Lærerliv
2   550

Alice Höegh – en umage lærer

45 år som lærer - og ikke én gang har Alice Höegh hævet stemmen. Til gengæld har hun sat klare spor i mange menneskers liv – også i mit.

4. klasse, anden time, fem minutter til det ringer. Der er musestille bortset fra blyanternes kratten i de linjerede hæfter. Jeg har regnet som en gal og nået både de stykker, vi skulle regne i timen, og dem, vi har for til i morgen. Med et lille veltilfreds smil går jeg op til katederet for at få godkendt, at jeg ikke skal knokle i eftermiddag som de andre. »Det var da dejligt«, siger Alice. »Så er dine lektier at finde en anden måde, man kan regne den slags stykker på«. Jeg sætter et mellemfornøjet udtryk op - det giver sig selv, at man ikke kan være glad for lektier. Men mit hoved bobler allerede af ideer. Den dér særlige frydefulde fornemmelse af, at man strækker sig helt op på tæer.

Jeg kan mærke den igen lige nu: Det er femte gang, jeg starter forfra på dette portræt, for det kan ikke skrives med venstre hånd.

Artiklen fortsætter under banneret

Og jeg mærkede det, da jeg cyklede på min mors »havelåge« til min gamle matematiklærers hyggelige hjem i Lynge. Med Alice Höegh handler det nemlig aldrig om at blive færdig eller nå et fælles fastsat mål. Hver har sin overligger, og det handler om at gøre sig umage. Jeg har sat mig for at finde ud af, hvad historien er bag en lærer, som kan få én til at gøre sit yderste af ren lyst.

»Det er mit allerførste klassebillede«, siger Alice og trækker et sort-hvidt foto frem af stakken. Selvfølgelig har hun forberedt sig. Og der er ikke et øjebliks tøven i stemmen, når hun dykker ned i minderne om sin første skoledag i 1940.

»Jeg gik hos frøken Reiter. Hun var 70 år og sprang stadig over hesten i gymnastik. Hun var bedårende og brugte meget moderne metoder. Vi havde legedag, hvor vi stillede op med dukker og dukkevogne - tænk dig allerede i '40«.

Ikke endt som it-chef uden Alice

Jeg læner mig lidt tilbage i den lyse sofa og tænker på alle de beskrivelser af Alice, jeg har fået de seneste uger fra tidligere elever.

»Hvis jeg ikke havde fået Alice i matematik, var jeg aldrig endt her«, siger Aalborg Universitets it-chef Klaus Kilt til mig. Hans mor var lærer på skolen, så hvis han afleverede en stil for sent til dansklæreren, måtte han høre for det igen ved aftensbordet. Men aldrig hos Alice. »Det, der foregik i hendes timer, blev mellem hende og mig. Man kan betro Alice alt«.

De andre lærere mente ikke, at hans sproglige evner rakte længere end folkeskolen. Men Alice var med til at starte en teknisk forberedelsesklasse for ti elever, hvor matematikken og fysikken blomstrede. »Jeg kan overhovedet ikke huske, hvem jeg havde i matematik før hende. Hun vakte mine evner til live. Jeg fik indhold i skolen. Ellers var det bare nogle år, der skulle gå«.

Alice smiler. Et lille smil, hvor øjnene overstråler munden.

»Det gælder om at give eleverne mulighed for udfordringer, der er store nok. Alle har muligheder i sig, og det værste, man kan gøre, er at forhindre et barn i at nå sine muligheder«.

En god, stille måde at arbejde på

For mig er hun Alice, for andre var hun fru Höegh. Respekten er den samme. Nogle fortæller om en særlig aura, andre siger naturlig myndighed. Man vidste det fra de ældre elever, allerede før man fik hende selv. Men ingen, jeg taler med, kan huske, at hun har skældt ud.

