Hjælp – forberedelse efterlyses

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mange elever er heldigvis ivrige efter at lære nyt. Men indimellem lidt for ivrige, mener autoriseret psykolog, sexolog og samlivsterapeut Hanne Pedersen. De senere år har otte-ti forskellige elevgrupper fra folkeskolen henvendt sig med en lang række spørgsmål, som de forventer, at »hun lige besvarer skriftligt«.

»Jeg har altid sat en ære i at besvare spørgsmål fra elever, som laver opgaver inden for mit område. Men nogle elever kunne godt være bedre forberedt og kunne eksempelvis godt selv tjekke statistikker og definitioner på forhånd«, lyder det fra Hanne Pedersen, der opfordrer til, at eleverne i stedet stiller undrende spørgsmål til ting, de ikke forstår. Hun beder i samme åndedrag:

»Kære lærere - vil I ikke godt lære jeres elever at respektere andres tid«.