstår, at han vil udvikle »pædagogisk værktøj« til lærerne. For at bruge de nationale test som pædagogisk redskab svarer til at bruge en skovl til at spise dessert med.

Det ville være lettere at sluge, hvis ministeren meldte klart og tydeligt ud og sagde, som ekspertpanelet, der skulle vurdere testene, gjorde - at værdien som diagnostisk redskab er reduceret i de nationale test. »Reduceret« er her et pænt diplomatisk ord for »uanvendeligt«. De nationale test er et redskab til at kontrollere, om lærerens vurdering af elevernes standpunkt er korrekt. Kald dog en skovl for en skovl, Bertel Haarder!

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Et ordentligt pædagogisk værktøj gør, at læreren kan tage udgangspunkt i prøveopgavens indhold og sammenligne den med elevens svar for at se, hvor eleven har problemer. Dernæst kan læreren indrette undervisningen, så eleven får bedre chance for at tilegne sig stoffet. Den slags test bruges allerede. De kaldes »prøver« i læsning eller matematik - eller diktat eller danske og engelske stile.

De nationale test er ikke beregnet til, at læreren skal sammenligne opgaveindholdet med elevens resultater. Det eneste resultat, læreren får af de nationale test, er det, han eller hun kendte i forvejen - nemlig om eleven har svært eller let ved for eksempel geometri. Det hjælper ikke engang at give læreren indblik i opgavernes indhold, for formålet med de nationale test er at placere eleverne på en skala efter dygtighed. Eleverne har ikke fået de samme opgaver, for der fokuseres ikke på indhold, men på rigtigt eller forkert svar.

Hvorfor har lærerne fået et ubrugeligt værktøj?

Man kan ikke klandre dem, der har udviklet testene. De har designet det, de er blevet bedt om. Testene skulle være myndighedernes - kommunalbestyrelsernes - mulighed for at se det, klassens lærere allerede ved, nemlig hvor dygtige eleverne er til de forskellige dele af fagene.

Hvorfor får lærerne ikke værktøj, som kan bruges til at hæve kvaliteten af undervisningen i stedet for?

»Et ordentligt pædagogisk værktøj gør, at læreren kan tage udgangspunkt i prøveopgavens indhold og sammenligne den med elevens svar for at se, hvor eleven har problemer«
Powered by Labrador CMS