Blog
1   216

Kritik af kritikken

Abonner på nyt om Thomas Aastrup Rømer i dit personlige nyhedsbrev.


Oplæg ved Pædagogiklærerforeningens seminar om ”kritisk pædagogik”, Taulov, 22. marts 2012 (let korrigeret).

I mange år har kritik været knyttet til pædagogik via den ”kritiske pædagogik”. Med denne sammenknytning af ”kritik” og ”pædagogik” i en samlet betegnelse og retning er der sket to uheldige ting:

For det første har man med udtrykket "kritisk pædagogik" taget kritikken ud af pædagogikken selv, hvorved kritik bliver en tilføjelse til det pædagogiske. Kritikken blev ført fra en selvbestaltet autonomi, hvor alle andre end den kritiske teori selv var undertrykte og determinerede maskiner, og pædagogik blev i samme øjeblik til en form for underdanig læringskategori, der kunne styres i socialismens tjeneste. Det gik ok i marxismens glade dage, hvis man da ellers var marxist, men i dag er marxismen væk eller reduceret til ”velfærdsstat” eller til det tomt klingende ”fællesskab”. Derfor har den kritiske pædagogik i dag ingen substantiel myndighedsfordring. Den siger så, at nu må vi tale om det normative, men det kan ikke, og det er indlæggene på dette seminar et glimrende eksempel på.

For det andet har man, via betegnelsen ”kritisk pædagogik”, annekteret kritikken i en bestemt pædagogisk retnings billede. Falder denne retning, så står de andre pædagogiske retninger uden kritik, og det samme gør pædagogikken som sådan. Det så man helt tydeligt i sin tid, hvor man, hvis man ikke hyldede den kritiske pædagogiks idealer, var borgerlig, og dermed ukritisk. Men det er utroligt, at man kunne sige det, hvis man tænker på den rablende men også rationelle kritik af alt mellem himmel og jord, som man finder i både den liberale og den konservative tradition. Tænk blot på den konservative Edmund Burkes balstyriske kritik af den Franske Revolution i Reflections on the Revolution in France (1790) og på liberalisten Robert Nozicks legendariske Anarchy, State and Utopia (1974). Men med ”den kritiske pædagogik” bliver kritikken altså annekteret af én retning, hvorefter alt andet bliver falsk bevidsthed og sådan noget, og så ender hele den kritiske pædagogik i den rene og skære anti-intellektualisme. Knud Illeris var fx ikke socialistisk nok, så han måtte, for at blive rigtig ”kritisk”, skrive mere om socialisme i hans Modkvalificeringens Pædagogik, den mest indflydelsesrige udgivelse i historien om dansk pædagogiks fald og bund frem til udgivelsen af Jens Rasmussens fortrinlige, men gysende kritiske antikritik af en page-turner, Socialisering og Læring (1995), hvor både virkelighed og normativitet (og altså også marxisme) kastes væk. Og I kan tro, at en 48 årig som mig kan huske den marxistiske ensretning. Kritik blev til tvang, det var utåleligt, og dannelsen og den frie tænkning visnede. Det var trist. Det er 68’ernes pædagogiske arv. Den var i bedste fald luftig, vild og energisk, så længe den havde et socialistisk sharia, som den kunne leve af i sit opgør med de virkelige dannelsestraditioner, men nu er den blot tam og slukøret og en mellemstation til næste faldlem, hvor der stod ”radikal konstruktivisme”, ”systemteori” og ”1995” på.

Ved den diskursive sammenfletning af ”kritisk” og ”pædagogik” under samme citationstegn, som i ”kritisk pædagogik”, annekteres altså først kritikken, hvorved den bliver tvang for alle andre, og derpå gøres kritikken afhængig af den kritiske teoris overlevelse. Falder den kritiske pædagogik, falder derfor også kritikken, og - hvis man mener, at pædagogik og kritik hænger sammen - også pædagogikken. Derefter kom 1980’erne med postmodernisme, samtidsdiagnose og ny-liberalisme som kritiske svar på den kritiske teori, men da de først havde vundet, kunne de ikke leve af kritikken af kritikken mere. I stedet overtog performativiteten, input-output effektiviteten, som Lyotard profetisk beskrev det i 1979 i hans The Postmodern Condition. Derfor står vi nu i en situation uden pædagogik og uden kritik. Alt kan styres i input-output relationer. Alt fra børnehaver til universiteter. Det er vores situation i dag, og det kan den kritiske pædagogik ikke gøre det mindste ved, fordi den er en del af vejen til problemet. Den kritiske pædagogik er helt ubehjælpsom, når systemteori, funktionalisme, lp-metoder og mekanisk konkurrencestatsdeduktioner overtager diskurserne i kommunerne, på professionshøjskolerne og på universiteterne.