»Der var bare styr på tingene. Ikke noget med at råbe og skrige eller være sur. Bare fast og fair«, fortæller Niels Christian Offersen, som i dag er ingeniør i Dansk Energi. Han havde Alice i tysk i midten af halvfemserne. Og femten år tidligere oplevede Henrik Fenlev det samme:

»Jeg har haft andre lige så inspirerende lærere, men ingen, der var så gode til at holde ro. Om det var båret af, at man gerne ville deltage, eller af disciplin, det ved jeg simpelthen ikke«. Han læste økonomi, selv om han egentlig ikke er den store matematiker, blev senere gymnasielærer og har flere gange sammenlignet sin undervisning med Alices. »Hun kunne skabe en særlig stemning, et godt mentalt rum for læring, som hun så fyldte en masse god faglig undervisning ind i«.

Jeg spørger Alice, om hun aldrig har haft svære klasser, irriterende og larmende møgunger. Hun løfter en anelse på det venstre øjenbryn, og den karakteristiske rynke over næsen får mig uvilkårligt til at rette mig i sofaen.

»Jeg har aldrig undervist under støj på nogen måde, bare afventet til roen var der. Man skal ikke prøve at overdøve børn. En god, stille måde at arbejde på er rigtig for mig, og det har de opfattet«.

Kan man være født lærer?

45 års undervisning under fem forskellige skoleledere. Den sidste - Daniel Egmose på Lynge Skole - sætter de ord på, som jeg selv savner: »Alice var 'en rigtig lærer'. Der stod enorm respekt om hende både som menneske og som lærerhåndværker. Nogle lærere kan det bare. Nogle kan lære det. Og så er der nogle, der ikke kan. Sådan en som Alice har kunnet det fra starten, det er jeg sikker på«.

Og det bekræfter 80-årige Birgit Høgh Olesen, som arbejdede sammen med 25-årige Alice på Præstemoseskolen i Hvidovre. »Jeg tror godt nok, at Alice har udviklet sig, men hun har været klar fra starten. Hun var vældig regulær, omhyggelig og ærekær ud over alle grænser. Når Alice bedømte et håndarbejde, så hun altid først på bagsiden. Tingene er kun rigtig gode, hvis de også er hæftet flot på bagsiden«.

Jeg ved ikke, om man kan være født lærer. Alice fik i hvert fald først ideen efter gymnasiet. Til gengæld har hun aldrig siden overvejet at blive andet.

På Aurehøj Statsgymnasium bad rektor Dickmeiss Alice hjælpe to klassekammerater. Den ene var ordblind og kunne ikke nå at læse lektierne. Så hver eftermiddag cyklede Alice efter skole ud og genfortale pigens lektier for hende og hjalp med det svære.

»Det interesserede mig utroligt meget at få andre til at forstå ting. Det var nok der, ideen om at undervise kom, og jeg fortsatte med at lektiehjælpe«.

Så hun overførte sin gode studentereksamen til Statsseminariet på Emdrupborg, hvor man på en nyoprettet studenterlinje kunne blive lærer på 2½ år.

Niveauet på seminariet var hun ikke imponeret over, så hun læste ekstra ved siden af. Og hun er ikke et øjeblik i tvivl om, at læreruddannelsen er blevet langt bedre med årene. Særligt de sidste fem år, inden hun gik på pension i 2000, kom der virkeligt dygtige nyuddannede ud.

Faglighed før leg

Alice har spurgt, om jeg vil have kaffe, og jeg ved, at den venter sammen med kagen, når vi er færdige. Men det giver ligesom sig selv, at vi skal klare interviewet før hyggen.

Hun husker tydeligt, første gang hun stod over for en klasse. Hun læner sig frem i den brune læderstol og forklarer, at når bare man har noget på hjerte, så er det ikke svært at holde børn i ånde og holde disciplin.

»Det var de dejligste unger. De skulle bevise, at tre gange fire er det samme som fire gange tre. Så jeg stillede dem op i tre rækker med fire i hver som små soldater og fik dem til at dreje veeeeenstre om! Det var jo et meget stift system dengang, hvor man sad på rad og række og ikke turde blinke med øjnene, så der blev kigget lidt til mine tosserier«.

