Der er mere og andet end tung bas i luften, når Søndre Skole tæller ind til to ugers fokus på musikfaget

To uger med musikalsk talentundervisning

Den står på sampling, sammenspil og strygere for en gruppe særligt musikinteresserede overbygningselever på Søndre Skole i Viborg, når de i denne og næste uge deltager i musikforløbet Elektro Opus 1.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Vi vil gerne prøve at åbne elevernes øjne for at lære dem musikken at kende på en anden måde", siger Gitte Vinther, der er en del af PUC, det Pædagogiske UdviklingsCenter på Søndre Skole i Viborg. Sætningen falder, da hun skal forklare, hvorfor skolen har valgt at lade to professionelle musikere tage en mindre gruppe elever fra 6.-9. klasse under deres vinger i to uger med musik i alle skoleskemaets felter.

Musikalske modsætninger mødes Det musikfaglige forløb har titlen Elektro Opus 1 og er kommet i stand gennem det lokale kulturcenter Kulturprinsen. Elektro Opus er ikke bare en tilfældig sammensætning af ord fra musikkens verden, men hentyder ifølge Gitte Vinther til den sammensmeltning af den klassiske og den elektroniske musik, som er en stor del af projektets fundament. De to musikere repræsenterer da også hver deres verden: Jacob Nielsen står for den klassiske musiks traditioner som komposition og sammenspil, mens Peter Jezn er plantet i den elektroniske musiks leg med samples og redigering. Det er Gitte Vinthers håb, at de to tilsammen vil kunne give eleverne et nyt syn på musikkens - og ikke mindst musikfagets - mange muligheder.

"Vi vil give dem en chance for virkelig at arbejde med musikfaget, som til tider ellers kan være lidt forsømt. Derfor vil vi gerne have eleverne til at komponere noget musik med udgangspunkt i noget, de kender, eller med inspiration fra et stykke klassisk musik, der kan passe ind i en kendt sammenhæng", fortæller Gitte Vinther.

Lærerløse uger Udover de mange musiktimer skal de engagerede elever også vænne sig til to uger uden en eneste af deres musiklærere. Jacob Nielsen og Peter Jezn er nemlig kun til låns i den korte periode, og det er skolen så glad for, at den har valgt at lade dem afvikle forløbet helt på egen hånd.

"Der er desværre ikke rigtig involveret nogle af skolens lærere i projektet. Vi fik et tilbud fra Kulturprinsen om at låne de to musikere, og det skyndte vi os at sige ja til. Det er også noget af det, der har gjort, at vi har været opmærksomme på at få de allermest engagerede elever med i forløbet, så de virkelig får noget ud af det", siger Gitte Vinther.

Ikke et eliteprojekt Selvom undervisningen i projektet ikke foregår på klassebasis, så er det dog ikke skolen selv, der har udvalgt eleverne med de bedste forudsætninger. Gitte Vinther var én af de lærere, der præsenterede projektet for skolens ældre klasser. Derefter var det op til de enkelte musikfagligt engagerede elever at tilmelde sig. Det har ifølge hende ført til et mere koncentreret miljø, hvor man ikke strækker tålmodigheden hos de elever, der måske ikke er så opslugte af toner og rytmik.

"Det er ren fagnørderi. Det er ikke en arbejdsform, som vi er så vant til. De fleste projekter handler om at få alle med, men nogle gange er det fedt bare at få de elever med, som virkelig brænder for det", siger Gitte Vinther. "Fremover kunne jeg godt tænke mig, at vi havde flere faglige projekter, hvor børnene er med af interesse og lyst."