Så den kritiske pædagogik er på en måde en del af problemet snarere end af løsningen. Det er det, der er min pointe. Hvis pædagogikken skal være kritisk, må den derfor finde sine normative rødder andre steder. Det er da også tankevækkende, at de mest kritiske i vores samfund trækker på de pædagogiske traditioner, som den kritiske pædagogik var slem til at afvise. Inden for universitetsverdenen trækker kritikerne på rødderne fra universitetshistorien. Sune Auken og Claus Emmeche, de mest fremtrædende kritikere, taler begge for at genopfinde de tyske universitetstraditioner. Linda Maria Koldau gør det samme, mens den kritiske teoris drenge, Svend Erik Larsen og Henrik Kaare Nielsen, der støtter ledelsesvældets ydmygelse af Koldau, kun taler varmt om samarbejde, demokrati og erhvervsliv, men ikke om dannelsens og traditionens muligheder, hvorfor de i realiteten taler universitetsledelserne efter munden. Inden for pædagogikken taler fx Peter Kemp i sin ny bog Filosofiens Verden (2011) sig kritisk varm med udgangspunkt i hele den filosofiske tradition. Internationalt gør Martha Nussbaum noget lignende i hendes Not for Profit (2010), og Hans Hauge, der for tiden udfolder det, han kalder ”senil ulydighed” i en form for postmoderne konservatisme, er også en af vores traditionsreflekterede stemmer. Det sidste eksempel er professor i pædagogisk filosofi i Oslo, Hansjörg Hohr, som med udgangspunkt i en læsning af Schiller, altså den tyske romantiker, og John Dewey, i en helt ny norsk udgivelse, Dannelse (2011), kritiserer det moderne universitet. Og inden for skoleverdenen står tænketanken Sophia mestendels i samme dannelsesorienterede tradition, langt fra den kritiske pædagogik. De stakkels børne- og fritidspædagoger har næsten ingen fortalere, og derfor er de også i dag endnu mere underlagt kommunale luner end lærerne er. Så kritikken findes i de traditionsbevidstes hjerter og ikke i den kritiske pædagogiks. Hvor er Brostrøm, Fibæk, Hjorth, Borgnakke, Illeris og alle de mange mange andre i dag? Ingen steder. Og hvor er RUC-folkene? Dem, som er uddannet i en dannelsesfjendsk kultur, der var værre end den sorte skole, og som er fint beskrevet i Tine Ejbys Til Tjeneste (2006) og i RUC’s egen officielle historie En koral i tidens strøm (1997)? De sprutter slet ikke mere, fordi de ikke kan finde det frem, som de gjorde oprør med og ødelagde. I stedet har de fleste af dem underlagt sig moderne ledelsestænkning i en lille refleksiv gestalt. Enten er den kritiske pædagogik totalt instrumentaliseret og har lagt nogle vage fællesskabsbesværgelser under konkurrencestatens teoretiske overhøjhed, eller også er den gået i frygtsomt skjul. Den laver nogle små analyser af dette og hint, hvis den da ikke roder rundt i den multikulturelle suppedas, som om det skulle kunne give nogen bankende hjerter. Ikke særlig kritisk vel? Det er vist kun Steen Nepper Larsen, som herhjemme kommer i nærheden af en kritisk pædagogik, hvor både filosofi, moderne sociologi og et personligt og offentlig anliggende pulserer. Ham holder jeg med i den omegn.

Nej, en virkelig kritik rører ved det, vi har glemt, og det vi kan blive til; den minder os om vores sproglige og kulturelle oprindelse og rigdom i en form for åbenhjertighed. Den bringer vores erfaring i berøring med virkeligheden. Den er vild og konservativ. Og den kan sagtens kritisere kapitalismen af den grund, hvis nogen skulle være i tvivl.

Pædagogikken har forladt sig selv og er blevet efterladt glemt og vissen i et hjørne, som vi ikke mere kan komme hen til, fordi vi lever i sprog fra de bevægelser, som har gjort op med pædagogikken, et opgør, som de kaldte kritisk, men som slet ikke var det. Og efter min opfattelse er kritisk pædagogik en del af denne historie. Kritisk pædagogik er en del af problemet med kritikken. Det er det, der er problemet.

Spørgsmålet er nu, hvad pædagogik egentlig er, før den bliver kritisk? Hvad er den? Hvad er dens essens? Og spørgsmålet er også, på hvilke måder den agerer, når den bliver kritisk? Så kan vi slippe for ”kritisk pædagogik” og i stedet få ”pædagogisk kritik”. Når det sker, så myldrer ordene frem under huden, hvis de ellers tør af angst for professionshøjskoleledelser, kommunale embedsmænd og andet godtfolk, der bliver ved med at smøre solcreme ud over det hele, så man snart ikke kan se en fregne. Måske skulle man slet ikke bede om lov. Måske skulle man blot blæse til åbenhjertighed, selvom man måtte stamme lidt ubehjælpsomt og nervøst i starten. Der starter den pædagogiske kritik.

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