Der var engang - og det er såmænd ikke mere end 25 år siden - at Danmarks Lærerhøjskole i Emdrup og ude i landet var den store inspirator og igangsætter af det daglige arbejde hjemme på skolen.

I 1960'erne lå kurserne efter skoletid. Staten betalte undervisningen, kommunen som regel transporten og materialerne, og vi lærere bidrog med vores tid. Vore undervisere kom med deres viden og praktiske erfaringer fra deres egen skolehverdag og delagtiggjorde deres kolleger i dem. Undervisningen var livsnær, vedkommende og stimulerende.

I 1970'erne begyndte Lærerhøjskolen at få honette ambitioner. Den ville være en rigtig højere læreanstalt og uddanne rigtige videnskabelige kandidater. På Emdrupborg voksede det pædagogisk-psykologiske etablissement som en gøgeunge og trængte den virkelighedsbaserede efteruddannelse længere og længere ud i periferien. Antallet af timelærere og specielle faglærere svandt ind til fordel for heltidsansatte uden daglig kontakt med skolen.

Således blev noget så praktisk som håndarbejde nærmest et akademisk fag på bekostning af de praksisorienterede årskurser I, II og III, der ellers havde givet reel undervisningskompetence.

Nu fortæller Danmarks Lærerhøjskoles uddannelseschef Chresten Kruchow, at amtscentralerne er ved at udfylde det tomrum, som Lærerhøjskolens akademisering har efterladt i lærernes efteruddannelse.

Desværre siger han i næsten samme åndedrag, at han har sendt rapporten om lærernes vurdering af den tilbudte efteruddannelse til højskolens faste undervisere til grundig overvejelse.

Mon det dog nytter noget? De faste medarbejdere er snarere en del af problemet end af løsningen. Det er jo dem, som har fortrængt de kyndige og erfarne praktikere, der tidligere løste opgaverne så godt - blandt andet fordi de på deres egen krop kendte de daglige udfordringer i den arbejdende folkeskole.

Tabet af dem er en høj pris at betale for de akademiske kandidater og doktorer, hvis teser og teorier ærligt talt ikke bidrager synderligt til skolens hverdagsarbejde.

Jo Holst

Jystrup