Årbogen for Selskabet for Skole- og Uddannelseshistorie har skiftet ham, siden jeg sidst havde et eksemplar til anmeldelse. Dengang fyldtes spalterne med bredt anlagte artikler, nu er pladsen overtaget af højakademiske afhandlinger om troen og religionens skiftende plads i skolens, nationens og børneopdragelsens historie. Det er et tema, som har været underspillet i den uddannelseshistoriske forskning i de sidste mange år, og det må derfor hilses velkomment, at årbogens redaktion har taget det op. Man kan således læse om rytterskolernes bidrag til nationens frelse i midten af 1700-tallet, om danske missionsskoler i kolonien Trankebar, om Søren Kierkegaards syn på det pædagogiske paradoks, om religionens plads i den metodisk-didaktiske nytænkning i slutningen af 1800-tallet og i forlængelse heraf om liberalteologi og bibelpædagogik.

Bogen er sprænglærd og fyldt med viden og indsigt. Men også tekster, som skal læses i små doser, og som desværre ikke alle er lige læsevenlige. Redaktionen synes til tider helt fraværende ligesom overvejelserne over, hvem der egentlig er målgruppen.

Som sædvanligt rummer årbogen også en længere gennemgang af året, der gik, set med uddannelsespolitiske briller, en bibliografi over årets udgivelser og en stribe anmeldelser af forskellig længde og kvalitet. Det er alt sammen meget nyttigt og nærmest livsnødvendigt, for at den uddannelseshistoriske forskning og interesse kan fastholdes og foldes ud. Men også her kunne man ønske sig en bedre redigering, således at man - som et mindstemål - sikrer sig, at alle anmeldelser indeholder oplysninger om bøgernes indhold og ikke handler om anmelderens egne bedrifter eller udvikler sig til (skjulte) polemiske indlæg om forskellige skolepolitiske emner.

Men læs selv, døm selv - det fortjener 2011-udgaven af "Uddannelseshistorie", selvom der ikke er lagt op til en kioskbasker.