Lidt sværere blev det dog, da Alice fik sit første job på Kettevejskolen. Hun overtog efter en lærer, der var blevet psykisk syg. Det var kun 20 lektioner mod de normale 36, men til fuld løn. Og det var der en grund til.

»Jeg fik en danskklasse. Man kunne ikke vende ryggen til dem, uden at de råbte øøøv. Så jeg lærte hurtigt at skrive med ryggen til tavlen. Det var en 8. klasse, og de havde ikke lært ret meget. Så jeg gik ned og hentede 6.-klasse-bøgerne, og så blev de så søde, for så gik det jo pludselig godt«.

Selv om Alice gennem tiden glad og gerne har kravlet rundt under katederet for at vise rumdiameteren, slået til lamperne med kosten som y-akse og danset rundt i ring med mig i hænderne for at vise, at omkredsen af en cirkel er to piger - altså 2·pi·r - så er fagligheden altid kommet før legen og grammatikken før snakken.

»Der var perioder i 70'erne, hvor opdragelsen og holdningen i skolen var, at børnene skulle være så frie. Faglighed var et uartigt ord. Det betød ikke noget, hvornår man lærte at læse, og det, ikke alle kunne lære, skulle ingen lære. Den bølge har jeg aldrig været med på. For mig er det væsentligt, at det faglige, roen og disciplinen er der først, så kan man sagtens slække på tøjlerne«.

Lærerens løn skal være fair

De første år fra 1955 til 1961 handlede hele Alices liv om skolen. 36 lektioner om ugen, aftenhold for cykelryttere i tysk, revyer og udstillinger og to et halvt år i hovedstyrelsen i Danmarks Lærerforening.

»Jeg fik 700 kroner om måneden, hvilket egentlig var en god løn. Men det var den allerlaveste, fordi jeg var under 25 år, ugift og kvinde. Det syntes jeg var uretfærdigt, så jeg satte mig for at undersøge og grave og lave beregninger, og det endte med, at der blev gennemført en omplaceringsregel. Det var jo ikke rimeligt, når det slet ikke handlede om kvalifikationer«.

Hun mener også, at lærernes dalende status i samfundet hænger sammen med lønnen.

»Samfundet har respekt for penge. Da jeg startede, var der respekt og god løn. Men der kom mange kvinder i faget. Deres mænd tjente penge, så de gik op i tiden og mindre op i lønnen. Jeg tror, det har skadet faget. Vi er gået glip af de kvalificerede mænd, som vil have en god løn, og folk har mistet respekten for læreren«.

I 1961 var der dog stadig kvalificerede mænd, og en af dem fik hun uddelt et legat til en Tysklandsrejse til, mens hun sad i hovedstyrelsen. Selv skulle hun også med på efteruddannelsesturen, og her traf hun Erik. Han lokkede hende med til Lynge Skole, hvor de sammen underviste i over 30 år.

Jeg kaster et blik over i hjørnet til guldrammen i reolen - min matematiklærer i hvid blondebrudekjole og min tysklærer med alvorlig mine og stolt blik. Erik er i dag nede at samle nødhjælp ind til Rumænien i den lokale brugs.

»De var en institution på Lynge Skole. Et ægtepar, man havde respekt for og samtidig kunne have det sjovt og hyggeligt med«, fortæller Annette Lucht Olsen, som kom som nyuddannet til skolen i 1979. »Det er jo altid svært i starten. Men de udstrålede ro og tryghed, og Alice var altid klar til at hjælpe og dele ud af sine erfaringer. Jeg har lært utroligt meget af hende, og hun har betydet virkelig meget for mit senere lærerliv«. »Og så var de sjove til julefrokosterne. Alice var sådan en grinebider«.

Det håndskrevne takkebrev på tysk

Blandt de mange sort-hvide billeder på kakkelbordet ligger et håndskrevet brev på blåt brevpapir. Jeg bliver nysgerrig, og Alice smiler det helt store smil.

