22 bornholmske lærere er endt med at skulle pakke deres ting på grund af en fyring.

Bornholm undgik 12 fyringer

På grund af barsel, pension og frivillige ordninger er antallet af fyringer i Bornholm faldet fra 34 til 22.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Onsdag 7. marts om morgenen fik 31 bornholmske lærere en barsk besked. Stemningen i dagene op til var naturligvis fortættet, 31 varslinger i et skolevæsen med omkring 300 ansatte kan mærkes.

"Der var en noget speciel stemning op til onsdagen, hvor vi fik besked, folk var meget spændte", fortæller tillidsrepræsentant på Paradisbakkeskolen, John Lassalle Christensen, til folkeskolen.dk.

På hans skole fik fem kolleger beskeden, og for fire af dem var han efterfølgende med som bisidder. Efter samtalen blev de varslede kolleger spurgt om resten af lærerværelset måtte vide, at de var blevet prikket, og de fik mulighed for psykologhjælp.

"Der var en afmattet stemning bagefter, alle var i spil, dog ville tjenestemændene nok være for dyre at fyre. Så folk sad og snakkede i små grupper. Dem, der ikke var blevet prikket, var naturligvis lettede, men det er også begrænset, hvor lettet man kan tillade sig at optræde, når andre har fået at vide, at de er fyrede", siger John Lassalle Christensen.

Han fortæller, at der var aldersspredning blandt de afskedigede, ligesom det var forskelligt om de har haft behov for at snakke om fyringen med kollegaerne bagefter.

En af de varslede har fået varslen trukket tilbage. John Lassalle Christensen har været tilfreds med, at forarbejdet og aftalerne omkring fyringens form har været aftalt på forhånd i MED-udvalget og disse aftaler er blevet håndhævet.

Den udvalgte

Fra 34 til 31 til 22 Det oprindelige udgangspunkt var, at arbejdsstyrken skulle reduceres med 34 lærere. Men før prikkerunden havde tre lærere varslet, at de ville på pension, derfor blev kun 31 prikket. Det endelige antal er landet på 22, fordi den lokale lærerkreds og kommunen blev enige om forskellige ordninger, der kunne afbøde fyringsrunden:

- Der blev oprettet et vikarkorps for lærere af folk, der vil gå på pension i løbet af efteråret.

- Udvidet seniorordning, så ned til 52 år kan gå ned på 80 procents arbejdstid med tilsvarende løn, men med fuld indbetaling til pension.

De ekstra ordninger har og barselsordninger har sikret, at ni færre end de oprindelige 31 bliver fyret, så det endelige tal er endt på 22. Formand for Bornholms Lærerforening Christian Faurholdt Jeppesen er spændt på, hvordan hverdagen bliver efter påske, hvor en ny arbejdstidsaftale træder i kraft.

"Vi er lidt spændte på, hvordan det bliver med den nye arbejdstidsaftale efter sommerferien. Kommunalbestyrelsens oplæg var, at alle lærere skal undervise 1,5 timer mere om ugen, det fik vi forhandlet ned på 1,3 timer per uge", siger Christian Faurholdt Jeppesen. Besparelsen på arbejdstid har alene kostet 17 stillinger.

"Bornholms Regionskommune er ikke specielt rig, og de har lavet flere skolestrukturændringer og på den måde sparet penge. Nu tror jeg ikke de tør mere på det område, så i stedet valgte de at kigge på vores arbejdstid", siger Christian Faurholdt Jeppesen.

Massefyringer rammer Bornholm til marts