Debat

Angående aldersintegreret indskoling

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg har det sidste halvandet år beskæftiget mig med den aldersintegrerede indskoling i forbindelse med min bacheloropgave og er glad for, at der igen komme fokus på emnet.

Da jeg undersøgte antallet af folkeskoler med denne indskolingsform, fandt jeg ud af, at der inden for de sidste fem år har været en stigning fra 12 til 64 folkeskoler, og flere ser ud til at indføre den i fremtiden. Jeg mener, at det er lovændringen i paragraf 25, stykke 7, i 2007, der er årsagen til udviklingen. Ændringen giver kommunerne mulighed for at etablere aldersintegreret undervisning i 0.-2. klasse, blot det kan begrundes pædagogisk. Samtidig må jeg konstatere, at det er på grund af besparelser, at aldersintegration bliver indført.

Men det interessante i forhold til udviklingen er, at der i dansk regi ikke findes viden omkring effekten af denne indskolingsform. Derfor ved man ikke med sikkerhed, hvordan man påvirker elevernes sociale og faglige færdigheder. Jeg kan derfor finde det svært at begrunde det pædagogisk.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Her vil enkelte muligvis påpege, at der findes folkeskoler, som har arbejdet med den aldersintegrerede indskoling igennem længere tid og derfor har opnået gode erfaringer. Det er rigtigt, at der i 1998 blev åbnet op for forsøg med aldersintegrerede klasser, og cirka 20 folkeskoler fik godkendelse til dette.

Men jeg mener ikke, at erfaring er det samme som forskning.

Men hvorfor så arbejde med aldersintegration? Et spørgsmål, der kan være svært at besvare, da de argumenter, der taler for aldersintegration, samtidig også taler imod aldersintegration. Jeg vil ikke være dommer i denne sag, da jeg har oplevet lærere, som har været og er glade for denne form for indskoling. Men jeg ser et problem i, at enkelte kommuner vælger aldersintegration på grund af økonomi frem for et pædagogisk grundlag.