»Det er den svageste elev, jeg nogensinde har haft. Hun var meget speciel«.

Pigen skulle have specialundervisning, men da inspektøren kom for at hente hende i Alices tysktimer, strittede hun imod med hele kroppen, og Alice bad om, at hun måtte blive. »Jeg har altid været bange for at tage dem ud fra undervisningen. Det er så dumt at sige: 'Det er du ikke god nok til'. De bliver jo også forældre en dag, og så giver det selvværd at kunne sige: 'Jeg havde også tysk engang'«.

Så pigen sad der i alle timer uden nogensinde at tage tyskbogen op. Og da Alice gik på pension, troppede pigen op med et afskedsbrev skrevet på tysk.

»Jeg blev så glad! Det er det bedste, jeg har fra hele min skoletid. At vide, at der alligevel hængte noget på, så hun kunne skrive lidt. Det beviser jo netop, at alle har muligheder i sig, og hvis man bare bliver ved med at give, så kan de udvikle sig - også selv om man ikke lige kan se det«.

De positive historier falder over hinanden. Da jeg spørger til de negative, er der kun en enkelt.

»Jeg havde en elev, som havde meget store vanskeligheder. Jeg kunne godt lide hende, men hun var meget svær at motivere til noget som helst. Aggressiv og voldsom. Hun truede mig engang. Det blev jeg virkelig ked af«.

Alice gik hjem og skrev episoden ned med det samme og fik en kollega, som havde set situationen, til at skrive under. Pigen blev taget ud af undervisningen. Men efter kort tid bad hun om at komme tilbage i undervisningen, og det forløb godt.

Man kan godt udfordre alle i én klasse

Jeg kigger ned på min liste over ændringer, der er sket i folkeskolen, i de 45 år Alice har undervist. Men jeg beslutter mig for at høre, hvad hun selv har lagt mærke til.

Børnene og forældrene har altid været de samme, men hun husker klart perioder, hvor den ene lovændring kom efter den anden, og der blev lavet om på eksamensreglerne midt i skoleåret.

Udviklingen i matematikken er hun ikke stolt over. Niveauet er sænket år for år, og det samme er timetallet. Det, hun lærte børnene i starten af 60'erne, er nu 1.g-stof. Til gengæld har sprogfagene flyttet sig enormt.

Hun var meget skeptisk, da det blev besluttet ikke længere at dele klasserne i almindeligt og udvidet niveau.

»Vi havde en kæmpe diskussion, fordi det er så vigtigt, at alle elever får tilstrækkeligt store udfordringer. Men da jeg først fik det prøvet, ændrede jeg mening. Drengene udvikler sig senere end pigerne, og for mange drenge fik aldrig en uddannelse, fordi vi delte dem for tidligt. Man kan godt give børn forskellige muligheder, selv om de sidder i samme klasse«.

Og så er jeg tilbage, hvor jeg startede. Jeg husker tydeligt, da mine forældre skulle stemme om, hvorvidt klassen skulle deles i dansk, engelsk og matematik. Mine forældre - var meget forelsket i tanken om et højere niveau i dansk og engelsk. Men matematik skulle der ikke rykkes ved. For hos Alice brugte jeg lineal, når jeg satte to streger under resultatet, jeg lavede ekstra prøver for at sikre, ligningen var korrekt, og der er ikke en eneste kedsommelighedskrusedulle i hæfterne. Den dag i dag kan jeg ikke komme på et andet sted, hvor jeg har gjort mig så umage. For hos Alice betød det noget.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Matematiknetværket er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Danmarks matematiklærerforening.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
7.624 andre er allerede tilmeldt

Tysk og fransknetværket er for alle, der underviser i eller interesserer sig for fagene. I samarbejde med Sproglærerforeningen, Tysklærerforeningen og Fransklærerforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
2.890 andre er allerede tilmeldt