Forskning

Skolemanden, der opfandt klasselæreren

Noter om ny dansk og udenlandsk viden og forskning om skole, fag og pædagogik.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Alle husker Grundtvig, men de fleste har glemt hans våbenbroder i kampen mod den sorte skole, Martin Hammerich (1811-1881), der var leder af Borgerdydskolen på Christianshavn i 25 år. For at modvirke den traditionelle manuducerende undervisning indførte han blandt andet en klasselærerfunktion, der skulle sikre et nært forhold mellem lærer og elev. Og han oprettede et elevbibliotek, der kunne fremme eleverne selvvirksomhed. Endelig arrangerede han udflugter og fester, så forholdet mellem elever og lærere kunne blive friere. Skolen skulle være et trygt lære- og værested, mente Hammerich. Som Grundtvig sad også Hammerich i Den Grundlovsgivende Rigsforsamling, der skrev grundloven. Kapitel 2 i en ny biografi om Hammerich handler om Hammerich som skolemand.

Læs: Jesper Brandt Andersen (redaktør): »Martin Hammerich. Kunst og dannelse i guldalderen«. 326 sider, 399 kroner, Forlaget Vandkunsten.